Østre Landsret har i dag afsagt kendelse i en sag (B-3566-10), som Frederiksberg Kommune havde kæret. Ved kendelsen havde fogedretten nægtet at foretage udlæg for 4 kommunale parkeringsafgifter. Bilisten havde i alle tilfælde parkeret samme sted ud for udkørslen fra et garageanlæg. Hun havde oplyst, at der ikke foregår ind- og udkørsel fra bygningen, idet garagen anvendes til opbevaring, og at hun havde ejerens tilladelse til at parkere på stedet. Som følge heraf havde fogedretten fundet, at der ikke var sket en overtrædelse af § 29, stk. 3, nr. 2., i færdselsloven, hvoraf det fremgår, at ”parkering ikke må ske ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt således, at kørsel til eller fra ejendom væsentligt vanskeliggøres”.
Østre Landsret fandt, at parkeringsafgifterne var pålagt med rette, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved fogedretten. I landsrettens begrundelse for afgørelsen anføres, at det ikke fremgår af ordlyden i færdselslovens § 29, stk. 3, nr. 2, eller forarbejderne til bestemmelsen, at den er indført med det konkrete formål, at en ejers til- og frakørsel fra hans ejendom kan ske uhindret. Bestemmelsen må derimod være indført ud fra overordnede hensyn til trafikkens afvikling uden fare eller ulempe, jf. også færdselslovens § 28, stk. 1. Uanset bilisten havde ejerens tilladelse til at parkere på stedet, er parkeringsafgifterne herefter pålagt med rette.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tel. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52).