Østre Landsret har den 9. december 2010 afsagt dom i en sag, om hvorvidt AS, der stammer fra Irak, må anses for en fare for statens sikkerhed, og om det i givet fald er med rette, at han administrativt er udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Landsretten har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte integrationsministerens afgørelse af 21. december 2007, hvorefter det blev vurderet, at AS må anses for en fare for statens sikkerhed. Landsretten har fundet, at afgørelsen er truffet i overensstemmelse med loven og må anses for nødvendig i et demokratisk samfund, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten har heller ikke fundet grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets afgørelse om, at AS skal udvises med indrejseforbud for bestandig.
Integrationsministerens afgørelse var truffet på grundlag af undersøgelser foretaget af PET. PET har til brug for retssagen i et notat sammenfattet disse undersøgelser således:
”Overvågningen og efterforskningen har således sammenfattende vist, at AS fra foråret 2006 var en helt central person i et internationalt netværk, der koordinerede indsættelsen af terrorister i Irak. Netværket bestod foruden AS af den irakiske statsborger MH samt en række irakiske, marokkanske og svenske statsborgere. Politiets Efterretningstjeneste har tilvejebragt oplysninger om, at netværket fra juli til december 2006 udsendte ca. 30 terrorister til Irak, hvoraf hovedparten blev udsendt fra Marokko. Politiets Efterretningstjeneste er bekendt med, at en række af disse personer efterfølgende er omkommet i forbindelse med aktioner i Irak.
Efter anholdelsen af MH i maj 2007 overtog AS den koordinerende rolle i Danmark og traf beslutning om midlertidigt at indstille udsendelsen af terrorister.
Det er Politiets Efterretningstjenestes opfattelse, at rekruttering og udsendelse af terrorister som ovenfor beskrevet er omfattet af gerningsindholdet i straffelovens § 114, § 114 c og § 114 d, og at AS på den baggrund må anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed i udlændingelovens forstand.”
Sagen er i Østre Landsret blevet behandlet i medfør af reglerne i kapital 7 b i udlændingeloven om domstolsbehandling af visse beslutninger om administrativ udvisning m.v., jf. lov nr. 487 af 12. juni 2009 om ændring af blandt andet udlændingeloven, der trådte i kraft den 1. juli 2009. Disse regler indebærer blandt andet, at en del af hovedforhandlingen foregår for lukkede døre. Den pågældende udlænding og dennes advokat har ikke adgang til disse lukkede retsmøder, men er under disse repræsenteret af en særlig beskikket advokat.
Højesteret har ved en kendelse af 18. august 2010 om disse regler blandt andet udtalt:
”Den ordning, der er gennemført ved disse regler, må som sådan anses for at være forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 19. februar 2009 i sagen A m.fl. mod Storbritannien. I dommen, som angik frihedsberøvelse, udtalte Domstolen bl.a., at den frihedsberøvede gennem det åbne materiale skal modtage tilstrækkelige oplysninger om beskyldningerne mod ham til, at han på effektiv måde kan give instruktioner til den særlige advokat (præmis 220). Tilsvarende må gælde i sager om domstolsprøvelse af en udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1, …”
Begrundelsen for Østre Landsrets afgørelse var følgende:
”Integrationsministeren kunne efter indstilling fra justitsministeren træffe afgørelse om, at en udlændig må anses for en fare for statens sikkerhed, jf. den dagældende § 45 b, stk. 1, i udlændingeloven. Integrationsministeren kunne efter indstilling fra justitsministeren endvidere bestemme, at de oplysninger, der havde ført til vurderingen efter stk. 1, af sikkerhedsmæssige grunde ikke kunne videregives til den udlænding, vurderingen angik, jf. den dagældende § 45 b, stk. 2, 1. pkt.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der herved er sket fravigelse fra reglerne i forvaltningslovens kapitel 4 om retten til aktindsigt, kapitel 5 om partshøring og kapitel 6 om begrundelse af afgørelser, der ikke fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Landsretten lægger herefter til grund, at integrationsministerens afgørelse af 21. december 2007 om, at AS må anses for en fare for statens sikkerhed, er truffet i overensstemmelse med de regler, som var gældende med hensyn til kontradiktion og begrundelse.
Det bemærkes i denne forbindelse, at der ikke efter nogen af de afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der er citeret ovenfor, kan stilles noget krav om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om effektive retsmidler for en national myndighed, for eksempel i sager om frihedsberøvelse og udvisning, skal være gældende ved en administrativ myndighed, når den administrative myndigheds afgørelse kan prøves ved de nationale domstole. Det afgørende må derimod være, at den prøvelse af en administrativ afgørelse, der kan ske ved de nationale domstole, sker i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens bestemmelser om effektive retsmidler.
Det fremgår af forarbejderne til den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 45 b, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 10 stillet den 8. februar 2002, at en afgørelse efter denne bestemmelse ville kunne prøves efter grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., hvorefter domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Herved ville den pågældende udlænding under en sådan sag have haft adgang til kontradiktion i forhold til alle de oplysninger på grundlag af hvilke, domstolene skulle have prøvet afgørelsen om, at vedkommende må anses for en fare for statens sikkerhed. Endvidere ville den pågældende også under en sådan sag have haft de rettigheder, der fremgår af Protokol nr. 7 af 22. november 1984 artikel 1 i relation til afgørelsen om udvisning, hvis selve udvisningen også var indbragt for domstolene.
