Kendelse afsagt den 10. juni 2010
H. Lundbeck A/S
Mod
Teva Denmark A/S
Lundbeck indgav den 9. juni 2010 forbudsbegæring rettet mod Teva, som markedsfører generiske lægemidler i Danmark, herunder Escitalopram ”Teva”, der er en konkurrent til Cipralex fra Lundbeck.
Baggrunden for sagen var, at fogedretten i Helsingør den 15. april 2010 nedlagde fogedforbud over for lægemiddelgrossisten Pharma Change ApS, hvorved det blev forbudt grossisten at udbyde, bringe i omsætning eller anvende lægemidler med et nærmere bestemt indhold. Forbuddet omfatter lægemidlet Escitalopram ”Teva”. Ved en rundskrivelse af 7. juni 2010 til landets apoteker har Teva anført, at virksomheden frem til den 15. april 2010 distribuerede Escitalopram "Teva" via Pharma Change, men at fogedforbuddet havde afskåret Teva fra at distribuere produktet gennem de normale grossister. Teva ville derfor tilbyde apotekerne direkte levering af Escitalopram fra den 14. juni 2010.
Ved fogedretsmødet den 10. juni 2010 traf Fogedretten i Lyngby afgørelse om ikke at imødekomme Tevas begæring om sagens udsættelse på yderligere kontradiktion. Fogedretten lagde vægt på blandt andet, at markedsføringen af Escitalopram ”Teva” ville blive sat i værk inden for få dage, hvorfor en udsættelse af sagen ville medføre, at formålet med forbudsforretningen ville forspildes i væsentligt omfang. Herefter nedlagde fogedretten forbud over for Teva svarende til det forbud, der var nedlagt over for Pharma Change i Helsingør den 15. april 2010. Fogedretten lagde vægt på blandt andet, at det af rundskrivelsen af 7. juni 2010 fremgik, at formålet med Tevas direkte distribution af Escitalopram ”Teva” alene var at omgå det af fogedretten i Helsingør den 15. april 2010 nedlagte fogedforbud. Fogedretten anså det derfor for godtgjort, at Tevas markedsføring ville krænke Lundbecks ret.
Teva har kæret fogedrettens kendelse til Østre Landsret.
Læs hele kendelsen her.