Politibetjente frifundet for vold.
Østre Landsret har i dag frifundet tre politibetjente, der var tiltalt for vold m.v. i forbindelse med to anholdelser om aftenen den 1. marts 2007 efter rydning af Ungdomshuset.
Ved en dom afsagt af Københavns Byret den 30. september 2008 blev to af betjentene, der var tiltalt for vold i forbindelse med den ene anholdelse, frifundet af en enig domsmandsret. Alle tre betjente blev dømt for vold m.v. i forbindelse med den anden anholdelse med dissens, idet et af rettens medlemmer stemte for at frifinde betjentene.
Betjentene ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden påstod betjentene dømt også for volden i forbindelse med den første anholdelse og påstod straffen skærpet.
Landsretten har vedrørende den ene anholdelse stadfæstet byrettens frifindelse af de to betjente, der var tiltalt for at have udøvet vold i forbindelse med anholdelsen.
Forklaringen fra den forurettede i den ene anholdelse om det passerede i forbindelse med anholdelsen støttedes til dels af de lægelige oplysninger og udtalelser i sagen. Ved vurderingen af, om skaderne var opstået i forbindelse med anholdelsen, fandt landsretten ikke at kunne se bort fra, at den forurettede er dømt for umiddelbart inden anholdelsen at have deltaget i uroligheder og kast mod politiet. Herefter, og da landsretten tiltrådte, at der efter de afgivne vidneforklaringer ikke var ført bevis for tiltalen, stadfæstede landsretten byrettens frifindelse af de to betjente.
Forklaringen fra den forurettede om den udøvede vold i forbindelse med den anden anholdelse, sagens forhold 2, er ikke støttet af objektive konstateringer og lægelige udtalelser. To vidner havde hverken set politistave eller slag, mens forklaringer fra to andre vidner på flere punkter afveg fra de øvrige forklaringer i sagen. På den baggrund og henset til de tiltaltes benægtelse og samstemmende forklaringer, fandt landsretten, at det ikke er bevist, at de tre betjente havde handlet som beskrevet i anklageskriftet, hvorfor de blev frifundet for sagens forhold 2.
Forklaringen fra den forurettede i den anden anholdelse om vold udøvet i politiets bil, sagens forhold 3, hvor den ene af betjentene var tiltalt for vold, støttedes til dels af de lægelige oplysninger i sagen. Landsretten fandt dog ikke at kunne se bort fra, at betjentene efter de afgivne forklaringer og den dokumenterede radiokommunikation umiddelbart forinden havde observeret en gruppe personer, der optrådte uroligt, kastede med cykler og sten, ødelagde butiksruder og var involveret i slagsmål, og at forurettede blev anholdt, da han var i færd med at løbe væk fra stedet. På den baggrund og efter betjentenes forklaringer frifandtes den pågældende betjent for forholdet.
I sagens forhold 4 var en anden af betjentene for at have fremsat trusler mod den forurettede i den anden anholdelse. Mod betjentens benægtelse og forklaring, der støttes af forklaringerne fra de to andre betjente, fandt landsretten det ikke bevist, at den pågældende betjent er skyldig. Hvorfor han blev frifundet.