Østre Landsret har i dag i det væsentlige stadfæstet Frederiksberg Rets dom på fængsel i 60 dage over den flugtbilist, der i januar 2008 påkørte og dræbte to unge mænd på H.C. Ørstedsvej.
Landsrettens begrundelse og resultat, bortset fra citering af straffebestemmelserne, er sålydende:
Landsretten tiltræder, at anklageskriftets forhold 1 og 2 opfylder betingelserne i retsplejelovens § 834. Tiltalens omfang er beskrevet og giver tiltalte tilstrækkelig mulighed for at varetage sit forsvar.
Efter skaderne på tiltaltes bil, cyklen og den parkerede taxa sammenholdt med de øvrige spor, der er fundet på gerningsstedet, tiltræder landsretten, at tiltalte er kørt for langt til højre på vejbanen og for tæt forbi den parkerede taxa, og at han har ramt de cyklende lidt skråt bagfra. Landsretten tiltræder derfor og af de grunde, der er anført af Retten på Frederiksberg, at tiltalte har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han har overtrådt straffelovens § 241 og de øvrige bestemmelser, som fastslået af Retten på Frederiksberg.
Fængselsstraffen findes passende.
Bøden nedsættes til 6.500 kr., subsidiært fængsel i 10 dage.
Landsretten tiltræder, at tiltalte ved sin kørsel i forhold 1-3 har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og derved voldt skade på personer, og at han i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 125, stk. 1, nr. 1 og 8, jf. tidligere færdselslovs § 126, stk. 1, nr. 6, jf. § 125, stk. 1, nr. 1 og 7, skal frakendes førerretten som bestemt af Retten på Frederiksberg.
Landsretten bemærker, at der i sagen i relation til færdselsloven alene er rejst tiltale for og domfældt for tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og ikke særlig hensynsløs kørsel. Den foreliggende situation er således ikke omfattet af strafskærpelserne ved lov nr. 380/2002 eller lov nr. 559/2005.
Strafskærpelsen ved lov nr. 498/2008 finder heller ikke anvendelse i den foreliggende sag, idet denne lov trådte i kraft den 19. juni 2008 og således efter gerningstidspunktet.
Landsretten stadfæster derfor dommen for så vidt angår fængselsstraffen, mens bøden nedsættes som ovenfor bestemt.
Efter de juridiske dommeres bestemmelse frifindes tiltalte for kravet på tortgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens § 26 a, allerede fordi det ikke kan anses for bevist, at tiltalte udviste grov uagtsomhed ved sin kørsel i forhold 1-3.
Sagen har Østre Landsret 13. afdeling j.nr. S-2808-08.