Hop til indhold
domstol.dk

Odense Kommune er erstatningsansvarlig i forbindelse med, at et træ tilhørende kommunen væltede ned over en vej og dræbte føreren af en forbipasserende bil. 
30-06-2011 

 

Østre Landsret har den 30. juni 2011 afsagt dom i en principiel sag om erstatningsansvar vedrørende en dødsulykke som følge af et væltet træ.

Under stormen i januar 2005 blev J dræbt, da et træ væltede ned over hans bil, idet han kørte gennem Åløkkeskoven, som tilhører Odense Kommune. Js enke har under sagen påstået Odense Kommune dømt til at betale hende forsørgertabserstatning mv. efter erstatningsansvarslovens regler.

Odense Kommune har bestridt at være erstatningsansvarlig, blandt andet fordi der ikke var synlige forhold ved træet, som kommunen burde have reageret på.

Enken efter den afdøde fik medhold i kravet. 

Landsretten har ved dommen lagt vægt på følgende:

Træet var 180 år gammel, 20 meter højt og vejede 6 tons. Det stod placeret tæt ved vejen, hvilket betød, at træets rødder er blevet ødelagt, da vejen blev anlagt, ligesom træet ikke har kunnet sætte rødder til vejsiden. Træet væltede som følge af rådne rødder. Odense Kommune er enig i, at træet ville være blevet fældet, hvis råddet var blevet opdaget inden ulykken. 

Landsretten lagde efter de sagkyndige erklæringer i sagen til grund, at træet på grund af sin alder, størrelse og placering tæt på en befærdet vej udgjorde en umiddelbart konstaterbar risiko, som burde give anledning til skærpet opmærksomhed. En fagkyndig person ville ved inspektion have kunnet afsløre råddet. 

Kommunen var som ejer ansvarlig for at sikre, at der blev ført fornødent tilsyn med, at træet var i sikkerhedsmæssigt forsvarlig stand. Kommunens inspektion var ikke så indgående, at den afslørede råddet.  Undladelsen af at føre en mere indgående kontrol var – henset til den til den særlige risiko, træets alder, størrelse og placering indebar – ansvarspådragende for kommunen.

Ulykken var en påregnelig følge af den undladte kontrol. Den nu afdøde havde ikke udvist egen skyld, som kunne begrunde nedsættelse og bortfald af erstatningen. 

Sagen har været behandlet af Østre Landsrets 14. afdeling under j.nr. B-3460-10.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (telefon 22 87 90 52).  

Til top Sidst opdateret: 30-06-2011 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk