Hop til indhold
domstol.dk

Ikke erstatningsansvar for Syddansk Universitet for tilbageoverdragelse til forsker af rettighederne til forskerens opfindelse 
30-09-2011 

 

Østre Landsret har den 30. september 2011 afsagt dom i en ankesag om erstatningsansvar for Syddansk Universitet for manglende nyttiggørelse af en tidligere ansat forskers opfindelse og for sen tilbageoverdragelse af rettighederne til opfindelsen til forskeren. Sagen drejede sig om, hvorvidt samtlige erstatningsbetingelser var opfyldt, men ikke om størrelsen af et eventuelt tab.

Den ankede dom:

Ved Odense Byrets dom af 23. juni 2010 (BS 9-2044/2009) havde forskeren fået medhold i sin påstand om, at Syddansk Universitet skulle anerkende at have handlet erstatningspådragende ved handlinger og undladelse i forbindelse med behandlingen af en patentsag om forskerens opfindelse. Opfindelsen var i 2006 blevet overdraget fra forskeren til universitetet og herefter tilbageoverdraget til forskeren i slutningen af november 2008. Byretten mente ikke, at universitet havde tilsidesat sine pligter til at nyttiggøre opfindelse i den periode, hvor universitet havde rettighederne til opfindelsen. Ifølge byrettens dom havde universitetet derimod handlet ansvarspådragende ved først at tilbagegive rettighederne til forskeren umiddelbart før udløbet af fristen for national videreførelse i USA af den internationale patentansøgning, som universitetet havde indgivet vedrørende opfindelsen. Desuden mente byretten, at universitet havde bevisbyrden for, at forskeren kunne have fået dispensation for overskridelsen af fristen af de amerikanske myndigheder. Byretten anså ikke dette for bevist. Endelig mente byretten ikke, at det kunne udelukkes, at forskeren havde lidt et økonomisk tab som følge af universitets handlemåde.

Landsrettens afgørelse:

Dommen blev anket til landsretten af Syddansk Universitet, som ligesom i byretten, påstod frifindelse.

Landsretten nåede det modsatte resultat af byrettens og frifandt Syddansk Universitet.

Landsretten mente ligesom byretten ikke, at Syddansk Universitet havde forsømt sin forpligtelse til at nyttiggøre opfindelsen.

Landsretten var også enig med byretten i, at tilbageoverdragelsen skete på et så sent tidspunkt, at forskeren ikke havde reel mulighed for at indgive ansøgning om nationalt patent i USA inden for fristen, og at Syddansk Universitet havde handlet ansvarspådragende ved den sene tilbagegivelse. 

Derimod fandt landsretten – i modsætning til byretten – at forskeren ved ikke at søge om dispensation fra ansøgningsfristen i USA havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, hvilket medførte, at et eventuelt erstatningskrav bortfaldt.  Landsretten lagde vægt på, at der efter de amerikanske regler om dispensation kunne søges om dispensation til at indgive ansøgningen om national videreførelse af den internationale patentansøgning efter udløb af fristen. Forskeren havde ikke søgt en dispensation og havde heller ikke henvendt sig til Syddansk Universitet for at få bekræftet, at forsinkelsen skyldtes universitetet. Han havde heller ikke søgt om patent i de lande, hvor fristen for national videreførelse af den internationale patentansøgning udløb på et senere tidspunkt. Landsretten mente ikke, at der var en sådan usikkerhed om muligheden for at opnå genoprettelse eller om gyldigheden af i USA meddelte patenter, som opnås på grundlag af en genoprettelse, at det kunne begrunde en undladelse af at søge om genoprettelse fra forskerens side.

Landsretten bemærkede afslutningsvis, at det efter den bevisførelse, som havde fundet sted, ikke var godtgjort, at forskeren havde lidt et økonomisk tab.

Baggrunden for sagen:

Syddansk Universitet havde efter reglerne i lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner fået overdraget rettighederne til forskerens opfindelse ved en overdragelseserklæring af 4. september 2006. Syddansk Universitet havde herefter en forpligtelse efter i lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner § 11, stk. 6, til aktivt at søge at nyttiggøre opfindelsen og skulle også give forskeren en rimelig andel i en eventuel fortjeneste. Universitet havde blandt andet indgivet en international patentansøgning og antaget en ekstern rådgiver til at belyse de kommercielle muligheder for at udnytte opfindelsen og herunder afsætte den til medicinal- eller andre virksomheder. Universitets omkostninger vedrørende blandt andet disse skridt var på over en ¼ mio. kr. Efter at have fået afslag på den internationale patentansøgning og efter at have forsøgt at præsentere opfindelsen på en international konference, uden at det var lykkedes at finde aftagere, tilbagegav universitet rettighederne til opfindelsen til forskeren ved en tilbageoverdragelseserklæring af 28. november 2008.

Yderligere oplysninger:

Sagen blev behandlet i landsrettens 14. afdeling under sagsnummer B-2017-10.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tel. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52).

Til top Sidst opdateret: 30-09-2011 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk