Hop til indhold
domstol.dk

Østre Landsret afsiger ankedom i sag om bordeldrift 
01-06-2011 

 

Østre Landsret (17. afd. a.s. nr. S-3012-10) har den 1. juni 2011 afsagt ankedom i straffesagen mod T1 og T2, som ved en dom afsagt af Retten i Odense den 20. september 2010 blev idømt henholdsvis 2 år samt 1 år og 6 måneders fængsel for bl.a. rufferi ved sammen at have ejet og drevet en række massageklinikker.

Landsretten fandt de tiltalte skyldig og fastsatte straffen for T1 til fængsel i henholdsvis 1 år og 6 måneder og for T2 til fængsel i 1 år, der for sidstnævntes vedkommende er gjort betinget.

Byrettens dom var anket af de tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, og anklagemyndigheden påstod skærpelse.

De tiltalte har for landsretten navnlig gjort gældende, at de – efter at T1 havde været i dialog med SKAT omkring drift af klinikkerne og som følge af politiets manglende tidligere indgriben – havde grund til at tro, at driften af massageklinikkerne var lovlig. 

Landsretten har fundet, at begge de tiltalte i et ikke ubetydeligt omfang og forretningsmæssigt organiseret har ernæret sig ved fortjeneste fra seksuelle ydelser, som et stort antal kvinder leverede. Landsretten har derfor ligesom byretten fundet, at de tiltalte har holdt bordel. Landsretten har i den forbindelse tiltrådt, at begge de tiltalte har haft fuldt kendskab til de faktiske forhold vedrørende driften af klinikkerne, hvorfor de har haft forsæt til at holde bordel. Det forhold, at T1 havde deltaget i et møde med SKAT med det formål at finde en lovlig model for drift af klinikkerne, samt at politiet ikke tidligere havde grebet ind, har ikke kunnet føre til et andet resultat.

Ved fastsættelsen af fortjenesten har landsretten som udgangspunkt lagt anklagemyndighedens opgørelser til grund, men har under henvisning til en vis usikkerhed ved opgørelserne skønsmæssigt nedsat den beregnede fortjeneste med ca. halvdelen, hvor byretten havde nedsat fortjenesten med ca. 1/3. 

Landsretten har herefter nedsat de beløb, der skal konfiskeres hos T1 og T2 til henholdsvis 4,5 mio. kr. og 1,3 mio. kr.   

Landsretten har i øvrigt stadfæstet byrettens afgørelse. 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (telefon 33 97 05 29 eller mobil 22 87 90 52)

Til top Sidst opdateret: 01-06-2011 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 33970200seperatorFax: 33145822seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk