Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (Overskud fra testimonialkamp) 
04-10-2007 

 
   

Pressemeddelse

Fra Østre Landsret den 4. oktober 2007

Landsret redder målmand på stregen

Østre Landsrets 18. afdeling (nr. B-2214-05) har i dag afsagt dom, der fastslår, at den tidligere målmand i OB, Lars Høgh, ikke skal betale skat af overskuddet fra sin testimo­nialkamp.  Kampen blev holdt til ære for Lars Høgh i forbindelse med, at han stoppede sin professionelle fodbold­karriere i OB i 2000.

Landsretten vurderede, at beløbet må anses for omfattet af en særlig undtagel­sesregel i ligningslovens § 7, nr. 1. Bestemmelsen fastslår, at gaver, der stam­mer fra indsamlede bidrag, og som har karakter af en anerkendelse af modtage­rens fortjenester, under visse betingelser er skattefri.

Skatteministeriet, der havde anlagt sagen, mente ikke, at beløbet kunne siges at stamme fra indsamlede bidrag, bl.a. fordi tilskuerne havde fået en modydelse i form af adgang til kampen.

Landsretten afviste imidlertid Skatteministeriets opfattelse. Lands­retten lagde i dommen navnlig vægt på, at overskuddet stammede fra billetindtægter fra kampen, og at tilskuerne havde fået at vide, at overskuddet ville gå til Lars Høgh.

Forud for dommen havde bl.a. skatteankenævnet vurderet, at over­skuddet fra kampen var skattepligtigt for Lars Høgh. Landsskatte­retten ændrede imidlertid skatteankenævnets afgørelse under hen­visning til ligningslovens § 7, nr. 1 (der dengang hed § 7, litra a). Landsretten var således enig i Landsskatteret­tens vurdering af sa­gen.

Landsrettens præmisser er sålydende:

”Landsrettens begrundelse og resultat:

Hverken ordlyden eller forarbejderne til den dagælde­nde bestemmelse i lignings­lo­vens § 7, stk. 1, litra a, (nu § 7, nr. 1) indeholder holdepunkter for at anse det som en be­tin­g­­­else for skattefrihed, at yderen af et indsamlet beløb ikke op­pebærer en vis mod­ydelse i form af adgang til f.eks. et sportsarrangement. Det samme gælder i relation til Skat­teministeriets fortolkning af bestemmelsen, hvorefter gavebeløb, der består af ind­samlede beløb med fradrag af visse udgifter, ikke skulle kunne omfattes af be­stem­mel­sen i ligningslovens § 7, litra a.

Som anført af Landsskatteretten var tilskuerne oplyst om, at overskuddet fra ar­range­mentet ville tilfalde Lars Høgh. Landsretten lægger endvidere til grund, at gavebeløbet på 1.125.449 kr. stammer fra billetindtægterne fra testimonialkampen med fradrag af udgifterne til billetsalget samt et særligt beløb til dækning af det underskud, der opstod ved, at sponsor- og an­dre ind­tægter ikke kunne dække om­kostningerne ved afholdelse af testimonial­kam­pen og den fest, der efter kampen blev holdt for Lars Høgh. Landsretten finder på den bag­grund, at gavebeløbet må anses for at hidrøre fra ind­samlede bidrag.

Efter bevisførelsen finder landsretten ikke, at det kan lægges til grund, at den nævnte indsamling fandt sted på Lars Høghs initiativ. Herefter, og da det ikke er be­stridt, at de øvrige betingelser i den dagældende bestemmelse i lignings­lovens § 7, litra a, er op­fyldt, frifindes Lars Høgh for Skatteministeriets påstand.”

Til top Sidst opdateret:  
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk