Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (Domme om kursmanipulation) 
18-03-2009 

 
 

Østre Landsret har den 18. marts 2009 afsagt dom i to sager om kursmanipulation.

 I den ene sag idømte landsretten 50 dages ubetinget fængsel til en ustraffet 52-årig lønmodtager, som 86 gange over en periode på tre uger havde udlagt skiftevis salgs- og købsordrer på en bestemt aktie i markedet for at manipulere kursen. Han havde ikke nogen fortjeneste ved manipulationen, men han deltog samtidig i aktiespil arrangeret af Alm. Brand, hvor han havde fordel af de manipulerede kurser. Byretten havde idømt en betinget fængselsstraf.

I den anden sag fandt landsretten det forsvarligt at idømme en betinget fængselsstraf på 30 dages fængsel til en ustraffet 65-årig pensionist, som i ét tilfælde havde indlagt en lille købsordre på bestemte værdipapirer i markedet for at forhøje kursen, hvorefter han få minutter senere solgte 350 stk. af det pågældende papir til den forhøjede kurs, idet han samtidig slettede sin købsordre. Han fik også en bøde på 5.000 kr., og der skete konfiskation af 840 kr., som var hans fortjeneste ved kursmanipulationen. Landsretten stadfæstede med dette resultat byrettens dom.

Sagerne var lagt principielt op fra Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet, som havde noteret, at byretterne i flere tilfælde havde afsagt betingede domme i disse sager. Statsadvokaten påberåbte sig to domme fra 2000 og 2003, hvor Højesteret fastslår, at anvendelse af ubetinget frihedsstraf i almindelighed er påkrævet for at modvirke kursmanipulation, også selv om der ikke kan påvises konkrete tab som følge af handlingen. Det afgørende er ifølge Højesteret, at de kursmanipulerende handlinger har været egnede til at skade tilliden til pengemarkedet.

Højesterets domme er fulgt op i landsretspraksis, idet landsretterne i tre domme i 2008 har idømt ubetingede fængselsstraffe på 30 – 50 dages fængsel i sådanne sager. I en dom fra 2008 har Østre Landsret under henvisning bl.a. til sagens alder idømt en betinget straf på 30 dages fængsel.

Sagerne er blevet behandlet i Østre Landsrets 14. afd. under j.nr. S-3589-08 og S-3570-08.

Til top Sidst opdateret: 18-03-2009 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk