Hop til indhold
domstol.dk

"Gul Feber"-sagen om momssvig for 184 mio. kr. (momskarrusel). 
28-10-2008 

 
 

Østre Landsrets 1. afdeling har i dag afsagt dom i en straffesag
(S-2820-07) om et omfattende momskarrusel-arrangement, hvor der er begået svig med moms i Danmark for et beløb på ikke under 184 mio. kr. Sagen, der er den hidtil største sag om momssvig i Danmark, har på grund af sit globale omfang og rødder i forretningsmiljøer i Kina og Singapore populært været betegnet ”Gul Feber”.

Ved dommen stadfæstede landsretten Københavns Byrets dom i sagen fra 4. oktober 2007, således at samtlige de tiltalte blev fundet skyldige i skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, herunder også de tiltalte, der alene havde fungeret som ”stråmænd”. Landsretten udtaler i dommen følgende om selve skyldsspørgsmålet:

”Rettens begrundelse og resultat

 

Også efter bevisførelsen for landsretten findes samtlige de tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldige efter anklageskriftet.

 

Det tiltrædes således, at samtlige de tiltalte i fornødent omfang findes at have handlet forsætligt i relation til de i anklageskriftet anførte straffebestemmelser, idet de efter karakteren af deres optræden og omstændighederne i øvrigt må anses for at have indset eller anset det for overvejende sandsynligt, at de omhandlede dispositioner ikke havde sædvanlig forretningsmæssig karakter og måtte være led i en økonomisk kriminalitet, der havde til formål at unddrage det offentlige moms, og som må betegnes som værende af særlig grov beskaffenhed.”

 

Med hensyn til strafudmålingen tiltrådte landsretten, at to af de tiltalte (”stråmændene”) er idømt fængsel i 2 år og 6 måneder. Derimod hævede landsretten straffen for de to andre tiltalte i ankesagen, som begge havde mere centrale roller i sagskomplekset, med 6 måneder i forhold til byrettens dom, således at disse tiltalte nu er idømt fængsel i henholdsvis 5 år og 4 år og 6 måneder. Ingen dele af de idømte fængselsstraffe er gjort betingede.

I byretten omfattede sagen i alt 7 tiltalte, som alle blev idømt langvarige fængselsstraffe. Den hovedtiltalte, ”bagmanden”, som er en udlænding med oprindelse i Singapore, blev idømt 6 års fængsel. Oprindelig ankede samtlige de tiltalte dommen til landsretten, men to af de tiltalte, herunder ”bagmanden”, hævede senere anken, og en tredje tiltalt (en englænder) afgik ved døden i et færdselsuheld, inden ankesagen var færdigbehandlet.

Flere andre mistænkte i sagen, herunder en anden formodet ”bagmand” af dansk oprindelse, er fortsat på fri fod.

Ud over fængselsstraffene blev der hos alle de tiltalte foretaget konfiskation af store pengebeløb. Endvidere blev flere af de hovedtiltalte indtil videre frakendt retten til personligt at udøve eller deltage i ledelsen af erhvervsvirksomheder indenfor handel med it-komponenter og andre højteknologiske produkter samt til at være stifter af, direktør for eller bestyrelsesmedlem i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller forening, som kræver offentlig godkendelse, eller en fond.  De samme tiltalte blev ligeledes dømt til at betale store erstatningsbeløb til kreditorerne i de selskaber, der er gået konkurs i forbindelse med momskarrusellen (i realiteten primært Skat).

Til top Sidst opdateret:  
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk