Byretten afsagde dom i sagen den 10. april 2007. Også ved byretten blev T1 idømt fængsel i 2 år. Herefter har sagen været behandlet som ankesag ved Østre Landsret.
Der har tidligere verseret en anden straffesag mod T1. Den tidligere sag blev afgjort ved Højesterets dom af 15. april 2008, hvorved han blev idømt 2 års fængsel for mandatsvig af særlig grov karakter. Den tidligere sag var ved byretten blevet udskilt fra den sag, som Østre Landsret nu har afsagt dom i. På grund af denne tidligere sag er den straf, som landsretten nu har udmålt, fastsat som en tillægsstraf.
T1 er efter bevisførelsen for landsretten blevet dømt blandt andet for i 2001, mens han var borgmester, blandt andet for byrådet at have skjult de økonomiske problemer i kommunen, for ikke at have sørget for fornødne bevillinger, for lånoptagelse uden om kommunalbestyrelsen, for at have ignoreret afgørelser fra Naturklagenævnet, og fordi de regnskabsmæssige forhold i kommunen vedrørende repræsentationsudgifter ikke var i orden. Landsretten har i den sammenhæng fundet ham skyldig i en række tilfælde af embedsmisbrug (straffelovens § 155, 1. og 2. pkt.).
For så vidt angår kommunens repræsentation, møder og rejser mv. er T1 dømt for groft mandatsvig (straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2) ved over den periode på et år – fra den 1. januar 2001 til den 31. december 2001 – at have ladet kommunen betale en lang række regninger for arrangementer, der enten slet ikke havde noget kommunalt formål, eller hvor udgiften pr. deltager var så stor, at en del af regningen må siges at have savnet kommunalt formål. T1 lod udgifterne afholde alene på grundlag af sin stilling uden nogen speciel bemyndigelse fra byrådet vedrørende den enkelte udgift.
De omhandlede regninger har i vidt omfang vedrørt servering af vin, herunder dyr vin, men Østre Landsret har i lighed med byretten undladt at tage særskilt stilling til henholdsvis lovligheden af udgiften til vin og den – ofte mindre – udgift til fortæring.
I de tilfælde, hvor repræsentationen har haft et lovligt kommunalt formål, har landsretten i denne sag som et udgangspunkt statueret mandatsvig i de tilfælde, hvor en samlet kuvertpris på 1.000 kr. på gerningstidspunktet er overskredet. Landsretten har endvidere indlagt en ”bagatelgrænse”, således at der som udgangspunkt ikke er domfældt i tilfælde, hvor overskridelsen er under ca. 40 pct. af regningens omfang, idet der herved tages hensyn til overskridelsens størrelse i absolutte tal.
Der er anledning til at fremhæve, at landsretten ikke har taget stilling til ”1000-kronersreglens” generelle anvendelighed ud over som et udgangspunkt under denne sag. Landsretten har i et enkelt tilfælde efter en konkret vurdering fundet, at der var grundlag for højere kuvertpris. De 1.000 kr. udgør derfor ikke nogen absolut øvre grænse gældende for kommunale arrangementer. Endvidere kan der selvsagt også være anledninger, der ikke i sig selv og uden særlig hjemmel kan legitimere en udgift til fortæring på 1.000 kr. pr. person. Dette vil ikke mindst kunne være tilfældet ved interne møder, hvad dommen også afspejler. Der er således også eksempler i dommen på, at der er dømt for mandatsvig ved en udgift pro persona på under 1.000 kr.
T1’s samlede mandatsvig vedrørende arrangementerne med restaurantbesøg og rejser m.v. er opgjort til godt 1,8 mio. kr.
Landsrettens bevisbedømmelse afviger på nogle punkter fra byrettens, således at T1 til dels er blevet fundet skyldig, hvor han var frifundet af byretten, mens han er frifundet for andet, som byretten havde dømt ham for. Landsretten har også i visse tilfælde henført T1’s strafbare forhold under andre strafbestemmelser end byretten.
Som nævnt har landsretten idømt T1 en tillægsstraf på fængsel i 2 år. Fængselsstraffens betydelige længde er særligt begrundet i omfanget af T1’s mandatsvig vedrørende repræsentation. Straffastsættelsen må i øvrigt blandt andet ses i lyset af, at T1 har vist en fast vilje til at sætte sig ud over regler, der begrænsede hans handlefrihed i forhold til kommunen og det kommunale demokrati, og af hans manglende respekt for regler, der i samfundets interesse begrænsede kommunens handlefrihed udadtil.
Foruden at være blevet idømt fængselsstraf er T1 ved landsretten dømt til at betale en erstatning til kommunen. Erstatningen vedrører udgiften til møder og rejser mv. Endvidere er han blevet dømt til at betale delvise sagsomkostninger.
Under samme ankesag er en forhenværende kommunaldirektør i kommunen (T2) for strafbare forhold i forbindelse med T1’s lovovertrædelser blevet idømt en fællesstraf af fængsel i 2 år. Byretten havde udmålt den samme straf. Straffen er en fællesstraf, der omfatter den straf på fængsel i 1 år og 3 måneder, som T2 den 20. juni 2006 blev idømt ved byrettens endelige dom i den sag, som for T1’s vedkommende først den 15. april 2008 fandt sin endelige afgørelse ved Højesterets dom. Landsretten har ligesom byretten gjort T2’s fængselsstraf betinget under hensyn til hans dårlige helbred. Også T2 er dømt til at betale erstatning.
Sagen er blevet behandlet af Østre Landsrets 12. afdeling og har journalnummer S-1208-07.
Henvendelse vedrørende sagen kan rettes til landsdommer Michael Lerche på telefon 33 97 05 29