Pressemeddelelse (Politiets skud mod en bil på Rådvadsvej i august 2006) 
26-02-2008 

  Pressemeddelelse 

Politiets skud mod en bil på Rådvadsvej i august 2006. 

Østre Landsret har i dag afsagt dom i en sag mod to polititjenestemænd, der i august 2006 affyrede i alt 20 skud mod en bil på Rådvadsvej i København, hvorved føreren af bilen blev dræbt. Under sagen var der rejst tiltalte mod de to polititjenestemænd for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, og § 252. Dommen er i det væsentlige en stadfæstelse af Frederiksberg Rets frifindende dom af 18. oktober 2007. For så vidt angår den ene polititjenestemænd er denne dog fundet skyldig i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 246, jf.  245, stk. 1, og i overtrædelse af straffelovens § 252 med hensyn til de to sidst afgivne skud, men straffen herfor bortfalder. Dommens begrundelse er som følger:  

”Ifølge straffelovens § 13, stk. 1, er handlinger foretagne i nødværge straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt. 

Ifølge straffelovens § 13, stk. 2, bliver den, der overskrider grænserne for lovligt nødværge, dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. 

Disse bestemmelser finder også anvendelse på polititjenestemænd, herunder på deres handlinger foretaget i tjenesten. Ved vurderingen af, om en handling er straffri efter straffelovens § 13, stk. 1 eller 2, må der henses til de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået. Den polititjenestemand, der skal vurdere, om og i givet fald hvordan han skal gribe ind i en situation, må, som det også fremgår af bestemmelserne, overlades et vist skøn med hensyn til vurderingen af situationen. 

I den foreliggende sag havde de to polititjenestemænd pligt til at gribe ind dels for at pågribe en undveget drabssigtet dels for at hindre en fortsat hensynsløs kørsel. Herefter opstod der pludselig en farlig situation. Efter placeringen af bilerne på Rådvadsvej må det antages, at det afsluttende forløb, hvorunder skudafgivelsen skete, har været ganske kortvarigt – af sekunders varighed. 

Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at flugtbilen før skudafgivelsen påkørte 3 parkerede biler på Rådvadsvej - i rækkefølge en grå Citroen Saxo, en hvid VW Transporter og en hvid Mazda. Efter de tiltalte polititjenestemænds forklaringer sammenholdt med de tekniske spor på flugtbilens motorhjelm lægger landsretten videre til grund, at B var først ude af patruljevognen, og at han løb først til førersiden af flugtbilen og videre derfra hen over flugtbilens motorhjelm, mens A løb til førersiden af flugtbilen. Flugtbilens nøjagtige placering på dette tidspunkt kan ikke fastslås med sikkerhed. 

Det kan endvidere ikke med den fornødne sikkerhed anses for bevist, hvordan det præcise hændelsesforløb herefter har været. Visse punkter kan dog anses for bevist. 

Efter de tiltalte polititjenestemænds forklaringer og stort set samstemmende vidneforklaringer må det anses for bevist, at de tiltalte polititjenestemænd først påbegyndte skudafgivelsen, efter flugtbilen på ny satte i gang og var på vej væk fra stedet. 

Det må efter de tiltalte polititjenestemænds forklaringer sammenholdt med skudbanerne ind i flugtbilen ligeledes anses for bevist, at A ved afgivelsen af sine 2 første skud befandt sig på venstre side af flugtbilen ud for fordøren, og at B ved afgivelsen af sine 2 første skud befandt sig på højre side af flugtbilen. Navnlig efter findestedet for de patronhylstre, der stammer fra A´s pistol, må det anses for bevist, at B på tidspunktet for afgivelsen af de nævnte skud befandt sig mellem flugtbilen og dels den hvide Mazda dels en blå/hvid VW Transporter, der holdt umiddelbart efter den hvide Mazda. 

Landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte A´s vurdering af, at han på dette tidspunkt, hvor han afgav sine 2 første skud, selv var i fare for at blive påkørt af flugtbilen, da denne stik imod enhver forventelig handlemåde på ny kørte frem og i en bevægelse i retning mod ham. 

Efter B´s placering på det tidspunkt, hvor han afgav sine 2 første skud, finder landsretten ikke at kunne afvise, at han på dette tidspunkt selv var i fare for at blive klemt mellem flugtbilen og de nævnte parkerede biler, og at B afgav disse skud for at stoppe flugtbilen. 

Efter det forudgående hændelsesforløb, hvor de tiltalte polititjenestemænd ved Uttterslev mose havde trukket pistolerne og forsøgt at få standset flugtbilen, sammenholdt med, at flugtbilen på grund af den efter de tiltalte polititjenestemænds opfattelse farlige situation måtte søges standset øjeblikkelig, finder landsretten ikke, at der var mulighed for at anvende mindre indgribende magtmidler end pistol, ligesom der ikke var tid til at affyre varselsskud. 

Disse første 4 skud, hvoraf A´s 2 skud var sigtede mod chaufførens ben, må således anses for nødvendige for at stoppe flugtbilen og således afværge det påbegyndte uretmæssige angreb. Skuddene findes under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning ikke åbenbart at gå ud over, hvad der er forsvarligt. 

Afgivelsen af de første 4 skud er således straffri efter straffelovens § 13, stk. 1.  

Landsretten finder efter A´s forklaring sammenholdt med skudbanerne ind i flugtbilen ikke grundlag for at tilsidesætte A´s vurdering af, at B var i fare for at blive klemt mellem flugtbilen og de parkerede biler, da A afgav sine 2 næste sigtede skud mod chaufførens ben, og at disse ligeledes var nødvendige for at stoppe flugtbilen.  

Af de overfor anførte grunde findes afgivelsen af disse skud ligeledes straffri efter straffelovens § 13, stk. 1. 

A afgav herefter 9 sigtede skud mod chaufførens torso. Disse skud må i hvert fald for størstedelens vedkommende antages at være afgivet, mens A befandt sig bag flugtbilen. Der foreligger ikke for landsretten præcise oplysninger om flugtbilens placering i forhold til B og de parkerede biler på dette tidspunkt. Efter findestedet for patronhylstrene fra A´s pistol sammenholdt med flugtbilens kørselsretning og placeringen af de parkerede biler finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte A´s vurdering af, at det var nødvendigt at skyde yderligere for at stoppe flugtbilen, og således afværge det uretmæssige angreb. 

Landsretten finder navnlig under hensyn til den korte afstand mellem A´s placering og det sted, hvor flugtbilen ville være ”fri af” de parkerede biler, og således ikke længere til fare for B, derimod ikke, at det kan anses for nødvendigt at afgive så mange som 9 skud.    

Afgivelsen af den første del af disse skud er straffri efter straffelovens § 13, stk. 1, hvorimod afgivelsen af den sidste del af disse skud efter omstændighederne som ovenfor anført, herunder det ganske kortvarige tidsforløb, må anses for omfattet af straffelovens § 13, stk. 2. 

A frifindes således for tiltalen mod ham, også for overtrædelse af straffelovens § 252. 

For så vidt angår B må det lægges til grund, at de 2 patronhylstre, der stammer fra hans pistol, og som blev fundet i og på flugtbilen, stammer fra hans 2 første skud. De øvrige 5 patronhylstre fra B´s pistol blev fundet på vejbanen. Efter findestedet for disse 5 patronhylstre sammenholdt med B´s ovenfor anførte placering til højre for flugtbilen ved afgivelsen af hans første 2 skud, må landsretten anse det for bevist, at flugtbilen var kommet ”fri af” de parkerede biler, og således ikke længere til fare for ham, da han afgav disse skud. Disse skud kan således ikke anses for nødvendige. 

For så vidt angår de 3 patronhylstre, der er fundet indenfor en afstand af højst 2 ½ meter bag den blå/hvide VW Transporter, finder landsretten efter omstændighederne som ovenfor anført, herunder det ganske kortvarige tidsforløb, at disse må stamme fra skud, som må anses for omfattet af straffelovens § 13, stk. 2. 

For så vidt angår de 2 patronhylstre, der er fundet henholdsvis ca. 7 og ca. 11 meter bag den blå/hvide VW Transporter, finder landsretten, at disse må stamme fra skud, der ikke kan anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Disse skud er således ikke omfattet af straffelovens § 13, stk. 2. 

For så vidt angår afgivelsen af disse 2 sidste skud findes B således at have overtrådt straffelovens § 246, jf. § 245, jf. § 21, i forhold 2, idet det ikke kan anses for bevist, at mindst et af disse 2 skud ramte C, og at have overtrådt straffelovens § 252 i forhold 3. 

Landsretten finder, at disse forhold er omfattet af straffelovens § 82, nr. 3, og at der efter omstændighederne skal ske strafbortfald i medfør af straffelovens § 83. 

Efter de juridiske dommeres bestemmelse henvises de rejste erstatningskrav til Erstatningsnævnet eller eventuelt civilt søgsmål.” 

Østre Landsrets 5. afd., S-3064-07, den 26. februar 2008.