Østre Landsrets 6. afdeling har i dag afsagt kendelse i en sag om, hvorvidt der kan ske retsforfølgning ved de danske domstole af en person, der er sigtet for folkedrab begået i Rwanda i 1994. Den pågældende er varetægtsfængslet på grundlag af en subsidiær sigtelse for drab. Anklagemyndigheden har, mens dette spørgsmål har været under behandling i landsretten, rejst tiltalte mod den pågældende for folkedrab, subsidiært drab.
Anklagemyndigheden har for landsretten gjort gældende, at folkedrabsloven finder anvendelse i den konkrete sag om handlinger begået i Rwanda i 1994, mens forsvareren har gjort gældende, at folkedrabsloven kun gælder for handlinger begået på dansk territorium.
Landsretten har afvist sagen for så vidt angår den principale tiltale for folkedrab efter folkedrabslovens § 1, litra a, med følgende begrundelse:
”Efter artikel VI i folkedrabskonventionen er de kontraherende stater ikke forpligtet til at retsforfølge folkedrab begået uden for deres eget territorium. På grundlag af forarbejderne til lov nr. 132 af 29. april 1955 om folkedrab finder landsretten, uanset lovens beskyttelsesinteresser, at lovgiver ved lovens tilblivelse tilsigtede at foretage de lovændringer, som var nødvendige for at leve op til forpligtelserne efter folkedrabskonventionen. Der er ikke i lovens ordlyd eller forarbejderne hertil holdepunkter for at antage, at det med loven var hensigten at gøre mere, end det var nødvendigt for at opfylde forpligtelserne og dermed give loven eksterritorial virkning. Det forhold, at det alene beroede på retstekniske overvejelser, at bestemmelserne blev indsat i en særlov og ikke i straffeloven, kan under de anførte omstændigheder ikke føre til et andet resultat.
Heller ikke det forhold, at det i forarbejderne i henholdsvis 2000 og 2007 til lov om Den Internationale Straffedomstol og til lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Dansk Straffemyndighed) er forudsat, at folkedrabsloven har eksterritorial virkning, kan føre til, at loven kan finde anvendelse på handlinger begået i Rwanda i 1994, jf. straffelovens § 3 eller princippet heri.
På den baggrund finder landsretten, at der ikke kan ske retsforfølgning af tiltalte i Danmark for så vidt angår folkedrab efter straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, eller § 8 a.
Sagen mod tiltalte afvises derfor, for så vidt angår den principale tiltale for folkedrab efter folkedrabslovens § 1, litra a, jf. retsplejelovens § 846, stk. 1, nr. 3. ”
Byretten var nået til det samme resultat.
Tiltalte er fortsat varetægtsfængslet på grundlag af den subsidiære tiltale.
Sagen har j.nr. S-1776-11.
Østre Landsrets 6. afdeling, den 26. oktober 2011.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche, tlf.nr. 33970529 eller 22879052.
Anmodning om udskrift af landsrettens afgørelse skal rettes til regnskab@oestrelandsret.dk. For udskrift betales 175 kr. Læs mere på www.oestrelandsret.dk.