Hop til indhold
domstol.dk

Rekonstruktion 
22-03-2011 

REKONSTRUKTION

Hvad er det?
 
Rekonstruktion er en ny sagstype, der med forventet ikrafttræden den 1. april 2011 afløser reglerne om betalingsstandsning og tvangsakkord, der samtidigt ophæves.
 
Et rekonstruktionsforslag skal gå ud på virksomhedsoverdragelse og/eller akkord.
 
Begæring om rekonstruktion kan indgives af skyldneren selv eller af en fordringshaver.
 
Alle begæringer skal indeholde forslag til rekonstruktør og tillidsmand, med disses samtykke og habilitetserklæring i henhold til den nye affattelse af konkurslovens § 238.
 
Hvis begæringen indgives af skyldneren selv, eller hvis skyldneren har samtykket i begæringen, skal rekonstruktion indledes straks, såfremt alle formelle betingelser er opfyldt.
 
Hvis begæringen er indgivet af en fordringshaver, og skyldneren ikke har samtykket, indkaldes skyldneren til et retsmøde på samme måde, som hvis det havde været en konkursbegæring, såfremt begæringen opfylder alle formelle betingelser.
 
Hvis skyldneren er en fysisk person, og såfremt han ikke samtykker i begæringen senest på mødet - for eksempel derved, at han udebliver - konverteres rekonstruktionsbegæringen til en konkursbegæring, der straks behandles.
 
Hvis skyldneren er et selskab, og selskabet ikke samtykker senest på mødet, kan skifteretten tage rekonstruktionsforslaget til følge mod ledelsens vilje. I de tilfælde bestemmes det samtidigt, at rekonstruktøren overtager ledelsen af selskabet.
 
Hvis skyldneren er et selskab, kan rekonstruktionsbegæringen der imod ikke konverteres til en konkursbegæring. Ønskes selskabet erklæret konkurs i tilfælde, hvor en begæring ikke er taget til følge, må der indgives en lovformelig konkursbegæring. Begæringer om rekonstruktion og konkurs mod et selskab kan sagtens indgives samtidigt, og indkaldelse kan ske til samme tidspunkt.
 
Det er en betingelse for indledning, at der samtidig stilles sikkerhed for omkostningerne ved en eventuel efterfølgende konkursbehandling. Det skyldes, at rekonstruktionsbehandlingen kun kan ende med, at skyldneren bliver solvent, at han får en akkord, eller at han går konkurs. Bordet fanger!
 
Retsvirkningerne knytter sig til indledningen af sagen, og ikke til indgivelsen som tilfældet var med betalingsstandsning.
 
Så længe en begæring om rekonstruktion er under behandling, og så længe en rekonstruktionssag verserer, kan en konkursbegæring ikke behandles.
Til top Sidst opdateret: 22-03-2011 
Retten i KoldingseperatorDomhusgade 24seperator6000 KoldingseperatorTelefon: 76319600seperatorFax: 76319641seperatorEmail: kolding@domstol.dk