Hop til indhold
domstol.dk

Landsretten stadfæster byrettens dom om fængsel på livstid til 51-årig mand, der dræbte sin hustru og deres 2 døtre på 18 og 12 år. 
03-05-2011 

 

Østre Landsrets 8. afdeling har i dag, den 3. maj 2011, afsagt dom i en straffesag mod en nu 51-årig familiefar fra Greve, der i overensstemmelse med sin erkendelse var fundet skyldig i manddrab den 7. maj 2010 i familiens villa med slag med trælægte og knivstik at have dræbt sin 50-årige hustru og 18-årige datter samt nogle timer senere på dagen med en hobbykniv at have dræbt sin 12-årige datter på en rasteplads.

Den tiltalte havde appelleret Roskilde Rets dom af 20. december 2010, hvorved han for det tredobbelte drab var idømt fængsel på livstid. Byretten havde ved fastsættelse af straffen på livstid ”lagt vægt på karakteren af de tre drab og den tidsmæssige adskillelse mellem disse, som godtgør en vis planlægning og fasthed i forsættet.”

Tiltalte havde anket med påstand om formildelse. Landsretten stadfæstede straffen på fængsel på livs­tid.

Af landsrettens begrundelse fremgår:

”Af de grunde, der er anført af byretten tiltrædes det, at straffen for de tre drab er fastsat til fængsel på livstid. Landsretten har herved endvidere lagt vægt på karakteren og grovheden af udførelsesmåden, således som det blandt andet fremgår af tiltaltes erkendelse, samt bevæggrunden for disse kyniske handlinger, som de fremgår af tiltaltes brev, som blev fundet på computeren og skrevet efter de to før­ste drab.

Det af tiltalte anførte om baggrunden for hans handlinger kan ikke føre til et andet resultat.”

Der henvises til j.nr. 8. afd. a.s. nr. S-115-11.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Ler­che, telefonnummer 33970529 eller (mobil) 22879052.

Til top Sidst opdateret: 03-05-2011 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk