Hop til indhold
domstol.dk

Kendelse om skyldspørgsmålet i nævningesag om røveri begået mod Dansk Værdihåndtering i Glostrup den 10. august 2008 
19-01-2012 

 
 

Østre Landsrets 1. afdeling har i dag den 19. januar 2012 afsagt skyldkendelse i en nævningesag om røveri begået mod Dansk Værdihåndtering i Glostrup den 10. august 2008.

Ved nævningetingets skyldkendelse har landsretten stadfæstet, at seks tiltalte, som havde anket byrettens dom, alle er skyldige i at have deltaget i eller medvirket til røveriet mod Dansk Værdihåndtering.

Samtlige nævninger og dommere er enige om afgørelsen af skyldspørgsmålet.

De tiltalte er nu også af landsretten fundet skyldige i at have deltaget i eller medvirket til blandt andet røveri. Røveriet blev begået ved, at røverne med en 22 tons tung gummiged gennembrød en mur til det lokale, hvor ansatte i Dansk Værdihåndtering arbejdede med optælling af penge. Bevæbnede med automatvåben fratog røverne herefter virksomheden ca. 62 mio. kr., hvoraf kun en mindre del efterfølgende er fundet. For at forhindre politiets adgang til Dansk Værdihåndtering var der umiddelbart før røveriet placeret flere skraldebiler på indfaldsvejene til politigården i Albertslund og Dansk Værdihåndtering. Nogle af skraldebilerne blev sat i brand, og der blev spredt partisansøm blandt andet på Holbækmotorvejen.

I byretten blev 14 personer ved Glostrup Rets dom af 15. september 2010 dømt for røveriet. Ved Glostrup Rets dom af 14. april 2011 blev yderligere en person dømt. Alle de dømte ankede efter byrettens domme til frifindelse, men ni af de i alt 15 dømte valgte senere at frafalde deres anke til landsretten. Ankesagen har således alene vedrørt seks personer.

Spørgsmålet om strafudmåling skal procederes i landsretten den 24. januar 2012.

Der henvises til 1. afd. nr. S-2902-10 og S 1309-11.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, lands­dommer Michael Lerche, telefonnummer 33970529 eller (mobil) 22879052.

Anmodning om udskrift af landsrettens afgørelse skal rettes til regnskab@oestrelandsret.dk. For udskrift betales 175 kr. Læs mere på www.oestrelandsret.dk.
Til top Sidst opdateret: 19-01-2012 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk