Østre Landsrets 16. afdeling har i dag afsagt dom i sagen anlagt af en afghansk statsborger, GT, mod Forsvarsministeriet.
GT har i sagen gjort gældende, at han var i en gruppe på 31 afghanere, som i marts 2002 blev tilbageholdt af danske styrker i Afghanistan og senere overgivet til amerikanske styrker og af disse udsat for overgreb. Han har navnlig gjort gældende, at Forsvarsministeriet er ansvarlig herfor, og at han derfor er berettiget til erstatning eller godtgørelse fra Forsvarsministeriet.
Sagen har været hovedforhandlet over 8 retsdage i januar og februar 2011. Sagen er i et vist omfang blevet behandlet for lukkede døre af hensyn til flere af de personer, som har afgivet forklaring, og fordi der i sagen er indgået fortrolige dokumenter.
Landsretten har frifundet Forsvarsministeriet for én af GTs påstande og afvist GTs øvrige påstande.
Før der kan gives aktindsigt i dommen, skal landsretten efter indhentet udtalelse fra sagens parter tage stilling til, i hvilket omfang der kan gives indsigt i de forklaringer m.v., som er afgivet for lukkede døre, og i de fortrolige dokumenter, som er gengivet eller omtalt i dommen. Derfor gengives i det følgende parternes påstande under sagen samt landsrettens begrundelse for resultatet. I gengivelsen af begrundelsen er en begrænset del af referatet af ”den militære tolks” forklaring udeladt i medfør retsplejelovens § 41 b, stk. 3, nr. 3, om væsentlige hensyn til enkeltpersoners rent private forhold. Det udeladte er markeret med ”…”.
Parternes påstande
GT har nedlagt følgende påstande over for Forsvarsministeriet:
- Forsvarsministeriet tilpligtes at anerkende at være ansvarlig for tilbageholdelsen af GT i Kandahar i marts 2002.
- Forsvarsministeriet tilpligtes at anerkende at være ansvarlig for overlevering af GT til amerikanske styrker i Kandahar i marts 2002.
- Forsvarsministeriet tilpligtes at anerkende, at behandlingen af GT hos de amerikanske styrker indebar en retsstridig krænkelse af GT.
- Forsvarsministeriet tilpligtes at anerkende, at behandlingen af GT hos de amerikanske styrker i Kandahar i marts 2002 udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3.
- Forsvarsministeriet tilpligtes at anerkende, at behandlingen af GT hos de amerikanske styrker i Kandahar i marts 2002 udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, som Forsvarsministeriet er ansvarlig for.
- Forsvarsministeriet tilpligtes at anerkende at være erstatningsansvarlig i forhold til GT for krænkelse, skade og tab i anledning af forløbet i Kandahar i marts 2002.
- Forsvarsministeriet tilpligtes at betale 50.000 kr. med tillæg af renter fra sagens anlæg til GT.
Forsvarsministeriet har vedrørende påstand 1-6 principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse, og har med hensyn til påstand 7 påstået frifindelse.
Landsrettens begrundelse
”Denne sag handler navnlig om, hvorvidt GT er berettiget til erstatning eller godtgørelse fra Forsvarsministeriet. Dette spørgsmål skal afgøres efter dansk erstatningsret med fornøden inddragelse af de forpligtelser, som følger af internationale aftaler. Som sagen er forelagt landsretten, er de væsentligste spørgsmål derfor, om GT var blandt de 31 personer, som blev tilbageholdt og overgivet til amerikanerne den 17. – 18. marts 2002, om GT blev udsat for en behandling, som berettiger til erstatning eller godtgørelse, og om Forsvarsministeriet i givet fald kan pålægges ansvar herfor. Hertil kommer et spørgsmål om, hvorvidt sagen er forældet.
Landsretten finder det godtgjort, at GT var blandt de 31 afghanere, som blev tilbageholdt af danske soldater og overgivet til den amerikanske styrke den 17. – 18. marts 2002. Landsretten lægger herved navnlig vægt på den detaljerede forklaring, som GT har afgivet, sammenholdt med de kopier af EPW og POW identitetskort, som han har fremlagt i sagen. GTs påstande kan derfor ikke afvises med den begrundelse, at han ikke var blandt de 31 tilbageholdte personer.
