Pressemeddelelse (Dom om aldersdiskrimination i SAS)
17-04-2009
Østre Landsret har tilkendt tre 64-årige kabinechefer hver 50.000 kr. i godtgørelse fra SAS, fordi de har været udsat for aldersdiskrimination. I en periode på omkring 3 år fik de tre kabinechefer ikke indbetalt pensionsbidrag svarende til ca. 12 % af bruttolønnen. Sagen er en prøvesag, fordi flere andre ansatte i SAS er i samme situation.
SAGSRESUME:
Efter en ændring i 2004 af forskelsbehandlingsloven hævede SAS den pligtige pensionsalder for ansatte fra 60 til 65 år. Tre kabinechefer, der havde været ansat i SAS i ca. 40 år, valgte herefter at fortsætte deres arbejde i SAS. SAS undlod at indbetale pensionsbidrag til de tre kabinechefer, efter at de i 2005 var fyldt 60 år. I forlængelse af SAS’ beslutning herom førte SAS forhandlinger med kabinepersonalets fagforening om pensionsspørgsmålet. Da SAS og fagforeningen ikke kunne blive enige, endte sagen i faglig voldgift, hvor SAS blev pålagt med tilbagevirkende kraft at indbetale pensionsbidrag til kabinepersonale, som efter at være fyldt 60 år var fortsat i SAS. SAS har herefter betalt pensionsbidragene med renter.
Efterfølgende har fagforeningen på de pågældendes vegne anlagt sag mod SAS med påstand om, at de tre kabinechefer hver skal tilkendes en godtgørelse på 150.000 kr. som følge af, at de har været udsat for aldersdiskrimination i strid med forskelsbehandlingsloven.
SAS har påstået frifindelse.
Landsretten har fundet, at der har foreligget direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2, og § 2, da SAS ophørte med at indbetale pensionsbidrag til de tre kabinechefer.
Landsrettens flertal (to dommere) har ud fra en konkret vurdering fundet, at de tre kabinechefer hver var berettiget til en godtgørelse på 50.000 kr. efter forskelsbehandlingslovens § 7, mens en dommer ikke har fundet, at der er grundlag for at tilkende en godtgørelse.
FAKTA
Sagen angår godtgørelse (kompensation for ikke-økonomisk tab) efter forskelsbehandlingsloven (lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. december 2008). Østre Landsrets 8. afdeling (sag nr. B-2582-07) har afsagt dom den 17. april 2009.
KONTAKT/YDERLIGERE OPLYSNINGER
Landsdommer Michael Lerche (tlf. 33 97 05 29).
LANDSRETTENS BEGRUNDELSE OG RESULTAT
(nedenfor er gengivet landsrettens præmisser, idet kabinechefernes navne er erstattet af A, B og C)
”Ved kendelsen af 15. august 2008 i den faglige voldgift mellem CAU og SAS er det fastslået, at SAS ikke som sket var berettiget til ensidigt at beslutte at undlade at indbetale pensionsbidrag til de medarbejdere, der – efter at pensionsalderen var blevet forhøjet – fortsatte deres ansættelse efter at være fyldt 60 år. Parterne indgik heller ikke umiddelbart efter ændringen af forskelsbehandlingsloven i 2004 eller senere særskilt aftale om pensionsspørgsmålet. Parterne i denne sag er enige om at lægge kendelsen af 15. august 2008 til grund.
Da SAS ophørte med at indbetale pensionsbidrag til A, B og C, fordi de var fyldt 60 år, foreligger der i forhold til det øvrige yngre kabinepersonale en direkte forskelsbehandling, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2, og § 2, stk. 2.
SAS og CAU aftalte efter lovændringen i 2004, at de sammen skulle gennemgå overenskomstens bestemmelser for blandt andet at søge afklaret, hvorvidt de ansatte i henhold til pensionsoverenskomsten havde krav på pensionsbidrag efter det fyldte 60. år. Den endelige afklaring af dette spørgsmål forelå først med opmandskendelsen af 15. august 2008. At det efter forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 3, og § 6a er muligt at opretholde eller at fastsætte aldersgrænser i blandt andet en arbejdsmarkedspension, kan ikke føre til en ændret vurdering af, at SAS handlede i strid med forskelsbehandlingsloven, da SAS undlod at betale pensionsbidrag til A, B og C. Som fastslået i opmandskendelsen skete dette således uden, at der var grundlag herfor i pensionsoverenskomsten eller i aftale mellem SAS og CAU.
Herefter udtaler landsdommerne M. Lerche og Astrid Mavrogenis, at der således foreligger en krænkelse af A, B og C’s rettigheder efter forskelsbehandlingslovens § 1 og § 2, stk. 2, hvorfor vi finder, at de efter lovens § 7 er berettiget til en godtgørelse. Denne godtgørelse kan passende fastsættes til 50.000 kr. til hver.
Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse har vi på den ene side blandt andet lagt vægt på, at der har været tale om en alvorlig, omkring 3 år langvarig og væsentlig bruttolønsnedgang på grund af alder for A, B og C. Efter forskelsbehandlingslovens forarbejder skal sanktionerne for overtrædelse af loven være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. På den anden side har vi blandt andet også taget hensyn til, at den ændrede pensionsalder skyldtes en lovændring. Først i foråret 2007 – over 2 år efter at SAS besluttede ikke at betale pensionsbidrag til kabinepersonale over 60 år – tog CAU effektive skridt til at få SAS til at betale pensionsbidrag til persongruppen. SAS havde såvel til CAU og til C tilkendegivet, at pensionsbidragene i givet fald ville blive efterreguleret, når CAU og SAS havde afsluttet gennemgangen af parternes aftalegrundlag. Efter opmandskendelsen har SAS stillet A, B og C, som om der løbende var blevet betalt pensionsbidrag.
Landsdommer Gitte Rubæk Pedersen udtaler, at ved bedømmelsen af, om A, B og C bør tilkendes en godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, lægger jeg vægt på, at der indtil ændringen af loven i 2004 havde været en tvungen pensionsalder på 60 år i SAS. Som anført i opmandskendelsen er det ubetænkeligt at lægge til grund, at pensionsbidragenes størrelse gennem tiden er blevet aftalt ud fra en fælles forudsætning om en højeste pensionsalder på 60 år. På den baggrund har det været et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, om SAS’s overenskomstmæssige forpligtelse til at betale pension ophørte ved medarbejdernes fyldte 60. år, når medarbejderne, efter at de som følge af lovændringen i 2004 fik mulighed herfor, valgte at fortsætte deres ansættelse efter dette tidspunkt.
Da SAS traf beslutning om at undlade at indbetale pensionsbidrag til medarbejdere over 60 år, tilkendegav man, at SAS med CAU ville søge afklaret, hvilke konsekvenser ændringen af forskelsbehandlingsloven ville have på pensionsoverenskomsten. SAS lovede samtidig, at man ville rette medarbejdernes pensionsforhold til med tilbagevirkende kraft, når drøftelserne med CAU var tilendebragt. C blev skriftligt orienteret herom, ligesom A og B var bekendt med, at SAS og CAU havde drøftelser om spørgsmålet. Efter opmandskendelsen har SAS efterbetalt pensionsbidragene til A, B og C med renter. De er således blevet stillet, som om der løbende var betalt pensionsbidrag.
Under disse omstændigheder finder jeg ikke, at der er grundlag for at tilkende A, B og C en godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet, hvorfor SAS skal betale 50.000 kr. med renter som nedenfor anført i godtgørelse til henholdsvis A, B og C.”