Østre Landsret har i dag afsagt dom i de såkaldte Christiania-sager. 
26-05-2009 

Under sagerne havde Fællesskabet Fristaden Christiania rejst krav om, at Den danske Stat repræsenteret af Slots-og Ejendomsstyrelsen skulle anerkende, at Fællesskabet havde en uopsigelig ret til at benytte Christianiaområdet.

I anden række gjorde Fællesskabet gældende, at den opsigelse af deres ret til at benytte området, som fandt sted efter ændringen af Christianialoven i 2004, var ugyldig eller skulle ske med et væsentligt længere varsel end de 1½ år, som Ejendomsstyrelsen havde givet.

Derudover gjorde ca.700 individuelle beboere og virksomheder på Christiania gældende, at opsigelsen ikke var bindende for dem. En del af beboerne havde desuden anført, at de havde opnået egne rettigheder til dele af området, herunder bl.a. ved hævd, uafhængigt af statens og Fællesskabets aftaler.

Fællesskabet og beboerne henviste under sagen dels til statens meget langvarige accept af deres benyttelse af området, dels til en række udtalelser fremsat af forskellige ministre i Folketinget, der gav udtryk for, at Christiania kunne fortsætte uden tidsbegrænsning. Endvidere henviste Fællesskabet og beboerne til nogle såkaldte rammeaftaler om benyttelsen, der blev indgået mellem Christianias Kontaktgruppe og Forsvarsministeriet fra 1991 og flere gange blev fornyet, først årligt og siden for flere år ad gangen.

Ejendomsstyrelsen henviste til, at det til stadighed har været anerkendt, at området tilhører staten, og at Højesteret i 1978 fastslog, at Fællesskabet ikke havde særlige rettigheder. Fællesskabet fik i 1979 besked på, at benyttelsen ville blive accepteret indtil videre, men kunne opsiges med 6 måneders varsel. De aftaler, der senere blev indgået, var alle indgået for en tidsmæssigt begrænset periode, og indeholdt ingen garantier mod opsigelse. Derfor måtte staten også kunne opsige brugen, når den sidste aftale udløb, hvilket var i 2004. Det varsel, der var meddelt, var tre gange så langt som lovet og i praksis væsentligt længere, fordi der efterfølgende er udstedt tilladelser til langt de fleste beboere og virksomheder, der gør det muligt for dem at benytte arealerne i endnu længere tid.

Landsretten gav Ejendomsstyrelsen medhold. Landsrettens begrundelse er gengivet i det følgende.
Punkt 1 i begrundelsen vedrører spørgsmålet om uopsigelig brugsret, punkt 2 spørgsmålet om opsigelsen og varslets længde, punkt 3-7 vedrører de krav, der var rejst af de forskellige individuelle beboere og virksomheder.



”Landsrettens begrundelse og resultat

1. Fællesskabet Christianias principale påstand
Ved Højesterets dom af 2. februar 1978 blev det fastslået, at Fællesskabet Christiania ikke på daværende tidspunkt havde erhvervet rettigheder, herunder ej heller brugsrettigheder over Christianiaarealet, der kunne føre til, at Forsvarsministeriet var afskåret fra at forlange området rømmet af beboerne.

Af daværende forsvarsminister Poul Søgaards udtalelser i Folketinget den 8. februar 1978 fremgår, at Christianias beboere kunne forvente at anvende området i yderligere 2-3 år indtil et nybyggeri kunne påbegyndes. Ministeren anførte herunder, at der var tale om en ”midlertidig forlængelse af den nuværende benyttelse.”

Ved den såkaldte plakat af 1. juni 1979 blev det meddelt Christianias beboere, ”at den hidtidige benyttelse af Christiania-området kan fortsætte på nærmere fastsatte vilkår, indtil beboerne af forsvarsministeriet får meddelelse om, at arealet skal bebygges eller anvendes på anden måde. Der vil blive givet beboerne meddelelse om fraflytningstidspunktet med et varsel på 6 måneder ved bekendtgørelse i statstidende.”

Efter indholdet af Højesterets dom sammenholdt med de ovennævnte tilkendegivelser fra forsvarsministeren finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at Fællesskabet Christiania ikke forud for plakaten af 1. juni 1979, eller alene på grundlag af dennes indhold, har erhvervet uopsigelig brugsret over Christianiaarealerne, der går ud over, hvad der følger af Plakatens indhold. Det forhold, at Christiania ikke efter afsigelsen af Højesterets dom blev ryddet, ændrer ikke herved, idet Fællesskabet Christianias ret til foreløbig at blive på arealet blev tilsagt ved Plakaten.

Spørgsmålet er herefter, om der i perioden fra 1979 til indgåelsen af rammeaftalen i 1991 er tilsagt Fællesskabet Christiania en brugsret som påstået, eller om brugsret i samme periode er erhvervet af Fællesskabet på anden måde.

Af daværende miljøminister Erik Holst’s redegørelse af 9. marts 1982 om Christiania til Folketinget, som Folketingets flertal tog til efterretning, fremgår bl.a., at regeringen gerne så, at de mest bæredygtige aktiviteter på Christiania kunne indgå i en kommende plan for arealernes anvendelse. Af ministerens redegørelse fremgår endvidere, at regeringen under visse forudsætninger, herunder lovliggørelse af bygninger og installationer, ville arbejde for en fremtidig anvendelse af området ”i en proces, der forløber sideløbende med og integreret i et forsøg på at ændre Christianiasamfundet.”.

Miljøministeren udtalte i samme forbindelse på direkte forespørgsel, at regeringen ikke gik ind for en rømning af Christiania.

Det fremgår af Ole Lykke Andersens forklaring, at miljøministeren i marts 1982 under et møde med beboere på Christiania udtalte, at Christiania kunne fortsætte på ubestemt tid, på betingelse af at der skete en løbende lovliggørelse.

I november 1982 udtalte daværende forsvarsminister Hans Engell, at den tidligere miljøministers redegørelse til Folketinget i marts samme år indebar, at Christiania uden nogen tidsbegrænsning kunne fortsætte, hvis en række nærmere beskrevne forudsætninger opfyldtes.

Af betænkningen i forbindelse med beslutningsforslag B 42 af 6. maj 1986 fremgår bl.a., at flertallet opfordrede regeringen til at sørge for, at der blev indgået en ”brugsretskontrakt mellem forsvarsministeriet og Christiania”, der skulle indeholde en række nærmere opregnede bestemmelser, herunder om betaling af løbende udgifter og senere husleje.

Forud for vedtagelsen af christianialoven, lov nr. 399 af 7. juni 1989, udtalte daværende forsvarsminister Knud Enggaard i Folketinget, at der på intet tidspunkt var givet beboerne garanti for, at de kunne forblive på området. Af lovens § 3 fremgår bl.a., at forsvarsministeren kan tillade, såvel at bygninger opføres, som at de ombygges eller nedrives, at forsvarsministeren kan stille vilkår herfor og kan tilbagekalde tilladelser, samt at forsvarsministeren kan træffe bestemmelse om anvendelse af bygninger og arealer. Af lovens § 4 fremgår bl.a., at forsvarsministeren kan lade personer, der ikke fjerner sig fra nærmere angivne bygninger, fjerne. Af lovens § 6 fremgår bl.a., at forsvarsministeren uden retskendelse har adgang til bl.a. bygninger. Efter indholdet af loven og dennes forarbejder må det således lægges til grund, at lovgiver ikke ved lovens vedtagelse var af den opfattelse, at Fællesskabet havde erhvervet rettigheder, der på nogen måde kunne indskrænke Forsvarsministeriets adgang til i fuldt omfang at udøve en ejers råden over Christiania. Det forhold, at loven giver ministeren mulighed for at udstede individuelle tilladelser, taler yderligere imod, at der skulle eksistere nogen kollektiv brugsret, der kunne være uforenelig hermed.

De af Fællesskabet påberåbte, i det væsentlige meget generelt formulerede udtalelser i Folketinget, var alle knyttet til opfyldelse af en række bredt beskrevne betingelser herunder bl.a. ”lovliggørelse”, og var ikke henvendt til Fællesskabet, men til Folketinget. Landsretten finder ikke, at Fællesskabet på denne baggrund har haft grund til at antage, at man fra Folketingets eller regeringens side i tiden forud for indgåelsen af rammeaftalen i 1991 herved havde tilsagt Fællesskabet en uopsigelig og i det væsentlige vederlagsfri brugsret til Christianiaarealerne. Det kan ikke føre til et andet resultat, at daværende miljøminister Erik Holst under et møde på Christiania måtte være fremkommet med udtalelser svarende til dem, han havde fremsat i Folketinget. Indtil vedtagelsen af christianialoven var det derfor fortsat plakaten af 1. juni 1979, der udgjorde det retlige grundlag for Fællesskabets benyttelse af arealet. Der er heller ikke i det, som Fællesskabet i øvrigt har anført om denne periode, baggrund for at statuere, at en sådan ret på andet grundlag er erhvervet af Fællesskabet forud for rammeaftalen af 1991.

Spørgsmålet er herefter, om en uopsigelig brugsret kan statueres på grundlag af rammeaftalen og forlængelserne heraf i perioden fra 1991 til 2004.

Forud for indgåelsen af rammeaftalen i 1991 havde Christianiasekretariatet og Styringsrådet indrykket en artikel i ”Ugespejlet” nr. 41, 1990, hvoraf fremgik, at Fællesskabet på visse betingelser kunne opnå ret til at benytte arealerne. Under forhandlingerne mellem Fællesskabets repræsentanter og Christianiasekretariatet tilkendegav sidstnævnte, at en aftale ikke kunne indgås med en varighed af 99 år, men måtte indgås for foreløbig et eller to år. Christianiasekretariatet anførte i et brev af 16. august 1991 til Fællesskabets kontaktgruppe, at den almindelige revisionsbestemmelse i aftalen bl.a. skulle sikre, at ingen blev forledt til at tro, at aftalen gjaldt for evigt. Dommer Niels Viltoft gjorde i et notat af 26. august 1991 Kontaktgruppen opmærksom på, at Forsvarsministeriet efter hans vurdering havde kompetence til at fastsætte de tidsmæssige vilkår, der skulle gælde for Fællesskabets brugsret. Det fremgår af Kontaktgruppens følgebrev af august 1991 til beboerne, at Kontaktgruppen var opmærksom på, at regeringen efter loven kunne enten nedlægge eller sikre Christiania.

Disse forudgående tilkendegivelser må sammenholdes med rammeaftalens ordlyd. Af denne og de dertil knyttede bilag fremgår bl.a., at beboernes brugsret til Christiania bekræftes. Det fremgår endvidere, at aftalen må betragtes som et eksperiment, og der er flere bestemmelser om løbende revision og om aftalens implementering i praksis. Forsvarsministeriets tilslutning blev ved departementschef Michael Christiansens påtegning af 10. oktober 1991, mod hvilken der som anført af Ejendomsstyrelsen ikke blev rejst indsigelse fra Fællesskabets side, betinget af yderligere præcisering af en række punkter og med klar tilkendegivelse af, at aftalen i modsat fald ville bortfalde ved udgangen af 1991. Dette blev gentaget af Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse udsendt samme dag. Af samme pressemeddelelse fremgår, at aftalen gav ”Christianitterne” ret til at bebo området, såfremt en række betingelser opfyldtes. Efter yderligere præciseringer fra Fællesskabets side i december 1991 godkendte Forsvarsministeriet ved departementschefens påtegning af 30. januar 1992 aftalen for 1992.

De efterfølgende aftaler for 1993, 1994 og 1995 indeholder årstalsangivelser og Fællesskabet har selv under forhandlinger accepteret dette, jf. således f.eks. de af Fællesskabet udarbejdede ”Forslag til bilag i rammeaftale for 1995”. Såvel den i 1996 som den i 1999 indgåede rammeaftale indeholder en udtrykkelig tidsbegrænsning.

Landsretten finder herefter ikke grundlag for at fortolke rammeaftalerne anderledes end, hvad der følger direkte af aftalernes ordlyd, således at der i det hele var tale om tidsbegrænsede aftaler.

Det fremgår af christianialovens § 3, at de af forsvarsministeren meddelte tilladelser til anvendelse af såvel bygninger som arealer kan tidsbegrænses, og at der kan stilles vilkår for tilladelserne. Det fremgår endvidere af Forsvarsministeriets påtegning af 11. februar 1994 på rammeaftalen for 1994, at ministeriet forbeholdt sig at anvende lovens sanktioner. Muligheden for anvendelse af lovens sanktioner er på ny fremhævet af ministeriet i brev af 15. januar 1996 til Kontaktgruppen.

Den omstændighed, at Christianiasekretariatet og dermed Forsvarsministeriet ved formuleringen af rammeaftalen i 1991 og ved de efterfølgende aftaler bevidst valgte at acceptere, at aftalerne indeholdt en bestemmelse om, at beboernes brugsret bekræftes, kan herefter ikke føre til, at Fællesskabet kan anses for ved rammeaftalerne at have erhvervet en uopsigelig brugsret.

Herefter frifindes Ejendomsstyrelsen for Fællesskabet Christianias principale påstand.

2. Fællesskabet Christianias subsidiære påstand
Indledningsvis bemærkes, at det af Fællesskabet er ubestridt, at Christianiaarealerne tilhører staten. Ved afgørelsen af, om opsigelsen er berettiget, og om det opsigelsesvarsel, der er meddelt Fællesskabet, er tilstrækkeligt, kan landsretten derfor alene tage hensyn til, hvad der følger af gældende lov og indgåede aftaler, således som også anført i præmisserne til Højesterets dom af 2. februar 1978.

Fællesskabet har støttet den subsidiære påstand på, at Ejendomsstyrelsen skulle have begået væsentlige sagsbehandlingsfejl i forbindelse med opsigelsen, særligt ved manglende høring og manglende selvstændig sagsbehandling, at opsigelsen er usaglig, samt endelig, at det meddelte opsigelsesvarsel på 1½ år er for kort.

Det fremgår af den opsigelse, Ejendomsstyrelsen indrykkede den 30. juni 2004 i Statstidende og tilsendte Kontaktgruppen, at opsigelsen fandt sted med hjemmel i § 3, stk. 1, i christianialoven, således som denne bestemmelse er formuleret efter ændringen ved lov nr. 431 af 9. juni 2004.

Lovbestemmelsen indeholder efter sin ordlyd utvivlsomt hjemmel til at opsige brugsrettigheder. Det fremgår også af bemærkningerne til lovforslaget, at dette er formålet med bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2003-2004, Tillæg A, s. 7064-7065, hvoraf tillige fremgår, at det er hensigten at den kollektive ordning bringes til ophør pr. 1. januar 2006. Lovforslaget har været fremsendt til Kontaktgruppen til høring, og Kontaktgruppen har såvel skriftligt som mundtligt fremsat bemærkninger hertil.

Lovbestemmelsen forudsætter ikke hverken efter sin ordlyd eller efter forarbejderne anvendelse af en særligt angivet fremgangsmåde forud for eller ved opsigelse af brugsrettigheder bortset fra, at der skal gives et passende varsel. Det er således særligt ikke forudsat, at der skal ske høring af de berørte, eller at en bestemt sagsbehandlingsmæssig fremgangsmåde skal anvendes af den ansvarlige myndighed.

Landsretten finder herefter ikke, at Ejendomsstyrelsen ved den stedfundne opsigelse, der er baseret på en utvetydig lovhjemmel, har tilsidesat væsentlige forvaltningsretlige grundprincipper eller i øvrigt har begået fejl, der kan føre til, at de afgivne opsigelser er ugyldige. Dette gælder uanset, om Fællesskabets udøvelse af brugsretten frem til udløbet af den sidste rammeaftale kan antages at have hvilet på en offentligretlig tilladelse. Landsretten har endvidere, da opsigelsen har haft klar lovhjemmel og er sket som foreskrevet i bemærkningerne til lovforslaget, ikke grundlag for at tilsidesætte opsigelsen som usaglig.

Udgangspunktet for fastsættelsen af et opsigelsesvarsel for brugsretten må antages at være den 6 måneders frist, der er meddelt beboerne på Christiania ved plakaten af 1. juni 1979. Ved de senere rammeaftaler må denne frist anses for at være fraveget i hvert fald for aftalernes løbetid.

Statens meget langvarige accept af den stedfundne anvendelse af arealerne må føre til, at et længere varsel må fastsættes. Det må omvendt tages i betragtning, at opsigelse først er afgivet ved udløbet af den seneste rammeaftale, og at Fællesskabet forud herfor var bekendt med, at denne ikke ville blive forlænget. Ved afgørelsen af, om det meddelte opsigelsesvarsel kan anses for tilstrækkeligt, må der endvidere tages hensyn til, at aftaleforholdet adskiller sig fra en almindelig privatretlig aftale derved, at beboerne ikke betaler husleje. Det må endvidere tillægges betydning, at christianialoven forudsætter en efterfølgende overgangsperiode på 2-5 år med udstedelse af individuelle brugstilladelser, ligesom der er mulighed for, at beboerne kan anmode om anvisning af erstatningsbolig og dækning af omkostninger ved flytning. I hvert fald under disse omstændigheder finder landsretten ikke, at det kan fastslås, at Fællesskabet Christiania har retskrav på et længere varsel end det af det af Ejendomsstyrelsen fastsatte varsel, der svarer til det varsel Folketinget forudsatte ved vedtagelsen af lov nr. 431 af 9. juni 2004. Ejendomsstyrelsen frifindes herefter tillige for Fællesskabets subsidiære påstand.

Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til Ejendomsstyrelsens subsidiære påstand om afvisning.

3. Sagsøgerne Arne Viggo Mogensen Nyborg (7), Sally-Merete Klixbull (101), Charles Jaques Lami (226), og Grete Christensen (594)
Da ovennævnte sagsøgere alle er afgået ved døden efter sagens anlæg, og da dødsboerne er afsluttet ved boudlæg, afvises sagen for deres vedkommende, idet de herefter ikke kan optræde som procesparter.

4. Sagsøgerne Richardt Thomas Lionheart m.fl.’s påstande I.1.A, I.1.B og I.2
De tidligste, oprindelig ubestridt ulovlige, indflytninger på Christiania fandt sted i 1971.
Den 1. april 1976 indgav Forsvarsministeriet begæring til fogedretten i København om, at alle beboere på Christiania skulle udsættes. Ved Østre Landsrets dom af 10. februar 1977 blev det bl.a. bestemt, at fogedforretningen kunne fremmes. Landsrettens dom blev – i det omfang den var anket – stadfæstet af Højesteret ved dommen af 2. februar 1978. Uanset om den for en hævdserhvervelse nødvendige tidsperiode kan anses for at være påbegyndt allerede i 1971, er denne således for alle daværende beboeres vedkommende afbrudt ved retsskridt. En ny hævdsperiode kan derfor tidligst anses for påbegyndt efter afsigelsen af Højesterets dom.

Plakaten af 1. juni 1979 fremkom relativt kort efter Højesterets dom og blev indrykket i Statstidende. Af Plakaten fremgår en række betingelser for anvendelsen af området samt krav om betaling, og der angives et varsel for eventuelt krav om fraflytning. Som sagen foreligger oplyst for landsretten, må det lægges til grund, at Plakatens indhold er meddelt beboerne på Christiania på effektiv måde.

Rammeaftalen af 1991 er indgået mellem repræsentanter for Forsvarsministeriet og Kontaktgruppen på Fællesskabet Christianias vegne. Som supplement til rammeaftalen er i 1996 indgået aftaler mellem Forsvarsministeriet, Fæstnings- og Natursekretariatet og Kontaktgruppen, indeholdende detaljeret regulering af byggeriet, herunder om anvendelsen af individuelle, navngivne bygninger. Efter det oplyste om forløbet af forhandlingerne, herunder de på Christiania gennemførte drøftelser og høringer og efter det oplyste om Christianias såkaldte konsensusdemokrati, har de relevante myndigheder kunnet gå ud fra, at aftalerne var indgået med personer, der i nødvendigt omfang kunne forpligte såvel Fællesskabet Christiania som Christianias beboere. Da benyttelsen af Christiania således i hvert fald siden 1991 har hvilet på en udtrykkelig aftale mellem Christiania og Forsvarsministeriet, må en eventuel påbegyndt hævdserhvervelse anses for afbrudt senest fra indgåelsen af den første rammeaftale. Det er herefter ikke afgørende, om plakaten af 1979 eller indholdet af eller forarbejderne til lov nr. 399 af 7. juni i 1989 kan føre til udelukkelse af hævd.

Da benyttelsen herefter i hvert fald siden 1991 har hvilet på aftale, kan erhvervelse af ejendomsret eller brugsret ved hævd ikke finde sted.

Sagsøgerne har subsidiært til støtte for påstand I.1.B og til støtte for påstand I.2 anført, at de på andet grundlag end hævd har erhvervet en tidsubegrænset uopsigelig brugsret eller en brugsret, der kan opsiges med et varsel på 30 år, subsidiært et kortere varsel. Sagsøgerne har herved navnlig henvist til Ejendomsstyrelsens erklæringer og meddelelser forud for rammeaftalen af 1991, samt rammeaftalens indhold og anført, at det var tilsigtet, at brugsforholdene skulle være tidsubegrænsede og uopsigelige.

Af de grunde, der er anført ovenfor under pkt. 1 og pkt. 2 vedrørende Fællesskabet Christianias påstande, kan det ikke antages, at de individuelle sagsøgere ved rammeaftalen eller ved tilkendegivelser forud herfor har opnået videregående rettigheder end Fællesskabet.

Ejendomsstyrelsen frifindes derfor for disse påstande.

5. Sagsøgerne Richardt Thomas Lionheart m.fl.’s påstand II
Som anført under pkt. 1 lægger landsretten til grund, at sagsøgernes anvendelse af Christianiaområdet i perioden fra 1979 og indtil den første rammeaftale hvilede på plakaten af 1. juni 1979.

Ingen af sagsøgerne har påberåbt sig at have indgået individuelle lejeaftaler i tiden forud for rammeaftalen af 1991.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 399 af 7. juni 1989, at beboernes anvendelse af området ikke på noget tidspunkt har været omfattet af lejelovgivningen, og at brugs- eller lejeforhold omfattet heraf ikke fremtidig ville kunne etableres, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 5491 ff., ”Almindelige bemærkninger” afsnit 3. Hverken rammeaftalernes indhold eller de individuelle tilladelser, der blev meddelt frem til 2004, kan føre til, at disse kan betragtes som individuelle lejeaftaler indgået med enkelte sagsøgere i strid med de klare intentioner bag loven.

