Hop til indhold
domstol.dk

Pressemeddelelse (6 års fængsel og udvisning af Danmark) 
09-12-2010 

 
 

Østre Landsret har i dag, den 9. december 2010, stadfæstet en dom afsagt af Retten i Næstved den 20. maj 2010 vedrørende T, der var medlem af banden ”Black Cobra”. Landsretten tiltrådte, at T, der blandt andet var fundet skyldig i 8 tilfælde af afpresning, i vold i gentagelsestilfælde og videreoverdragelse af 100 gram kokain med henblik på videresalg, var idømt fængsel i 6 år og udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for bestandig. I straffen på 6 år indgik en reststraf fra en prøveløsladelse.

For byretten var T og 5 andre tiltalte blevet dømt for strafbare forhold, der til dels var banderelaterede. Landsretten skulle alene tage stilling til spørgsmålet om straffens udmåling og om udvisning for så vidt angik T. Spørgsmålet om T’s skyld forelå ikke for landsretten, da T havde accepteret byrettens bevisbedømmelse.

T’s strafbare forhold var begået i perioden fra juni/juli 2008 til slutningen af marts 2009.

I overensstemmelse med byrettens bevisresultat lagde landsretten til grund, at T’s rolle ved afpresningsforholdene måtte antages at være central. Flere af afpresningsforholdene vedrørte såkaldte ”dummebøder”.

Byretten havde i øvrigt lagt til grund, at alle de tiltalte for byretten var medlemmer af ”Black Cobra” i Næstved, at dette var almindeligt kendt i Næstved, og at de tiltalte navnlig i forbindelse med volds- og afpresningsforholdene benyttede sig af den frygt, som medlemskabet af og sammenholdet inden for ”Black Cobra” skabte omkring dem.

Den 28-årige T havde statsborgerskab i et mellemøstligt land, hvor han aldrig havde boet. Han var med sin familie kommet til Danmark som 11-12-årig. Han talte arabisk, men havde stærk familiemæssig tilknytning til Danmark og talte og skrev dansk.

T var tidligere straffet med fængselsstraf, og dette blev også af landsretten tillagt betydning for afgørelsen om straffen og udvisningen. 

Sagen har Østre Landsrets journalnummer S-1676-10.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Ler­che (tlf. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52).

Til top Sidst opdateret: 09-12-2010 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk