Retten i Kolding har i dag afsagt dom i en sag, der handlede om opbevaring af amfetamin. Retten fandt tiltalte skyldig i perioden november 2010 til ultimo december 2010 på sin bopæl i forening med en medgerningsmand at have opbevaret ikke under 2,250 kilo ren amfetamin, der efter opblanding blev videresolgt som 4,5 kilo amfetamin til en større kreds af personer.
Straffen blev udmålt til fængsel i 4 år og 6 måneder. Der blev ved strafudmålingen i skærpende retning lagt vægt på den betydelige mængde af amfetamin, der havde været opbevaret på tiltaltes bopæl og på stoffets farlighed. Der blev i formildende retning lagt vægt på, at tiltalte ikke opnåede nogen fortjeneste eller selv videresolgte amfetamin. Retten fandt dog ikke, at tiltaltes rolle kunne betegnes som begrænset, idet det blev lagt til grund, at det var tiltalte, der gemte den rene amfetamin på sit loft, at han var den person, der havde nøglen til huset, og at han flere gange nedtog amfetaminen fra loftet til medgerningsmanden i forbindelse med dennes opblanding og videresalg. I formildende retning blev der lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet for narkokriminalitet. Retten fandt det ikke godtgjort, at tiltalte havde bidraget til sagens opklaring. Tiltalte, der under sagen erkendte sig skyldig i opbevaring af ca. 2,5 kilo opblandet amfetamin, ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om delvis frifindelse og formildelse.