P R E S S E M E D D E L E L S E
Østre Landsret har i den såkaldte T-shirt-sag fundet 6 tiltalte skyldige i forsøg på at tilvejebringe midler til organisationerne FARC og PFLP og frifundet en tiltalt. To tiltalte blev idømt 6 måneders fængsel, to tiltalte blev idømt 4 måneders fængsel, og to tiltalte blev idømt 60 dages fængsel. Straffene blev for de 4 sidstnævnte gjort betingede med et års prøvetid.
Anklagemyndighedens tiltale lød for samtlige tiltaltes vedkommende på forsøg på at tilvejebringe eller indsamle midler til grupper, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af straffelovens § 114, idet de via firmaet Fighters and Lovers medvirkede til salg af T-shirts til en samlet værdi af ikke under 24.982 kr. med henblik på at sende en del af overskuddet til organisationerne FARC (Fueraz Armadas Revolocionarias de Colombia) og PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine).
Landsretten fandt i modsætning til byretten, at FARC og PFLP som en del af deres aktiviteter begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af straffelovens § 114. Landsretten fandt, at de tiltalte ved at tilvejebringe penge ved salg af T-shirts med henblik på økonomisk støtte til FARC og PFLP har gjort sig skyldige i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114 b, nr. 2, jf. § 21, der omhandler direkte eller indirekte støtte til grupperinger, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger.
Landsrettens afgørelse i sagen er begrundet således: