Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (Café Rust sagen) 
10-08-2007 

 
 

Østre Landsret (12. afdeling, a.s. S-2317-06) har den 21. juni 2007 afsagt dom i den såkaldte Cafe Rust sag.

I byretten blev 12 personer dømt i sagen. 10 har anket til landsretten. Alle 10 er blevet dømt også i landsretten. For ni domfældte er straffene blevet skærpet. En domfældt har fået stadfæstet straffen.

Sagen vedrører to hovedforhold og en række mindre forhold.

Sagens ene hovedforhold vedrører en skudepisode på Christiania den 21. april 2005, hvor et antal uidentificerede personer i området omkring Pusher Street, Operaen og Stjerneskibet affyrede mindst 2 skud med en pistol, mindst 11 skud med én maskinpistol og mindst 21 skud med en anden maskinpistol. Én person blev dræbt, flere sårede, og en række personers liv blev bragt i fare. Tiltalen for byretten og landsretten har ikke drejet sig om manddrab og forsøg herpå, da politiets efterforskning ikke nærmere har klarlagt, hvem der skød. Tiltalen vedrørende skudepisoden på Christiania har drejet sig om overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, om forsætlig fareforvoldelse. Fem af de tiltalte, som har anket byrettens dom, blev i byretten fundet skyldige i overtrædelse af denne bestemmelse. Landsretten har i dag stadfæstet, at disse fem tiltalte alle er skyldige i forsætlig fareforvoldelse.

Landsretten har fundet, at episoden på Christiania fremstod som en nøje planlagt og koordineret aktion under deltagelse af en række personer udover de uidentificerede personer, der afgav skud. Landsretten anser det for utvivlsomt, at alle gerningsmændene – de, der fulgte med ind på Christiania, de, der skød, og de, der havde ansvaret for transporterne – havde indgået aftaler om, hvorledes de skulle forholde sig. De var bekendt med, hvad der var hensigten med en så omfattende aktion og havde i det mindste accepteret muligheden for, at den ville blive gennemført under anvendelse af skydevåben.

I modsætning til Københavns Byret har landsretten frifundet de pågældende tiltalte for en tiltale om, at aktionen i sig selv skulle indebære en trussel om senere yderligere skudafgivelser eller andre alvorligere voldshandlinger mod personer på Christiania.  

Sagens andet hovedforhold vedrører et overfald ved Cafe Rust den 28. maj 2005, hvor et antal personer overfaldt en dørmand på Cafe Rust. I forbindelse med overfaldet skød dørmanden en person, som døde, og sårede en anden. Rigsadvokaten har i december 2005 tiltrådt, at tiltalen mod dørmanden for manddrab og forsøg på manddrab blev frafaldet under henvisning til reglerne om nødværge.

Ved landsrettens dom er de seks tiltalte mod hvem, der var rejst tiltalte vedrørende overfaldet på Cafe Rust, ligesom i byretten blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 245 om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. I modsætning til Københavns Byret har landsretten tillige fundet det bevist, at en af de tiltalte under overfaldet trak en pistol, og at en anden tiltalt fremdrog en kniv.

Én tiltalt, tiltalte 2, er blevet dømt i såvel Christiania som Cafe Rust forholdet. Desuden blev han blandt andet dømt for overtrædelse af våbenloven. Landsretten har skærpet hans straf fra fængsel i 3 år og 6 måneder til fængsel i 3 år og 9 måneder.

Fire af de tiltalte, som har anket, var tiltalt vedrørende Christiania-episoden, men ikke vedrørende Café Rust-episoden.

Tiltalte 1, 8 og 10, der alle blev dømt for at bistå ved flugttransporten fra Christiania og tiltalte 8 tillige for transporten til Christiania, har fået forhøjet deres respektive straffe fra fængsel i 1 år, henholdsvis 8 måneder og henholdsvis 1 år til fængsel i 1 år og 3 måneder for alles vedkommende.

Tiltalte 9, der blev dømt i et Christiania forhold, fik stadfæstet straffen på fængsel i 2 år og 6 måneder.

Fem af de tiltalte, som har anket, var tiltalt vedrørende Café Rust-episoden, men ikke vedrørende Christiania-episoden.

Tiltalte 3, 4, 5 og 6, der alle blev dømt i Cafe Rust forholdet, har fået forhøjet straffene fra fængsel i 3 måneder til fængsel i 5 måneder.

Tiltalte 7, der udover domfældelsen i Cafe Rust forholdet også blev dømt for at have overfaldet en politiassistent, fik straffen forhøjet fra fængsel i 4 måneder til fængsel i 6 måneder.

Henvendelse vedrørende domsudskrift bedes rettet til Østre Landsrets Justitskontor.

Til top Sidst opdateret: 21-06-2007 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk