Pressemeddelelse
Østre landsret har i dag afsagt dom i ankesagen vedrørende våbenrøveriet fra Antvorskov Kaserne den 4. januar 2009 (3. afdeling S-2145-10). Ved byrettens dom var de tre tiltalte fundet skyldige efter anklageskriftet og idømt fængsel i henholdsvis 9, 8 og 9 år. Forskellen i strafudmålingen skyldes de enkeltes tiltaltes rolle i røveriet, og at de hver i sær blev dømt også for andre strafbare forhold. Landsretten stadfæstede dommen.
Landsretten skulle kun tage stilling til røveriet, da de øvrige anklagepunkter var erkendt. En tiltalt havde aflagt fuld tilståelse, en anden havde aflagt delvis tilståelse, og en tredje havde nægtet sig skyldig. Alle de tiltalte havde påstået røveriet henført under straffelovens § 288, stk. 1, med en strafferamme indtil 6 år. Byretten havde henført røveriet under § 288, stk. 2, som omhandler særlig groft røveri, med en strafferamme indtil 10 år.
Landsretten stadfæstede i store træk byrettens dom vedrørende skyldspørgsmålet og tiltrådte, at røveriet er henført under § 288, stk. 2. Begrundelsen for dette var, at ”røveriet var rettet mod et militært anlæg, og der blev røvet et stort antal våben af særdeles farlig karakter”.
Med samme begrundelse og under hensyn til den omfattende skadevirkning, som spredningen af de mange farlige våben kan have, stadfæstede landsretten strafudmålingen.
Landsretten tog også forsvarets påstand om erstatning for de våben, som blev stjålet, til følge. De tiltalte skal til sammen betale 1.713.583 kr.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer Michael Lerche (tlf. 33 97 05 29 eller mobil 22 87 90 52).