Hop til indhold
domstol.dk

Domme i skattestraffesager 
14-11-2011 

Retten i Lyngby har i en række domme udmålt bøder og ubetingede fængselsstraffe til rederiansatte i sager om skatteunddragelse
 

Retten i Lyngby har i perioden juli – november 2011 behandlet syv straffesager mod ansatte i et større dansk rederi. De ansatte har i en årrække modtaget bonusudbetaling fra rederiet uden at opgive indkomsten til SKAT. I samtlige sager har retten fundet de tiltalte skyldige i forsætlig skatteunddragelse.

Ved udmåling af straffe har retten som udgangspunkt set på størrelsen af det unddragne beløb i den enkelte sag. Retten har i sagerne tillagt en række konkrete forhold formildende betydning, herunder de tiltales særdeles gode personlige forhold og de tiltaltes frivillige efterbetaling af de unddragne skatter.

I to af sagerne var skatteunddragelsen under 250.000 kr., hvorfor straffen blev udmålt til bøder på henholdsvis 280.000 kr. og 300.000 kr.

I én sag var skatteunddragelsen på ca. 265.000 kr., hvilket blev straffet med ubetinget fængsel i 30 dage og en tillægsbøde på 180.000 kr.

I to sager var skatteunddragelsen på ca. 300.000 kr. I disse sager blev straffen udmålt til 40 dages ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 200.000 kr.

I to af sagerne har unddragelserne oversteget 500.000 kr. I disse sager var der rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 289 om skattesvig af særlig grov karakter. I den ene sag var der unddraget skat med godt 640.000 kr., hvilket førte til en ubetinget fængselsstraf på 5 måneder og en tillægsbøde på 400.000 kr. I den sidste sag udgjorde de unddragne skatter godt 1.450.000 kr., og ved dom af 14. november 2011 blev denne tiltalte straffet med ubetinget fængsel i 7 måneder og en tillægsbøde på 1.000.000 kr. Det bemærkes, at denne tiltalte som den eneste erkendte sig skyldig, hvorfor sagen alene angik spørgsmålet om strafudmåling.
Til top Sidst opdateret: 14-11-2011 
Retten i LyngbyseperatorLyngby Hovedgade 96seperator2800 Kgs. LyngbyseperatorTelefon: 99684800seperatorFax: 99684899seperatorEmail: lyngby@domstol.dk