Østre Landsrets 21. afdeling har i dag den 15. april 2011 afsagt dom i en større straffesag, hvor en mand er idømt fængsel i 9 år for bl.a. forsøg på indførsel af 100 pistoler og forsøg på salg af ganske betydelige mængder PMK (piperonylmethylketon) til brug for fremstilling af ecstasy.
Landsretten lagde ved strafudmålingen i skærpende retning vægt på, at tiltalte igennem flere måneder var i gang med at oparbejde en forretning, hvor han som mellemmand løbende skulle formidle salg af ganske betydelige mængder PMK fra en eller flere østeuropæiske grupper til medlemmer af Hells Angels, og at tiltalte ligeledes søgte at indføre og sælge et meget stort antal pistoler blandt andet til Bandidos. Der er endvidere lagt vægt på, at tiltalte udover at erhverve større mængder skunk fra Tjekkiet selv forestod en omfattende skunkproduktion med henblik på overdragelse, og at tiltalte således allerede havde etableret en større forretning vedrørende hash m.v. Landsretten lagde i formildende retning vægt på, at der i forholdene vedrørende våben og PMK alene er tale om forsøgshandlinger.
Landsrettens dom er i det væsentligste en stadfæstelse af byrettens dom.
Der henvises til 21. afd. a.s. nr. S-2882-10.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche, telefonnummer 33970529 eller (mobil) 22879052.