Ved lov nr. 487 af 12. juni 2009 om ændring af udlændingeloven, der trådte i kraft den 1. juli 2009, blev blandt andet indsat udlændingelovens kapitel 7 b om domstolsbehandling af visse beslutninger om administrativ udvisning. Det fremgår af Højesterets kendelse af 18. august 2010 (sag 322/2009 og 323/2009), at disse regler som sådan må anses for at være forenelige med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 19. februar 2009 i sagen A m.fl. mod Storbritannien. Det fremgår endvidere, at den omstændighed, at de nye processuelle regler også finder anvendelse på allerede verserende sager, som nærværende sag, ikke kan anses for stridende mod Menneskerettighedskonventionen.
Det afgørende må herefter i første række være, om AS gennem det åbne materiale har modtaget tilstrækkelige oplysninger om beskyldningerne mod ham til, at han på effektiv måde kan give instruktioner til den særlige advokat, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 19. februar 2009 i sagen A m.fl. mod Storbritannien (præmis 220).
PET´s redegørelse af 17. september 2009 indeholder udover sammenfatningen af beskyldningerne mod AS en relativt detaljeret gennemgang af ikke uvæsentlige dele af disse beskyldninger og grundlaget herfor. Dette grundlag er yderligere blevet gennemgået under den åbne del af hovedforhandlingen først og fremmest ved afspilning og oplæsning af udskrifter af en række aflyttede telefonsamtaler, og AS har haft lejlighed til under hovedforhandlingen at udtale sig om indholdet af redegørelsen og bevisførelsen i øvrigt. Landsretten finder herefter, at AS har modtaget tilstrækkelige oplysninger om beskyldningerne mod ham til, at han på effektiv måde har kunnet give instruktioner til den for ham beskikkede særlige advokat.
Landsretten finder endvidere, at beskrivelsen i PET´s redegørelse af 17. september 2009 af blandt andet AS’s aktiviteter, er godtgjort i et sådant omfang, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte beskyldningen mod AS om, at han fra foråret 2006 var en helt central person i et internationalt netværk, der koordinerede indsættelse af terrorister i Irak. Landsretten har herved lagt vægt på det materiale, herunder særligt telefonaflytninger, der er gennemgået under den åbne del af hovedforhandlingen, og som redegørelsen bygger på. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at oplysningerne i redegørelsen yderligere er blevet bestyrket ved oplysningerne fra den lukkede del af materialet, som den særlige advokat var bekendt med under sagens behandling ved landsretten.
Denne beskyldning må i hvert fald anses for omfattet af gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 114 og § 114 c eller medvirken hertil.
Indsættelse af terrorrister i Irak, hvor Danmark på daværende tidspunkt havde soldater som en del af de internationale styrker, må anses for et forsøg på også at skræmme den danske befolkning, herunder at påvirke debatten om tilstedeværelsen af de danske soldater i Irak. Landsretten finder derfor, at dette må anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, hvilket ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 45 b, stk. 1, også omfatter andre interesser af stor samfundsmæssig betydning end de, der da var værnet af straffelovens kapitel 12 og 13.
Integrationsministerens afgørelse af 21. december 2007, hvorefter det blev vurderet, at AS må anses for en fare for statens sikkerhed, er truffet i overensstemmelse med loven og må anses for nødvendig i et demokratisk samfund, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte denne afgørelse, ligesom landsretten ikke finder, at der er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 13.
Der er efter forarbejderne til udlændingelovens § 45 b, stk. 1, forudsat, at der kan ske udvisning på grundlag af en vurdering af, om den pågældende udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed, uden at der er rejst en straffesag mod den pågældende, ligesom det må anses for en del af PET´s arbejdsopgaver, at man har kontakt med personer, som kan være en fare for statens sikkerhed. Disse forhold kan derfor ikke føre til et andet resultat.
Efter udlændingelovens § 25, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, kan en udlænding udvises med indrejse forbud for bestandig, hvis udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed. Landsretten finder ikke, således som sagen er forelagt, at der er grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Integrationsministeriet har udøvet, og hvorefter forholdene omtalt i lovens § 26, stk. 1, ikke afgørende taler mod udvisning, jf. bestemmelsens stk. 2.
Da AS også over for landsretten har haft adgang til at udøve sin ret efter artikel 1 i Protokol nr. 7 af 22. november 1984, er der heller ikke sket en krænkelse af hans ret efter denne bestemmelse.
Landsretten tager derfor Integrationsministeriets frifindelsespåstand over for AS’s principale påstand til følge.
Da AS’s subsidiære påstand må anses for et anbringende til støtte for den principale påstand, afvises denne påstand.
Da der er enighed mellem parterne om, at spørgsmålet om udsendelse af AS ikke er til prøvelse under denne sag, pålægges han ikke at udrejse straks, jf. udlændingelovens § 45 h, stk. 3.”
Sagen blev behandlet i Østre Landsrets 11. afdeling under j.nr. B-1663-09.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tlf. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52).