Hop til indhold
domstol.dk

Ankedom i “fodboldtilskuer-sagen” 
10-01-2012 

Østre Landsrets 9. afdeling har den 10. januar 2012 afsagt dom i ankesagen mellem Dansk Boldspil-Union og en fodboldtilskuer. Københavns Byret afsagde dom i sagen i 1. instans den 18. november 2009.

Tilskueren var under fodboldlandskampen mellem Danmark og Sverige den 2. juni 2007 kravlet over afspærringen rundt om fodboldbanen i Parken og løb herefter ind på selve banen. Han tog fat i fodbolddommeren, samtidig med at han forsøgte at slå dommeren med flad hånd i ansigtet.

Dansk Boldspil-Union blev efterfølgende af UEFA frataget retten til at spille de to følgende landskampe i Parken og pålagt at betale en bøde. Dansk Boldspil-Union opgjorde for landsretten sit tab i forbindelse med sanktionerne fra UEFA, herunder tab ved, at de to følgende landskampe ikke kunne afvikles i Parken, men måtte afvikles på et andet og mindre stadion, til 2.198.703 kr.

Landsretten fandt det godtgjort, at tilskueren var erstatningsansvarlig. Det måtte være påregneligt for ham, at der kunne blive tale om tab som de omtalte. Dansk Boldspil-Union havde ikke selv udvist nogen skyld i forbindelse med hændelsesforløbet, som kunne begrunde, at erstatningen skulle nedsættes. Der var heller ikke grundlag for at bringe den almindelige lempelsesregel i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, i anvendelse. Efter bevisførelsen fandt landsretten, at det tab, som Dansk Boldspil-Union havde lidt, kunne fastsættes til i alt 1.869.269 kr. Tilskueren blev dømt til at betale dette beløb til Dansk Boldspil-Union.

Sagen er behandlet i landsrettens 9. afdeling under sagsnummer B-3322-09.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tlf. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52).

Anmodning om udskrift af landsrettens afgørelse skal rettes til regnskab@oestrelandsret.dk. For udskrift betales 175 kr. Læs mere på www.oestrelandsret.dk.
Til top Sidst opdateret: 10-01-2012 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk