Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (Terrorsagen) 
15-02-2007 

 

Østre Landsret har i dag afsagt dom i terrorsagen fra Glostrup, hvor 4 unge mænd var tiltalt for forsøg på terrorisme.

De tiltalte blev af nævningerne fundet skyldige i tiltalen for forsøg på terrorisme. De juridiske dommere fandt imidlertid, at sagens bevisligheder ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at finde de tiltalte E. H., I. J. og A. A. skyldige, hvorfor retten ved kendelse besluttede, at en ny domsforhandling mod disse tiltalte skal finde sted, hvis anklagemyndigheden opretholder tiltalen.

For tiltalte A. B. tiltrådte retten nævningernes fældende erklæring. A. B. blev således dømt for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 forud for den 19. oktober 2005 med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have forsøgt at begå manddrab efter straffelovens § 237, af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, idet M.B. og/eller A.C., som er dømt i 1. instans ved en bosnisk domstol, efter aftale med tiltalte rejste til Bosnien i henholdsvis september og oktober 2005 med henblik på at skaffe våben og/eller sprængstoffer til brug for en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller i udlandet, hvorefter M.B. og/eller A.C. i Bosnien anskaffede sig mindst 19,841 kg. sprængstof, et selvmordsbælte, en detonator samt en lyddæmpet pistol med tilhørende ammunition, hvorefter det videre forehavende blev afværget derved, at M.B. og A.C. den 19. oktober 2005 i Sarajevo i Bosnien blev anholdt af det stedlige politi. Straffen for A. B. blev under hensyn til hans unge alder (16 år på gerningstidspunktet) fastsæt til fængsel i 7 år.

Tiltalte I. J. blev for tyveri af 100.000 kr. og for at have tilskyndet mindreårige drenge til vold som han samtidig videofilmede med sin mobiltelefon (happy slapping) idømt fængsel i 4 måneder.

Tiltalte A. A. blev for ulovlig omgang med hittegods og to tyverier af mobiltelefoner fra sovende s-togpassagerer straffet med en betinget dom uden straffastsættelse, prøvetid 1 år.

Til top Sidst opdateret: 15-02-2007 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk