Sagen var anlagt af en fagforening på vegne af en medarbejder A, som i 2008 havde indgået en fratrædelsesaftale med TDC A/S. Han var i 1965 blevet ansat hos Fyns Kommunale Telefonselskab, som blev til Fyns Telefon A/S. Selskabet blev senere fusioneret ind i Tele Danmark A/S, nu TDC A/S. A tilhørte en gruppe medarbejdere i TDC A/S, som ifølge en kendelse fra 1998 i faglig voldgift havde ret til ventepenge i 5 år, hvis de blev opsagt. Ifølge to efterfølgende tilkendegivelser i faglig voldgift var retten til ventepenge i 5 år dog begrænset sådan, at udbetalingen ophørte, når medarbejderen nåede den pligtige afgangsalder, som i øvrigt gjaldt for den pågældende, før der var gået 5 år. De to tilkendegivelser var på dette punkt udformet i overensstemmelse med både TDC A/S’ og fagforeningernes ønske. I henhold til den kollektive overenskomst, som A var omfattet af, da han fratrådte, var den generelt gældende pligtige afgangsalder udgangen af den måned, hvor medarbejderen fylder 67 år. For visse medarbejdere gjaldt der dog ifølge overenskomsten en højere pligtig afgangsalder på 70 år.
Fagforeningen anførte i første række, at A var omfattet af den særlige regel om en afgangsalder på 70 år i overenskomsten.
Hvis landsretten ikke var enig heri, gjorde fagforeningen i anden række gældende, at den pligtige afgangsalder på 67 år - og den heraf følgende forkortelse af medarbejderens ret til ventepenge - var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i § 2, stk. 1, i forskelsbehandlingsloven. I så fald var spørgsmålet også, om A skulle have godtgørelse som følge af forskelsbehandlingen.
Byretten havde henvist sagen til landsretten som principiel, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1, hvilket hænger sammen med, at der kun er afsagt et ret begrænset antal danske og EU-retlige domme om forståelsen af reglerne om forskelsbehandling på grund af alder.
Disse regler blev indsat i forskelsbehandlingsloven i 2004 ved lov nr. 1417 af 22. december 2004, som gennemfører reglerne om forskelsbehandling på grund af blandt andet alder i EU-direktiv 2000/78/EF (”beskæftigelsesdirektivet”).
Landsretten har frifundet TDC A/S.
Landsretten fandt, at A ikke var omfattet af den særlige regel i overenskomsten om en afgangsalder på 70 år. Hans pligtige afgangsalder var dermed ifølge den kollektive aftale 67 år, og han havde derfor ikke efter de indgåede kollektive aftaler ret til ventepenge efter dette tidspunkt.
Landsretten lagde til grund, at formålet med at fastsætte den pligtige afgangsalder på 67 år i den overenskomst, som A var omfattet af, fra TDC A/S’ side havde været at sikre en harmonisk aldersfordeling i TDC A/S svarende til det øvrige arbejdsmarkeds og samtidig så vidt muligt begrænse de afskedigelser, der måtte imødeses som følge af behov for ændrede kompetencer i virksomheden og en ændret teknologi. Om baggrunden for overenskomsten udtalte landsretten endvidere:
”Ved overenskomstindgåelsen, og de efterfølgende fornyelser af overenskomsten har arbejdstagersiden i den balance, parterne har skullet finde mellem deres respektive interesser tiltrådt, at disse formål er legitime og hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved at fastsætte afgangsalderen til 67 år.”
På samme måde fandt landsretten, at parterne på kollektiv aftaleretligt grundlag havde fastlagt, hvornår den ved voldgiftskendelsen fra 1998 fastslåede ret til ventepengepenge ophører, idet:
”arbejdsgiver- og arbejdstagersiden [har] fundet, at det var i begge parteres interesse at lade ventepengene ophøre ved pligtig afgangsalder, dvs. på et tidspunkt, hvor medarbejderen under alle omstændigheder skulle fratræde.”
For så vidt angik spørgsmålet om lovligheden af den pligtige afgangsalder på 67 år og begrænsningen i ventepenge til dette tidspunkt fandt landsretten på den baggrund:
”Bestemmelsen om, at retten til ventepenge ophører ved pligtig afgangsalder betyder, at A, som har en pligtig afgangsalder på 67 år og fylder 67 år, inden han har fået ventepenge i 5 år, får ventepenge i kortere tid end en medarbejder, som opsiges senest 5 år før den pågældende fylder 67 år. Bestemmelserne indebærer således forskelsbehandling på grund af alder, jf. forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1.
Spørgsmålet er herefter, om den pligtige afgangsalder og begrænsningen af ventepenge til dette tidspunkt er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og om bestemmelserne om afgangsalder og det hertil knyttede ophør af ventepenge er nødvendige og hensigtsmæssige, jf. forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 3, der som angivet i de generelle bemærkninger til lovforslag nr. L 92 af 11. november 2004, pkt. 4.2, giver arbejdsmarkedets parter mulighed for at indgå implementeringsaftaler, således at parterne kan vælge at udnytte undtagelsesbestemmelsen i beskæftigelsesdirektivets i artikel 6 i større eller mindre grad end lovens udgangspunkt i § 5 a, stk. 4.
Arbejdsmarkedets parter har, jf. blandt andet Domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-45/09 Gisela Rosenbladt mod Oellerking Gebäudereinigungsges. mbH, præmis 41, en vid skønsmargin ved valget af ikke blot hvilket formål, de ønsker at forfølge på området for socialpolitik og beskæftigelse, men også ved valget af, hvilke midler, der benyttes til at nå de pågældende mål. Domstolen har endvidere i Rosenbladt-dommen, præmis 45, jf. 43, fastslået, at bestemmelser om automatisk ophør af ansættelseskontrakter, som er fastsat på grundlag af en politisk og social konsensus om arbejdsdeling mellem generationerne, må anses for objektive og rimelige og, jf. præmis 47 i Rosenbladt-dommen, principielt ikke kan anses for gøre et overdrevent indgreb i de berørte arbejdstageres legitime interesser.
Henset til den vide skønsmargin, der tilkommer arbejdsmarkedets parter ved valget af, hvilke socialpolitiske og beskæftigelsesmæssige formål de vil forfølge, og hvordan dette skal ske, finder landsretten det ikke urimeligt, at parterne har vurderet, at hensyn til at sikre en harmonisk aldersfordeling i TDC A/S svarende til det øvrige arbejdsmarkeds og samtidig så vidt muligt begrænse de afskedigelser, der måtte imødeses som følge af behovet for ændrede kompetencer i virksomheden og den ændrede teknologi, er legitime mål, og at en pligtig afgangsalder på 67 år er et hensigtsmæssigt middel til at nå disse mål. Fastsættelsen af en afgangsalder på 67 år findes endvidere ikke at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de tilstræbte mål. Der er på samme måde ikke grundlag for at tilsidesætte parternes samstemmende skøn, hvorefter ventepenge skal ophøre ved pligtig afgangsalder, dvs. på et tidspunkt, hvor medarbejderen under alle omstændigheder ville skulle fratræde og kan få pension, herunder folkepension.”
----oo0oo----
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tlf. 33 97 05 29) eller mobil 22 87 90 52.
Sagen har j.nr. B-730-10, 5. afd.