Nyt fogedsystem ved Retten
28-04-2011
Nyt fogedsystem ved Retten
-
- Til advokater, inkassobureauer og andre, der møder i Fogedretten i Horsens
-
- Nye muligheder i fogedretten
- Alle fogedretter i landet får i løbet af foråret/sommeren nye og bedre funktionaliteter i it-systemet.
-
- CVR og CPR
- En af de nye funktionaliteter er en direkte opkobling til CPR og CVR. Det giver fogedretten mulighed for at hente oplysninger om parter, når en sag modtages. For at kunne udnytte denne mulighed optimalt, er det vigtigt, at oplysninger om parters CPR- og CVR-numre fremgår tydeligt af fogedanmodningen, gerne i umiddelbar sammenhæng med parternes navne.
-
- Dette gælder for CPR-numres vedkommende naturligvis kun, når rekvirenten har CPR-nummeret på modparten. CVR numre kan bl.a. findes på www.cvr.dk.
-
- Hvis der ikke er overensstemmelse mellem et CPR/CVR-nummer og et navn, kan fogedretten returnere sagen med henblik på at få de rigtige oplysninger.
-
- Hvis skyldner er et personligt ejet selskab, skal både CVR- og CPR-nummer oplyses, idet CPR-nummeret er nødvendigt, såfremt der skal tinglyses udlæg.
-
- Landsdækkende insolvensregister
- Fogedretterne kan i øjeblikket trække oplysninger om insolvenserklæring, konkurs og gældssanering fra egen retskreds. Med de nye muligheder vil alle fogedretter kunne trække på et landsdækkende register. Det landsdækkende insolvensregister vil være fuldt implementeret fra sommeren 2011.
-
- Nye fremgangsmåder
- I 2010 har fogedretterne fået flere anmodninger om, at fogedmøder afvikles som telefonmøder. Digital kommunikation bliver også mere udbredt i fogedsagsbehandlingen. Nye fremgangsmåder kræver tilpasning af arbejdsrutiner og metoder både i retterne og hos brugerne.
-
- Fogedretterne udveksler på landsplan erfaringer og gode arbejdsmåder og har i fællesskab udarbejdet en liste over forskellige forhold der kan bidrage til en smidigere sagsbehandling.
-
- Vi håber, du vil gøre brug af listen og på den måde bidrage til, at vi i fællesskab kan sikre en hurtig og smidig sagsbehandling.
-
- Fogedretten holder lukket
- I fogedretten i Horsens bliver de nye funktionaliteter installeret i uge 19.
- Det betyder, at fogedretten vil være lukket den 10.-11. maj 2011, da alle medarbejdere er på kursus. Der vil være telefonbetjening af medarbejdere fra andre afdelinger i retten.
-
- I en kortere overgangsperiode kan der forekomme længere sagsbehandlings-tider og ventetider i forbindelse med møder. Vi beder om forståelse herfor. Vi vil arbejde på at gøre generne mindst mulige.
-
-
- Sådan kan du bidrage til en smidigere sags-behandling af dine fogedsager og tvangs-auktioner
-
- CPR/CVR
- Fogedrettens it-system bliver koblet op på CPR og CVR. Det giver fogedretten mulighed for at hente oplysninger om parter, når en sag modtages. For at kunne udnytte denne mulighed optimalt, er det vigtigt, at oplysninger om parters CPR- og CVR-numre fremgår tydeligt af anmodningen, gerne i umiddelbar sammenhæng med parternes navne.
-
- Hvis skyldner eller kreditor driver personligt ejet firma, bør cpr.nr. oplyses af hensyn til evt. tinglysning af udlæg.
-
- Kreditors CVR nr. bør oplyses. Selskabsnavn og cvr.nr. skal passe sammen, idet der ellers opstår tvivl om, hvem der er rette kreditor, hvilket bevirker at fogedretten må søge yderligere oplysninger hos dig, og evt. returnere sagen med henblik på at få de rigtige oplysninger. Det tager tid for både dig og fogedretten - og det forlænger sagsbehandlingstiden.
-
- Telefonmøder
- Anmodning om at fogedsagen berammes som ”halvt telefonmøde”, jf. retsplejelovens §506, skal anføres i anmodningen/ved indlevering af betalingspåkravet. Senere anmodning kan ikke forventes imødekommet, da fogedretten, for at afviklingen af møderne bliver så smidig som mulig, bl.a. berammer møderne til forskellige lokaler, herunder lokaler med særligt teknisk udstyr.
-
- Der skal oplyses et direkte telefonnummer, som fogedretten kan ringe op til, så mødeafviklingen ikke forsinkes af, at fogeden skal vente i en omstilling.
-
- Det skal oplyses i anmodningen hvem (navn og titel) fogedretten skal tale med – og vedkommende må være til rådighed for deltagelse i telefonmøde. Reservér tid i vedkommendes kalender, når sagen berammes.
-
- Vær opmærksom på at fogedretten kan afvise sagen, hvis der ikke svares, når fogedretten ringer op.
-
- Det originale fundament sendes til fogedretten sammen med anmodningen, jf. retsplejelovens § 488, stk. 2.
-
- Advokatregisteret
- Det er en god idé at advokater sørger for, at Advokatsamfundet har opdaterede oplysninger om adresse, mail m.v., idet disse oplysninger kan trækkes automatisk til fogedsagens oplysninger. Evt. tilbagebetalinger af retsafgift og kommunikation om f.eks. tinglysning kan dermed foregå let og smidigt.
-
- Send flere sager samtidig
- Fogedretterne får sager fra rigtig mange forskellige advokatkontorer, inkassobureauer m.v. og kan ikke tilrettelægge en smidig arbejdsproces, hvis sagernes berammelse skal afvente modtagelse af yderligere sager fra samme rekvirent eller der skal reserveres tider i kalenderen, som måske ikke bliver benyttet. Begge fremgangsmåder forlænger sagsbehandlingstiden. Det er også fogedretternes erfaring, at møder kan afvikles hurtigere, når samme rekvirent møder i flere sager – enten ved fysisk fremmøde eller telefonisk. Saml derfor flere fogedsager og send dem samlet til fogedretten. Så kan fogedretten beramme dem i forlængelse af hinanden.
-
- Hvis du møder ved en lokal forbindelsesadvokat, så send sagen via forbindelsesadvokatens kontor, således at denne kan sende flere sager samtidig.
-
- Fogedretten i Horsens vil i forbindelse med overgangen til det nye it-system ændre sit berammelsesmønster således, at sagerne vil blive berammet i den rækkefølge, som sagerne modtages. Dette betyder, at ordningen med, at rekvirenterne har faste mødedage, bortfalder. Denne ændring af fogedrettens praksis vil blive indført med virkning fra uge 24.
-
- Udkørende fogedforretning
- Ved anmodning om udkørende fogedforretning, kan du med fordel oplyse hvem der er din mødeforbindelse, så fogedretten evt. kan tilrettelægge ruten sammen med vedkommende og evt. tage flere sager samme dag fra samme kontor.
-
- Salgsopstillinger som pdf-fil
- Send salgsopstilling til fogedretten som en pdf-fil sammen med skyldners og rettighedshavernes mailadresser indhentet i forbindelse med henvendelsen til rettighedshaverne for at få opgørelser over deres krav. Det sparer tid, porto og papir for både rekvirenten og fogedretten, og det er fuldt forsvarligt. Salgsopstillingen behøver ikke blive sendt som krypteret mail. Salgsopstillingen må dog, ligesom salgsopstillinger i papirform, ikke indeholde oplysninger om f.eks. beskyttede adresser, personnumre eller fotos, der kan krænke privatlivets fred.
-
-
-