GTs krav kan endvidere ikke afvises som forældet. Efter parternes suspensionsaftale er kravet forældet, hvis det kan lægges til grund, at GT blev løsladt før den 20. marts 2002. Den manglende nøjagtige registrering af tidspunkterne for tilbageholdelse og frigivelse gør, at det ikke er muligt at fastslå tidspunktet for løsladelsen præcist. Efter GTs egen forklaring sammenholdt med brevet af 17. maj 2006 fra det amerikanske forsvarsministerium, hvori det er anført, at løsladelsen skete 48 – 72 timer efter tilbageholdelsen, kan det ikke udelukkes, at han blev løsladt den 20. marts 2002 eller senere.
I det følgende vil landsretten på baggrund af en gennemgang af de relevante faktiske omstændigheder i sagen tage stilling til, om Forsvarsministeriet kan anses for at have handlet ansvarspådragende.
Relevante faktiske omstændigheder ved vurdering af et muligt ansvarsgrundlag
Folketingets beslutning den 14. december 2001 om dansk militær deltagelse i den internationale indsats mod terrornetværk i Afghanistan indebar udsendelse af et specialstyrkebidrag på ca. 100 soldater, som skulle stilles til rådighed for en amerikansk ledet international indsats. Beslutningen indebar, at personer, der måtte blive tilbageholdt af danske soldater, skulle overgives til de amerikanske styrker, idet der ikke var mulighed for at etablere en dansk fangelejr. Forslaget til beslutning indeholder ikke overvejelser om det forsvarlige heri, og der er heller ikke for landsretten fremkommet oplysninger om, at dette spørgsmål blev overvejet i forbindelse med udarbejdelsen af beslutningsforslaget. Spørgsmålet blev kun kort berørt i forbindelse med de politiske drøftelser af beslutningsforslaget.
Kort tid efter udsendelsen af de danske soldater gav udtalelser fra den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld og amerikanernes behandling af krigsfanger på Guantanamo blandt andet anledning til § 20-spørgsmål i Folketinget til udenrigsministeren. Det var navnlig den omstændighed, at USA ikke har tiltrådt tillægsprotokollerne til Geneve-konventionerne og dermed en usikkerhed om, hvordan krigsfanger ville blive behandlet, som gav anledning til overvejelser.
Det blev fra amerikansk side tilkendegivet, at selvom fanger ikke fik krigsfangestatus – og dermed ikke alle de særlige rettigheder, som tilkommer krigsfanger – ville de blive behandlet
“humanely and, to the extent appropriate and consistent with military necessity, in a manner consistent with the principles of Geneva.”
Spørgsmålet om det forsvarlige i at overgive tilbageholdte personer til de amerikanske styrker blev i den forbindelse overvejet på embedsmandsplan i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. Efter forklaringerne fra AT, FL, DNR, NAKO og JH og på baggrund af det fremlagte skriftlige materiale herom må det lægges til grund, at Forsvarsministeriet i overensstemmelse med Udenrigsministeriets holdning besluttede, at det var forsvarligt at overgive fanger til de amerikanske styrker.
På nogenlunde samme tid var Forsvarskommandoen i dialog med ledelsen af de danske styrker i Afghanistan, som uafhængigt af de hjemlige drøftelser havde overvejet og rejst spørgsmål i relation til overgivelse af fanger til de amerikanske styrker. Disse spørgsmål blev også bragt op på embedsmandsplan i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. Konklusionen på disse overvejelser blev som tidligere, at det var forsvarligt at overgive fanger til de amerikanske styrker.
Spørgsmålet om overgivelse af fanger til de amerikanske soldater blev første gang aktualiseret den 13. februar 2002, da danske soldater tilbageholdt 3 voksne mænd og en dreng. De 3 mænd blev overgivet til de amerikanske styrker, men blev løsladt igen efter kort tid. Der er ikke for landsretten fremkommet oplysninger om, at de pågældende skulle have været udsat for nogen form for overgreb. En af de jægersoldater, som har afgivet vidneforklaring, har forklaret, at han efter instruks fra FL fulgte med de 3 mænd, da de blev overgivet til amerikanerne, idet ”Han skulle sikre, at de havde det godt, fordi de var danskernes ansvar”. Han var i lejren i ca. 20 minutter, indtil de pågældende blev løsladt efter endt udspørgen. Han så ikke antydningen af vold, mishandling, slag eller spark og var ikke utryg ved at overlade tilbageholdte til amerikanerne.
Den danske tolk, som var udlånt til de amerikanske styrker i januar-februar 2002, har til auditørrapporten forklaret, at han havde set fanger blive udsat for vold og nedværdigende behandling under de afhøringer, han bistod med i den amerikanske fangelejr i februar 2002, og at han havde fortalt både FL og FE-manden ”H” herom. Der er ifølge auditørrapporten ikke andre forklaringer eller bevisligheder, der understøtter denne forklaring, udover at en dansk fange ved navn AS ifølge rapporten har forklaret, at han blev lidt hårdhændet behandlet med slag og spark i den første tid, han var i lejren.
For landsretten har tolken beskrevet fangernes forhold i fangelejren. Han har forklaret, at en episode med en gammel mand, der havde fået slået tænderne ud, er det eneste tilfælde, hvor han konkret oplevede en person, som havde været udsat for vold. Manden havde dog ikke pådraget sig skaderne i fangelejren, men forud for eller under den operation, hvor han blev taget til fange. Han har forklaret, at AS havde fortalt, at han havde fået tærsk af amerikanerne, men tolken ved ikke, om det var i forbindelse med tilfangetagelsen i Pakistan eller i Kandahar. Han gik ud fra, at det var ved anholdelsen.
Om baggrunden for sin ændrede forklaring, har tolken navnlig forklaret, at han …, da han afgav forklaring i 2004. Han mener derfor, at hans forklaring dengang kan have været en sammenblanding af fantasi og virkelighed, og at han kan have refereret rygter, han havde hørt, som sine egne oplevelser. Herudover mener han, at hans opfattelse af forholdene i lejren som værende urimeligt dårlige kan have været påvirket af specifikke traumatiske oplevelser i hans barndom i … og af, at han ikke var forberedt på at skulle se forhold som i fangelejren. Det samme gælder hans stærke reaktion på, at fangerne var i håndjern og fik en hætte over hovedet, når de blev ført til afhøring.
Ingen af de soldater, som er blevet afhørt i landsretten eller til auditørrapporten, har kunnet bekræfte det, som tolken har forklaret til auditørrapporten om overgreb i fangelejren og om, at han fortalte herom til de øvrige i den danske lejr. FL har forklaret, at han flere gange før den 17. – 18. marts 2002 havde været i den amerikanske fangelejr og ikke havde set noget, der kunne give anledning til bekymring vedrørende behandlingen af fanger. Han har videre forklaret, at han intet havde hørt fra de officerer fra andre landes styrker, som han regelmæssigt mødtes med, om mishandling eller dårlig behandling af fanger fra amerikanernes side. Bortset fra episoden med den gamle mand har tolken ikke fortalt ham om overgreb på fanger. Tolken fortalte, at den pågældende havde pådraget sig skaderne under den episode, hvor han blev pågrebet. Heller ikke de øvrige vidner, som har været udsendt i perioden, herunder den jægersoldat, der som sanitetsmand behandlede fanger i fangelejren, har i perioden frem til den 17. – 18. marts 2002 selv set eller hørt rygter om forhold, der kunne give anledning til tvivl om, hvorvidt fangerne blev behandlet humant.
Den 17. marts 2002 deltog en enhed af den danske styrke i Afghanistan i en fælles operation med amerikanske soldater. Opgaven for de danske soldater var at fungere som støtte for den amerikanske enhed. Efter de afgivne forklaringer var de danske soldaters opgave at undersøge en lokalitet, som på daværende tidspunkt blev antaget for at være en koranskole, og sikre, at de amerikanske soldater ikke blev angrebet herfra. Mod forventning opholdt der sig i bygningen 31 bevæbnede personer, som alle blev tilbageholdt af de danske soldater. Efter at de amerikanske soldater var kommet til stede, besluttede den amerikanske leder af operationen, at de tilbageholdte skulle føres til basen i Kandahar med henblik på nærmere udspørgen. De danske og de amerikanske soldater førte sammen de tilbageholdte til basen, hvortil de ankom på et tidspunkt om morgenen den 18. marts 2002. Ved ankomsten til lejrens hovedindgang fik de tilbageholdte hætter over hovedet, hvorefter de blev ført til den amerikanske del af lejren, hvor de blev overgivet til amerikanske soldater, som førte dem ind i detention center.
GT har forklaret, at et eksemplar af koranen faldt på gulvet, da soldater sparkede til en hylde med bøger. Han har ikke forklaret om, at danske soldater skulle have begået overgreb på hans person. Han har forklaret, at ”behandlingen, han fik af danskerne, var ikke så slem som de efterfølgende 4 dage.” Han traf beslutningen om at sagsøge de danske myndigheder i stedet for de amerikanske, fordi det var de danske soldater, som stod for tilfangetagelsen og dermed startede det hele.
GT har endvidere forklaret, hvordan han oplevede at blive behandlet i den amerikanske fangelejr. Han har forklaret om vold navnlig i form af, at soldater sparkede eller trampede mod hans hoved og krop, medens han lå med ansigtet trykket ned i grus. Han har videre forklaret om nedværdigende behandling, herunder at han fik tøjet revet af, så han stod nøgen, medens han havde en hætte over hovedet. Han kunne ikke se, hvem der var til stede, men havde en fornemmelse af, at kvinder så på. Han har desuden forklaret om afklipning af skæg og hår, så han blev kronraget. Han har endelig forklaret om afstraffelse, som bestod i at sidde på knæ i op til 1½ time. Han blev ikke udsat for overgreb under afhøringerne, men navnlig i forbindelse med ankomsten til lejren og under transporten til og fra afhøringerne. Det var hans livs værste oplevelse, og han lider fortsat under de fysiske og psykiske mén, han pådrog sig under opholdet i fangelejren. Han har konsulteret læge 300 - 400 gange, gennemgået 21 hospitalsundersøgelser og har fået 40 indsprøjtninger i knæene. GTs forklaring er ikke nærmere underbygget af vidneforklaringer. Der er fremlagt et foto af fangerne efter løsladelsen, hvoraf fremgår, at de var kronragede og uden skæg. Endvidere har GT fremlagt en række lægelige oplysninger og erklæringer fra 2004 og 2009.
Stillingtagen til påstand 7
Et ansvarsgrundlag for Forsvarsministeriet forudsætter, at danske soldater har behandlet GT inhumant, eller at Forsvarsministeriet og herunder danske soldater i Afghanistan havde viden om eller grund til at formode, at de amerikanske styrker ikke ville behandle fanger humant i overensstemmelse med internationale konventioner, da de overgav GT til dem. Et ansvar kan også begrundes i manglende eller utilstrækkeligt tilsyn med GT, medens han var i amerikansk varetægt.
Det kan hverken efter GTs forklaring eller de afgivne vidneforklaringer lægges til grund, at de danske soldater har handlet ansvarspådragende i forbindelse med tilbageholdelsen og i tidsrummet indtil overgivelsen af de tilbageholdte til de amerikanske styrker. Det, som GT har anført, vedrørende den danske planlægning og udførelse af operationen, herunder vedrørende manglende tolkebistand og registrering m.v., kan således ikke begrunde et krav på erstatning eller godtgørelse. Selvom det måtte lægges til grund, at et eksemplar af koranen faldt på gulvet i forbindelse med operationen, således som GT har forklaret, kan dette heller ikke begrunde et krav på erstatning eller godtgørelse.
Efter bevisførelsen finder landsretten ikke, at Forsvarsministeriet som følge af udmeldingerne fra præsident Bush og forsvarsminister Rumsfeld havde viden om eller grund til at formode, at de amerikanske styrker ikke ville behandle fanger humant i overensstemmelse med internationale konventioner, da GT blev overgivet til de amerikanske styrker. Den omstændighed, at medlemmer af Taliban ikke ville blive behandlet som krigsfanger i overensstemmelse med formodningsreglen i Tillægsprotokol I til Geneve-konventionerne, som Danmark, men ikke USA, havde tiltrådt, kan ikke føre til en antagelse om, at Forsvarsministeriet vidste eller burde vide, at de amerikanske styrker ikke ville behandle fanger humant. Dette ville i øvrigt være i strid med de klare amerikanske tilkendegivelser om at behandle fanger ”humanely”.
Der er ikke fremkommet oplysninger om de amerikanske styrkers behandling af de 3 personer, der blev overgivet til de amerikanske styrker den 13. februar 2002, som kunne eller burde give anledning til formodning om, at personer i de amerikanske styrkers varetægt ikke ville blive behandlet humant.
Efter de forklaringer, som er afgivet for landsretten af danske soldater, kan det heller ikke lægges til grund, at danske soldater i øvrigt i marts 2002 eller forud herfor havde en viden eller som følge af rygter havde en formodning om, at amerikanske soldater rent faktisk behandlede fanger i fangelejren inhumant. Tilsvarende gælder de forklaringer, som er afgivet af danske og amerikanske soldater til auditørrapporten.
Landsretten finder, at tolkens detaljerede og sammenhængende forklaring for landsretten er troværdig. Landsretten lægger efter denne forklaring til grund, at tolken til de andre danske soldater har beskrevet, hvad han som følge af sin særlige personlige baggrund og forudsætninger opfattede som overgreb, men at han ikke har set eller fortalt de øvrige danske soldater om tegn på inhuman behandling af fanger i den amerikanske lejr. Det må herunder lægges til grund, at den gamle mand, som tolken har forklaret om, havde pådraget sig sine skader, inden han kom til fangelejren, og at den øverstbefalende for de amerikanske styrker straks tog initiativ til en undersøgelse af sagen.
Efter bevisførelsen finder landsretten samlet set ikke, at de danske soldater og dermed heller ikke Forsvarsministeriet havde en sådan viden eller formodning om inhuman behandling af fanger i fangelejren, at det var uforsvarligt og dermed ansvarspådragende at overgive tilbageholdte personer til de amerikanske styrker.
Landsretten finder heller ikke, at et eventuelt ansvar kan støttes på manglende eller utilstrækkeligt tilsyn med de personer, som blev overgivet til de amerikanske styrker. Ifølge FL havde der inden den 17. – 18. marts 2002 været drøftelser om tilsyn med personer, der måtte blive overgivet til de amerikanske styrker, men da der ikke hidtil havde været tale om længere tilbageholdelse af fanger, havde det ikke været relevant. Han har forklaret, at hvis de 31 overgivne fanger var endt med at blive tilbageholdt i den amerikanske lejr i længere tid, ville han have kontaktet HOK for at få nærmere direktiver for et tilsyn. JH har endvidere forklaret, at det var overladt til FLs skøn, hvorledes et tilsyn skulle gennemføres. Landsretten finder ikke grundlag for at betvivle disse forklaringer og lægger dermed til grund, at der ville være blevet ført fornødent tilsyn, hvis de overgivne 31 fanger var blevet tilbageholdt udover en kortere periode. GT og de øvrige 30 fanger blev imidlertid løsladt efter ganske kort tid. Under disse omstændigheder finder landsretten ikke, at det forhold, at der ikke var fastsat retningslinjer for tilsyn, og det forhold, at der ikke efter overgivelsen fra de danske styrkers side blev ført tilsyn med de overgivne, kan anses for en ansvarspådragende fejl.
Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at GT har været udsat for den behandling af de amerikanske soldater, som han gør gældende, kan der således ikke gives medhold i den nedlagte betalingspåstand over for Forsvarsministeriet, da det ikke er godtgjort, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag.
Forsvarsministeriet frifindes derfor for GTs påstand 7.
Stillingtagen til påstandene 1 – 6
Anerkendelsespåstandene 1-3 og 6 er efter deres indhold i realiteten anbringender til støtte for betalingskravet i påstand 7. Da en afgørelse af disse anerkendelsespåstande ikke vil have betydning for GTs retsstilling i andre henseender, finder landsretten ikke, at han har nogen selvstændig interesse i at få påkendt disse påstande. Landsretten giver derfor Forsvarsministeriet medhold i påstanden om afvisning.
Landsretten giver endvidere Forsvarsministeriet medhold i påstanden om afvisning af GTs anerkendelsespåstande 4 og 5. Selvom disse påstande går videre end at være anbringender til støtte for betalingskravet i påstand 7, finder landsretten ikke, at GT har en retlig interesse i at opnå Forsvarsministeriets anerkendelse af, at behandlingen af GT hos de amerikanske styrker udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
----oo0oo---
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tlf. 33 97 05 29) eller mobil tlf. 22879052.
Sagen har j.nr. B-1627-07, 16. afd.