De af Ejendomsstyrelsen udstedte tilladelser efter anmeldelsen af rettigheder i 2005 indeholder klare og utvetydige forbehold i henseende til såvel varigheden som karakteren af de anmeldte rettigheder, idet det bl.a. anføres, at der er tale om midlertidige brugstilladelser. Landsretten finder herefter ikke noget grundlag for at antage, at sagsøgernes anvendelse af lokaliteter på Christiania er omfattet af lejelovgivningen. Ejendomsstyrelsen frifindes herefter for denne påstand.

6. Sagsøgerne Richardt Thomas Lionheart m.fl.’s påstand III og IV og sagsøgerne Anita Andersen m.fl.’s påstand I
Den seneste rammeaftale, der blev underskrevet af parterne i juni 1999, udløb efter sin ordlyd den 1. juli 2004. Sagsøgerne er ved lov nr. 431 af 9. juni 2004 og ved Ejendomsstyrelsens administration heraf tillagt et væsentligt længere varsel, end der følger af plakaten af 1979. Sagsøgerne har, som anført af Ejendomsstyrelsen, ikke ud fra Plakatens eller rammeaftalernes indhold, eller på grundlag af lov nr. 399 af 7. juni 1989 haft nogen berettiget forventning om, at der ikke kunne ske ændringer i benyttelsen af arealer og bygninger.

Lov nr. 431 af 9. juni 2004, der er gyldigt vedtaget, indeholder som anført ovenfor under pkt. 2 en utvetydig hjemmel til at bringe eksisterende rettigheder til ophør og til at iværksætte tiltag med henblik på en ændret administration af Christiania.

Herefter, og i øvrigt af de grunde der er anført ovenfor under pkt. 2 vedrørende længden af opsigelsesvarslet, finder landsretten ikke, at de enkelte sagsøgere kan opnå en bedre retsstilling end Fællesskabet ovenfor antages at have.

Landsretten bemærker endvidere, at Ejendomsstyrelsen og tidligere Fæstnings- og Natursekretariatet i et – efter det oplyste begrænset – antal tilfælde, har udstedt byggetilladelser, tilladelser til renovering og lignende til individuelle sagsøgere, ligesom myndighederne i visse tilfælde – bl.a. i udviklingsplanerne – har accepteret faktisk benyttelse, herunder benyttelse indtil ”naturlig fraflytning”. Der er tale om enkelte, individuelle tilladelser, baseret på det system til regulering af forholdene på Christiania, der var forudsat ved rammeaftalerne og ved såvel den oprindelige christianialov som efter lovændringen. Udstedelsen af disse tilladelser og godkendelser kan derfor ikke føre til, at sagsøgerne eller enkelte af disse opnår yderligere rettigheder end forudsat ovenfor.

Herefter frifindes Ejendomsstyrelsen for disse påstande.

7. Sagsøgerne Anita Andersen m.fl.’s påstande II-III
Ifølge sagsøgerne vedrører denne påstand bl.a. de sagsøgere, der har fået afslag på deres anmeldelse af brugsret eller ikke har fremlagt bilag under sagen. Sagsøgerne har ikke vedrørende disse to grupper af sagsøgere anført eller godtgjort særlige omstændigheder, der medfører, at de har en bedre retsstilling end ovenfor er antaget for de øvrige, individuelle sagsøgere.

Af de ovenfor under pkt. 6 anførte grunde frifindes Ejendomsstyrelsen derfor tillige for disse påstande.

8. Sagsomkostninger
Efter sagernes baggrund og karakter, herunder at der er tale om principielle spørgsmål, skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part eller statskassen.

                                                  T h i k e n d e s f o r r e t :

For så vidt angår sagsøgerne Arne Viggo Mogensen Nyborg (7), Sally-Merete Klixbull (101), Charles Jacques Lami (226) og Grete Christensen (594) afvises sagen.

I øvrigt frifindes Den danske Stat ved Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller statskassen.”