Østre Landsret har den 30. juni 2011 stadfæstet en kendelse af 1. november 2010 fra Retten i Hillerød, hvorefter en beslutning fra Justitsministeriet om at udlevere en dansk statsborger D til Indien ikke er lovlig.
Sagen rejser flere principielle spørgsmål om fortolkning af udleveringsloven m.v. Landsretten har derfor behandlet sagen under medvirken af 5 dommere, i stedet for som det er sædvanligt af 3 dommere.
Til støtte for udleveringsbegæringen har de indiske myndigheder henvist til et anklageskrift fra marts 1996 mod blandt andet D for i december 1995 fra et fly at have nedkastet et meget stort parti våben i den indiske delstat Vestbengalen og for deltagelse i en sammensværgelse om ved brug af strafbar magt eller fremvisning heraf at indgyde frygt hos den indiske regering eller en delstatsregering.
Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 blev § 2 i udleveringsloven ændret, således at det blev muligt at udlevere danske statsborgere til retsforfølgelse i udlandet. Loven gennemførte – efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 – en FN-konvention om bekæmpelse af terrorisme m.v.
Herefter anmodede de indiske myndigheder i december 2002 om at få udleveret D, og den 9. april 2010 traf Justitsministeriet afgørelse om, at D kunne udleveres på nærmere angivne vilkår. De indiske myndigheder havde inden afgørelsen forsikret Justitsministeriet om, at D vil blive behandlet i overensstemmelse med vilkårene, der bl.a. vedrører krav til strafforfølgningen i Indien og D’s forhold under varetægtsfængsling i Indien samt til de danske myndigheders adgang til at besøge D i fængslet. Endvidere er det et krav, at en eventuel dødsdom ikke må fuldbyrdes, samt at afsoning af en fængselsstraf skal ske i Danmark.
Byretten har i sin afgørelse vurderet, at en række betingelser i lovgivningen for, at D kan udleveres er opfyldt, men at der foreligger en konkret og reel risiko for, at D, hvis han udleveres til Indien, vil blive udsat for totur eller anden umenneskelig behandling i strid med udleveringslovens § 6, stk. 2, og D af denne grund ikke må udleveres til Indien.
Landsretten er nået frem til det samme resultat som byretten, dvs. at en udlevering vil være i strid med udleveringslovens § 6, stk. 2. Landsrettens afgørelse om dette spørgsmål er begrundet således:
”Bestemmelsen i udleveringslovens § 6, stk. 2, svarer til Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 3, hvorefter ingen må underkastes tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 3, at udlevering af en person vil være i strid med bestemmelsen, såfremt der er væsentlige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at den pågældende vil blive udsat for en behandling i strid med artikel 3. Ved vurderingen af denne risiko inddrager Menneskerettighedsdomstolen rapporter fra uafhængige internationale menneskerettighedsorganisationer som eksempelvis Amnesty International og Human Rights Watch samt regeringskilder som f.eks. US State Departement.
Indien har ikke ratificeret FN’s torturkonvention, og med de for landsretten fremlagte rapporter m.v. fra uafhængige internationale menneskerettighedsorganisationer og regeringskilder er der fremkommet oplysninger om, at der i Indien fortsat er udbredt og systematisk brug af tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer i politiets og fængslernes varetægt samt alvorlige problemer med drab og dødsfald blandt sådanne personer. Hertil kommer oplysninger om overfyldte fængsler med utilstrækkelig mad og medicinsk behandling. Det fremgår endvidere af oplysningerne, at der er udbredt straffrihed for myndighedspersoner, der forbryder sig mod menneskerettighederne, blandt andet som følge af manglende effektive systemer til at overvåge brud på menneskerettighederne.
På denne baggrund, og da sigtelserne mod D vedrører opstand mod de indiske myndigheder, finder landsretten, at der ved udlevering af D til strafforfølgning i Indien vil være en reel risiko for, at han vil blive udsat for en behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. De diplomatiske garantier kan ikke i sig selv anses for tilstrækkelige til at sikre D beskyttelse mod risikoen for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, når pålidelige kilder har rapporteret om udbredt myndighedspraksis, der strider mod principperne i artikel 3.
Landsretten tiltræder således, at Justitsministeriets beslutning af 9. april 2010 om udlevering af D til strafforfølgning i Indien strider mod bestemmelsen i udleveringslovens § 6, stk. 2, og at udlevering derfor bør nægtes.”
Sagen har været behandlet af Østre Landsrets 11. afdeling under j.nr. S-3321-10.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (mobiltlf. 22 87 90 52).