Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (Dom i sag om forurening af drikkevandet i Køge) 
07-01-2011 

 
Østre Landsrets 15. afdeling har i dag afsagt dom i en straffesag, der var rejst mod I/S Køge – Egnens Renseanlæg i anledning af en alvorlig forurening af drikkevandet i Køge, der fandt sted i januar 2007.


I/S Køge – Egnens Renseanlæg blev ved dom afsagt af Retten i Roskilde den 26. juni 2009 fundet skyldig i overtrædelse af § 50, stk.1. jf. stk. 2, i lov om vandforsyning og straffet med en bøde på 50.000 kr.

Dommen blev anket af I/S Køge – Egnens Renseanlæg med påstand om frifindelse, hvorefter anklagemyndigheden ankede med påstand om, at renseanlægget, der var blevet delvist frifundet, blev dømt efter anklageskriftet, hvori der udover tiltale for overtrædelse af vandforsyningsloven var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens §§ 186 og 193.  

For landsretten fandt en omfattende teknisk bevisførelse om mulige årsager til forureningen sted.

Landsretten fandt ligesom byretten, at det var bevist, at den forurening af drikkevandet i en del af Køge Kommune, der fandt sted omkring weekenden den 13. - 14. januar 2007, skyldtes forhold på renseanlægget. Forureningen indebar, at drikkevandsforsyningen blev tilført spildevand, der indeholdt store mængder bakterier fra menneskelig afføring.  

Landsretten lagde til grund, at personale på renseanlægget søndag den 14. januar 2007 om morgenen konstaterede, at en vandmåler på anlægget viste, at der var sket tilbageløb af ca. 14m3 spildevand. Om mandagen den 15. januar 2007 var der sket tilbageløb af yderligere ca. 13m3 spildevand.

Landsretten fandt som byretten, at det var uagtsomt, at personalet på renseanlægget, da tilbageløbet blev opdaget søndag den 14. januar 2007, ikke straks reagerede på tilbageløbet og iværksatte en undersøgelse af årsagen til uregelmæssigheden.  

Denne manglende reaktion bedømte landsretten som en overtrædelse af lov om vandforsyning § 50, stk. 1, jf. stk. 2, der pålægger ejere af ejendomme en pligt til bl.a. at benytte vandindlæg sådan, at der ikke opstår fare for forurening af vandet, og en pligt til straks at afhjælpe enhver mangel. Derimod fandtes dette forhold ikke omfattet af straffeloven, hvorfor renseanlægget blev frifundet for overtrædelse af denne lov.

Landsretten fandt endvidere som byretten, at det ikke, som anført af anklagemyndigheden, var bevist, at en eller flere medarbejdere på renseanlægget havde foretaget manuel sammenkobling mellem det tekniske vandsystem og rentvandsystemet i centrifugehuset på renseanlægget. I modsætning til byretten fandt landsretten endvidere, at renseanlægget ikke var strafferetligt ansvarlig for manglende vedligeholdelse af en kontraventil, der kunne hindre tilbageløb.

Selvom I/S Køge – Egnens Renseanlæg således blev fundet skyldigt i mindre omfang end ved byrettens dom, blev den af byretten i dømte bøde forhøjet fra 50.000 kr. til 100.000 kr. Landsretten lagde vægt på, at der må stilles skærpede krav til sikkerheden på et renseanlæg, der dagligt håndterer store mængder potentielt sundhedsskadeligt spildevand.

Landsretten bestemte endvidere, at renseanlægget skulle betale halvdelen af de – meget betydelige – sagsomkostninger for landsretten og statskassen den anden halvdel. 

Sagen er i landsretten behandlet under journalnummer S - 2005-09.

Yderligere oplysninger: Pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche, tlf. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52. 

Til top Sidst opdateret:  
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk