Hop til indhold
domstol.dk

Frifindelse af bilist med cathinon (khat) i blodet 
14-03-2011 

 

Østre Landsrets 21. afdeling har i dag den 14. marts 2011 afsagt dom i en straffesag, hvor en mand var tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, ved at have kørt bil efter at have indtaget bevidsthedspåvirkende stoffer i et omfang, der efter regler fastsat af Justitsministeriet var farligt for færdselssikkerheden. 

Manden havde tygget khat, og af Retskemisk Afdelings erklæring fremgik, at en analyse af en blodprøve udtaget 1 time og 15 minutter efter kørslen viste en kon­centration i blodet af det aktive stof i khat, cathinon, på 0,047 mg/kg.

Med hjemmel i færdselslovens § 54, stk. 1, har justitsministeren udstedt bekendtgø­relse nr. 655 af 19. juni 2007 om klassificering af færdselssikkerhedsfarlige stoffer. Bekendtgørel­sen bestemmer i § 1, hvilke stoffer der klassificeres som farlige for færdselssikkerheden. Be­kendtgørelsen fastsætter videre i § 2 sammenholdt med bilag 1 bagatelgrænser for en række nærmere angivne stoffer. Herudover indehol­der § 3 følgende bestemmelse:

”Hvis en blodprøve indeholder en ubetydelig restmængde af et euforise­rende middel, som er klassificeret som farligt for færdselssikkerheden, men som ikke er anført i bilag 1, anses blodprøven ikke for at indeholde det pågældende eufo­ri­serende middel.” 

Der findes stoffer, der efter bekendtgørelsen er klassificeret som farlige for færd­selssikkerheden, men som ikke er opregnet i bilag 1. Cathinon er et eksempel på et sådant stof, og der er derfor ikke i forbindelse med udstedelsen af bekendt­gørelsen fastsat nogen bagatelgrænse for cathinon. Retskemisk Afdeling har i en erklæring til brug for sagen oplyst, at en ikke ubetydelig restmængde for cathinon er 0,020 mg/kg blod tillagt 50 % for analysevariation svarende til i alt 0,030 mg cathinon/kg blod. 

I lovforslagets bemærkninger vedrørende færdselslovens § 54, stk. 1, er det bl.a. anført, at det ”forudsættes, at der i forbindelse med udstedelse af regler … for hvert enkelt af de stoffer, som klassificeres som farlige for trafiksikkerheden, fastsættes bagatelgrænser (såkaldte cut off-værdier) …”. 

Landsretten nævnte i sin begrundelse, at det forhold, at Retskemisk Afdeling lø­bende opdaterer afdelingens liste med grænsevær­dier for ikke ubetydelige rest­mængder, indtil de bliver optaget som ”formelle bagatelgræn­ser” i bekendtgørel­sens bilag 1, ikke kan anses for at opfylde den udtrykkeligt angivne forudsætning i lovforslagets bemærk­ninger. Da der ikke i bekendtgørelsen er fastsat nogen baga­telgrænse for cathinon, blev manden frifundet. 

Der henvises til 21. afd. a.s. nr. S-2433-10. 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, lands­dommer Michael Lerche, telefonnummer 33970529 eller (mobil) 22879052.

Til top Sidst opdateret: 14-03-2011 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk