Østre Landsrets 11. afdeling har den 19. januar 2012 afsagt ankedom i en større straffesag, hvor en 33-årig mand, T1, er idømt fængsel i 12 år for blandt andet besiddelse af ca. 24 kg. amfetamin, ca. 1,3 kg. kokain og ca. 30.000 stk. amfetamintabletter med henblik på videresalg. T1 blev ved Retten i Næstved dømt for disse forhold begået i forening med T2, og begge blev ved byrettens dom idømt fængsel i 12 år.
Byrettens dom, der alene var anket til landsretten af T1, var anket med påstand om frifindelse i sagens væsentligste forhold, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse.
T1 har for landsretten navnlig gjort gældende, at han alene er skyldig i besiddelse af en mindre mængde på ca. 200 gram kokain, som blev fundet i T1’s samlevers bil, men at han – i overensstemmelse med T2’s erkendelse og forklaring herom – ikke var medansvarlig for besiddelsen af den resterende mængde euforiserende stoffer, der blev fundet i en garage.
Landsretten henviste i sin begrundelse for domfældelse til en række forhold, herunder navnlig T1’s nære tilknytning til den garage, hvor den store mængde euforiserende stoffer blev fundet.
Landsretten lagde ved strafudmålingen navnlig vægt på stoffernes art og mængde. Landsretten lagde tillige vægt på, at T1 tidligere var dømt for salg af bl.a. 2,5 kg. amfetamin.
Der blev endvidere truffet bestemmelse om konfiskation hos T1 af bl.a. den fundne mængde euforiserende stoffer, 68.450 kr., som han opbevarede i kontanter, og en bil af mærket Mercedes Benz.
Sagen har været behandlet af landsrettens 11. afdeling under journalnummer S-2074-11.
Henvendelse vedrørende afgørelsen kan rettes til pressekontaktdommer landsdommer Michael Lerche på telefon 33970529 (direkte nummer) eller 22879052 (mobiltelefon).
Anmodning om udskrift af landsrettens afgørelse skal rettes til regnskab@oestrelandsret.dk. For udskrift betales 175 kr. Læs mere på www.oestrelandsret.dk.