Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (Spillerforeningen mod DBU) 
14-11-2007 

 
 

PRESSEMEDDELELSE

Spillerforeningen mod DBU

Østre Landsret har den 14. november 2007 frifundet DBU i en sag, som Spillerforeningen havde anlagt mod DBU.

Spillerforeningen, der er medlem af LO, organiserer danske elitefodboldspillere.

Sagen drejede sig om, hvorvidt DBU’s standardspillerkontrakt er bindende for Spillerforeningen og Spillerforeningens medlemmer, og om DBU er forpligtet til at ændre sin standardspillerkontrakt, så den bringes i overensstemmelse med den overenskomst, som er indgået mellem Spillerforeningen og Foreningen af Divisionsklubber i Danmark.   

Landsrettens afgørelse er i begrundet i en række forhold, blandt andet,

at DBU ikke er part i overenskomsten og derfor som udgangspunkt ikke er bundet af den, og

at hverken DBU’s, FIFA’s eller UEFA’s regler indebærer, at DBU skal bringe standardspillerkontrakten i overensstemmelse med overenskomsten.

I dommens præmisser er blandt andet anført følgende:

”…

Der er ikke grundlag for at fastslå, at DBU ved udformningen af standardspillerkontrakten som følge af sit eget regelsæt eller som følge af medlemskabet af FIFA og UEFA er for­pligtet til at respektere Spillerforeningens og Divisionsforeningens overenskomst. … I øvrigt findes Spillerfor­eningen, der ligesom foreningens medlemmer ikke er medlem af DBU, ikke under denne sag at kunne støtte ret på en forpligtelse, som måtte påhvile DBU i medfør af FIFA´s eller UEFA´s regelsæt.

Da DBU ikke er part i overenskomsten indgået mellem Spillerforeningen og Divisionsfor­eningen, forpligter overenskomsten efter dansk rets almindelige arbejdsretlige regler ikke DBU, og der er ikke af Spillerforeningen godtgjort nogen særlige omstændigheder, der efter arbejdsretlige eller ansættelsesretlige regler kan forpligte DBU til at følge overens­komsten. Den omstændighed, at Divisionsforeningen er medlem af DBU indebærer heller ikke, at DBU bliver forpligtet af overenskomsten.

Det må … lægges til grund, at professionelle fodboldspillere i Danmark af erhvervsmæssige grunde i realiteten er nødt til at være ansat i DBU´s regi, men det er ikke under sagen godtgjort, at standardspillerkontrakten pålægger spillerne re­striktioner i den frie erhvervsudøvelse, der på et foreningsretligt grundlag kan begrunde, at spillerne ikke er forpligtet af standardspillerkontrakten. 

…”

Landsretten fastslog i sin begrundelse også, at der ikke forelå omstændigheder, der gav grundlag for at anse Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11 for krænket. Denne artikel sikrer blandt andet retten til at oprette og slutte sig til fagforeninger.

Én af Spillerforeningens påstande blev afvist af retten, fordi den var for ubestemt til at kunne indgå i en domskonklusion.

Håndbold Spiller Foreningen og LO var indtrådt i sagen til støtte for Spillerforeningens påstande, medens FIFA var indtrådt i sagen til støtte for DBU’s påstande.

Landsretten har tidligere under sagen ved en deldom af 8. september 2006 frifundet DBU for en på­stand, som Spillerforeningen havde nedlagt vedrørende FIFA’s transferregler. Spillerforeningen ønskede, at DBU skulle anerkende, at en transferregel ikke var bindende for Spil­ler­foreningen og dennes medlem­mer. På tidspunktet for domsforhandlingen var transferreglen ikke implementeret i DBU’s regler. FIFA og DBU havde tilkendegivet, dels at DBU ikke var forpligtet til at imple­mentere reglen, dels at DBU ikke havde kompetence til at hånd­hæve denne.

Sagen har landsrettens journalnummer 8. afd. nr. B-3525-03.

Til top Sidst opdateret:  
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk