Østre Landsret har den 1. april 2011 afsagt dom i en sag om arbejdsgivers forpligtelse til at tilbyde ansatte, der beskæftiger sig med natarbejde, gratis helbredskontrol.
Retten til gratis helbredskontrol for natarbejdere følger af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (arbejdstidsdirektivet). Direktivet er i Danmark bl.a. gennemført ved overenskomstaftaler.
Sagsøgeren – der havde været ansat som natsygeplejerske på Køge Sygehus fra 2002 til 2007 – havde under sagen krævet godtgørelse på 232.957 kr. fra sin tidligere arbejdsgiver for manglende opfyldelse af forpligtelsen til at tilbyde hende helbredskontrol. Det krævede beløb svarede til 6 måneders løn.
Landsretten fandt, at det fulgte af sagsøgerens overenskomst – som måtte fortolkes i lyset af arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven – at sagsøger havde krav på at modtage et tilbud fra sin arbejdsgiver om gratis helbredskontrol. Selv om det ikke kan udledes af overenskomsten, at der gælder bestemte krav til, hvordan tilbuddet om gratis helbredskontrol skal fremsættes, vil det være et krav, at sygehuset i rimeligt omfang informerer ansatte om muligheden for at få udført helbredskontrol betalt af arbejdsgiveren.
I den konkrete sag havde spørgsmålet om gratis helbredskontrol til natarbejdere været drøftet i sygehusets samarbejdsudvalg, hvilket bl.a. havde ført til udarbejdelse af en informationsfolder, der var uddelt på de enkelte afdelinger. Herudover havde sygehusets ledelse orienteret de ansatte om muligheden for gratis helbredskontrol på personalemøder og sygehusets intranet. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at sagsøgerens ret til gratis helbredskontrol ikke var krænket. Der var derfor ikke grundlag for godtgørelse.
Sagen blev behandlet af 5. afdeling, B-539-10.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tlf. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52).