Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (ulovligt byggeri) 
11-05-2010 

 
 

Østre Landsret har den 11. maj 2010 afsagt dom i en sag om ulovligt byggeri.

Den daværende Fredensborg-Humlebæk Kommune gav i 2006 byggetilladelse til opførelse af 55 boliger, ”Slotshaven” i den sydlige del af Asminderød. Under opførelsen indgav nogle naboer klager over den såkaldte ”blok 5”s tætte og høje placering i forhold til lodsejerne. Det blev samtidig klarlagt, at blok 5 var blevet forskudt, således at den lå til dels uden for et i lokalplanen indtegnet byggefelt. Blandt andet på baggrund af en del presseomtale besluttede kommunen, nu Fredensborg Kommune, i februar 2007 at gennemføre en advokatundersøgelse af byggeriets lovlighed i forhold til den gældende lokalplan. Undersøgelsen, der blev tilendebragt i april 2007, havde blandt andet som konklusion, at byggetilladelsen ikke var i overensstemmelse med lokalplanen. Undersøgelsen pegede på, at kommunen burde gennemføre en retlig lovliggørelse ved et lokalplantillæg. I oktober 2009 besluttede et flertal i byrådet at lovliggøre byggeriet af blok 5 ved et tillæg til lokalplanen.

Ved Østre Landsrets dom blev lagt til grund, at den skete forskydning af blok 5 var ulovlig i forhold til den oprindelige lokalplan, og at den skete lovliggørelse, der indebar forringet udsigt og indbliksgener, afgørende var båret af økonomiske hensyn. Efter en afvejning af hensynet til bygherren og samfundsøkonomiske interesser, har landsretten bestemt, at lovliggørelse skal ske ved fjernelse af blok 5 og den øst for blok 5 etablerede støttemur. Landsretten lagde endvidere vægt på, at kommunen valgte ikke at standse byggeriet, da sagen opstod, da resultatet af advokatundersøgelsen forelå, eller senest da lodsejernes advokat skrev til kommunen, hvorved et værdispild kunne være begrænset.

Sagen er blevet behandlet i Østre Landsrets 12. afd. under j.nr. B-2631-07.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (telefon 33 97 05 29).

Til top Sidst opdateret: 11-05-2010 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk