Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (Straffesagen mod Klaus Riskær Pedersen) 
04-06-2008 

 
 

(Østre Landsret afsiger ankedom i straffesagen mod Klaus Riskær Pedersen)

Østre Landsret (23. afdeling, a.s. nr. S-0827-07) har i dag efter 32 retsmøder afsagt ankedom i straffesagen mod Klaus Riskær Pedersen og en medtiltalt, som ved Københavns Byrets dom af 13. marts 2007 blev idømt fængselsstraffe på henholdsvis 7 år og 3 år. Landsretten har nedsat straffene til fængsel i henholdsvis 6 år og 2 år.

Anklagemyndighedens tiltale lød for begges vedkommende på bedrageri af særlig grov beskaffenhed, begået over for Fonden af 1. december 1997, ved at have udsat Fonden for en væsentlig risiko for at lide tab på indtil 40 mio. USD, svarende til ca. 240 mio. kr., og for at have påført Fonden et tab på ca. 12 mio. kr. For Klaus Riskær Pedersens vedkommende lød tiltalen tillige på underslæb/mandatsvig for et beløb på ca. 2 mio. kr. begået overfor selskabet CyberCity. For begges vedkommende lød tiltalen endelig på skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed – med hensyn til ovennævnte beløb på ca. 12 mio. kr. - begået over for Klaus Riskær Pedersens kreditorer.

Københavns Byret fandt de tiltalte skyldige i bedrageri og medvirken hertil over for Fonden ved blandt andet at have fået Fonden til at overdrage 2/3 af anparterne i CyberCity til et hollandsk selskab, som fremstod som ejet af den medtiltalte, men som Klaus Riskær Pedersen reelt havde rådigheden over. Byretten fandt desuden Klaus Riskær Pedersen skyldig i mandatsvig begået over for selskabet CyberCity ved i årene 1996 - 1999 at have ladet selskabet finansiere private udgifter for ca. 2 mio. kr. De tiltalte blev frifundet for skyldnersvig.

Byrettens dom blev anket af begge de domfældte. Klaus Riskær Pedersen har under ankesagen undladt at medtage forholdet med mandatsvig for et beløb på ca. 2 mio. kr. og har alene påstået frifindelse for den øvrige del af tiltalen og i øvrigt formildelse. Den medtiltalte har under ankesagen påstået frifindelse og i øvrigt formildelse. Anklagemyndigheden har under ankesagen påstået de tiltalte dømt efter anklageskriftet og straffene skærpet.

Østre Landsret har i det væsentlige fundet Klaus Riskær Pedersen skyldig i samme omfang som byretten. Landsretten har – som byretten - lagt til grund, at Klaus Riskær Pedersen indså, at han udsatte Fonden for et betydeligt formuetab, men har efter bevisførelsen fundet, at det strafbare forsæt i et vist omfang drejede sig om mindre beløb end dem, der var anført i anklageskriftet og antaget af byretten. Tilsvarende gør sig gældende for den medtiltalte. For den medtiltaltes vedkommende har landsretten tillige lagt til grund, at det ikke med sikkerhed kan afvises, at han i maj 1998 gik ud fra, at han repræsenterede Fonden med henblik på et senere videresalg til en investor, og at han således først på et senere tidspunkt i forløbet blev klar over, at Klaus Riskær Pedersen var den reelle ejer af det hollandske selskab. I modsætning til byretten har landsretten derfor frifundet den medtiltalte for den del af tiltalen, der vedrører maj 1998. Landsretten har med en ændret begrundelse tiltrådt byrettens frifindelse af de tiltalte for skyldnersvig.

Landsretten har som anført nedsat Klaus Riskær Pedersens straf til fængsel i 6 år. Straffen er - som i byrettens dom - en fælles straf med en betinget dom for blandt andet mandatsvig og skyldnersvig på fængsel i 2 år og 6 måneder, som han blev idømt ved Østre Landsrets ankedom af 23. november 2000. Straffen for den medtiltalte er som anført nedsat til fængsel i 2 år.

Landsretten har stadfæstet byrettens afgørelser om konfiskation og frakendelse af retten til at være stifter af eller direktør eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver særlig offentlig godkendelse, eller en fond. For Klaus Riskær Pedersens vedkommende sker frakendelsen indtil videre, og for den medtiltaltes vedkommende sker frakendelsen for 5 år fra landsrettens dom.

Til top Sidst opdateret:  
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk