Ungdomshuset den 1. marts 2007 
13-06-2007 

 Den 13. juni 2007


R E S S E M E D D E L E L S E

Højesteret har i dag afsagt kendelse i seks sager om varetægtsfængsling i forbindelse med urolighederne efter udsættelsen af brugerne af Ungdomshuset den 1. marts 2007. I tre af sa­gerne stadfæster Højesteret varetægtsfænglingen. I de tre andre sager udtaler Højesteret, at varetægtsfængsling ikke burde være sket. I den ene af disse tre sager stemmer 2 af de med­virkende 7 dommere dog for at stadfæste landsrettens afgørelse om fængsling. 

Højesterets afgørelse er begrundet således:

”Generelle bemærkninger

Ingen af de sigtede er fortsat frihedsberøvet. Prøvelsen for Højesteret angår derfor, om de med rette blev varetægts­fængslet på det da foreliggende grundlag.

Urolighederne på Nørrebro efter politiets rydning af Ung­domshuset som led i en fogedforret­ning indebar efter de fo­reviste videoklip og oplysningerne i øvrigt for­brydelser mod offentlig myndighed og grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted. Domfældelse efter straffelo­vens § 134 a for deltagelse i sådanne optøjer er ifølge Høje­sterets dom af 2. februar 1996 (UfR 1996 s. 639) ”betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har til­sluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med sikker­hed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende, beboere og andre, der blot har været til stede og overværet hele eller dele af begivenheds­forløbet”. 

Det er på denne baggrund en følge af mistankekravet i retspleje­lovens § 762, stk. 1, at vare­tægtsfængsling i anledning af en sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 134 a forudsæt­ter, at mistanken om, at sigtede havde tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere og ikke blot var passiv til­skuer mv., skal være rimeligt begrundet i sagens omstændig­heder, såle­des at det er mere sandsynligt, at den sigtede var deltager end tilskuer mv.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, om gentagelsesfare må efter sin ordlyd, formål og forarbejder forstås således, at varetægtsfængsling efter denne bestemmelse ikke er udelukket, selv om den sigtede ikke er tidligere straffet. Når der er begrundet mis­tanke om overtrædelse af straffelovens § 134 a ved del­tagelse i uroligheder og optøjer, som udspringer af, at en gruppe af personer har et fælles aktionsmål, som de er villige til at fremme gennem ulovlige midler, er der således i nr. 2 hjemmel til varetægtsfængsling af personer, som er en del af gruppen, eller som ved deres deltagelse i ulovlighederne må anses at have solidariseret sig med den, hvis urolighederne ikke kan anses for op­hørt, og den sigtedes forhold gør det nær­liggende at antage, at den pågældende fortsat vil deltage i urolighederne.

Sagerne mod S1, S3 og S2

I materialet, der forelå for byretten ved byrettens behandling af disse sager, indgik et video­klip vedrørende forløbet på Nørrebrogade den 1. marts 2007.

Det fremgår af videoklippet, at optoget udviklede sig til optøjer med grove angreb på politiet. Den forreste del af mængden fortsatte fremad mod politiet, efter at politiet havde opløst de­monstrationen, og hovedparten af mængden havde standset fremrykningen. Fra denne forreste del af mængden blev der kontinuerligt fra demonstrationens opløsning til politiets knibtangs­manøvre kastet sten mod politiet. Som det fremstår på videoklippet, ser det ud til, at der har været mulighed for i tiden mellem opløsningen af demonstrationen og knibtangsmanøvren at følge politiets opfordring om at trække tilbage.

S1 og S3

S1 og S3 fulgtes ad og befandt sig i den forreste del af mængden. Af de grunde, der er anført af byretten og tiltrådt af landsretten, tiltræder Højesteret, at der var begrundet mis­tanke om, at de begge havde gjort sig skyldige i overtræ­delse af straffelovens § 134 a og § 119, stk. 1, jf. § 23, og at der blev truffet afgørelse om mistankegrundlaget uden kendskab til, hvad der måtte være af optagelser på S1’s mo­biltelefon.

Optøjerne var udløst af udsættelsen af brugerne af Ungdomshuset. S1’s og S3’s tilstedevæ­relse må antages at skyldes sympati for Ungdomshu­set, og ved de lovovertrædelser, som der er begrundet mistanke om, at de har begået, finder Højesteret, at de må anses for at have soli­dariseret sig med en gruppe, som er villig til at fremme sin sag med ulovlige midler. Der var risiko for fortsatte ulovlige aktioner til støtte for Ungdomshuset i lighed med de hidtidige. Efter det anførte og efter oplysningerne om S1’s og S3’s forhold tiltræder Højesteret, at der var be­stemte grunde til at frygte, at de begge på fri fod ville begå ny ligeartet kriminalitet.

Efter sagens karakter og under hensyn til de forventelige sanktioner i tilfælde af domfældelse finder Højesteret, at en va­retægtsfængsling i 14 dage af S1 og S3 ikke stred mod proportiona­litetshensynet i retsplejelovens § 762, stk. 3. Det kan ikke føre til et andet resultat, at S3 kun var 15 år, da hun blev begæret varetægtsfængslet.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelser ved­rørende S1 og S3.

S2

S2 blev anholdt i forbindelse med politiets knibtangsmanøvre på Nørrebro­gade. Ifølge politi­rapporten om den foretagne masseanholdelse blev der anholdt ”ca. 45-50 personer, der alle havde deltaget aktivt i at kaste sten eller andet mod politiet”. Af videoklip­pet fremgår imid­lertid, at der på fortovet langs kirkegårdsmuren passerede fodgængere ad fortovet forbi politi­ets køretøjer ind mod byen, og at der under politiets tilbagetrækning på Nørrebrogade befandt sig en række personer, som stod pas­sivt op ad muren ind til kirkegår­den. Højesteret er derfor enig med byretten i, at S2’s detaljerede for­klaring un­derbyggedes af kendte oplysninger om de faktiske forhold på stedet, og at der ikke forelå be­grundet mistanke om, at han havde gjort sig skyldig i sigtelsen. Påstanden om varetægts­fængsling burde derfor ikke være taget til følge ved landsrettens kendelse af 5. marts 2007.

Det bemærkes i øvrigt, at landsrettens udtalelse om, at betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, findes opfyldt, burde have indeholdt en begrun­delse som foreskrevet i retsplejelovens § 764, stk. 4, 2. pkt. 

Sagen mod S4

Det er for Højesteret ubestridt, at der forelå begrundet mistanke om, at S4 havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 134 a.

Der er ikke fremlagt oplysninger, som forbinder S4 med Ungdomshuset. Hans tilknytning til urolighederne indskrænkede sig til en tilfældig, en­keltstående handling under de særlige om­stændigheder, som han afgav forklaring om. Han kan ikke herved antages at have solidariseret sig med en gruppe, som er villig til at fremme sin sag med ulovlige mid­ler.

Højesteret finder på denne baggrund, at der efter det om hans forhold oplyste ikke forelå be­stemte grunde til at frygte, at han på fri fod ville begå noget tilsvarende. Påstan­den om vare­tægtsfængsling burde derfor ikke være ta­get til følge ved landsrettens kendelse af 6. marts 2007.

Sagerne mod S5 og S6

Samtlige dommere udtaler:

De politirapporter, som blev dokumenteret i byretten og landsretten, er rapporter, som gengi­ver forskellige lederes beskrivelse af det passerede i forbindelse med en masse­anholdelse i Fyensgade efter omslutning af tre politidelin­ger. Disse rapporter ville udgøre fornødent mis­tankegrund­lag for så vidt angår de personer, som indgik i den gruppe, der havde bemandet den brændende barrikade i Prinsesse Charlottes Gade ved Fyensgade.

Ved domstolenes kontrol af det af anklagemyndigheden til­vejebragte fængslingsgrundlag af denne art i en sag som den foreliggende, hvor en sondring mellem deltagere og tilsku­ere er af afgørende betydning, må det imidlertid haves for øje, om en tilskuer fejlagtigt er anset som eller forvekslet med en deltager.

S5

Fire dommere – Torben Melchior, Per Walsøe, Børge Dahl og Thomas Rørdam – udtaler:

Efter omstændighederne kan der – uanset indholdet i rap­porter som de nævnte om en masse­anholdelse – være en så­dan mulighed for, at sigtedes forklaring er rigtig, at en nærmere belys­ning af politiets observationer af den enkelte anholdte må anses for påkrævet til afgørelse af spørgsmålet om varetægtsfængsling – eventuelt under en opretholdt anholdelse, jf. § 760, stk. 4.

Vi finder, at der efter S5’s forklaring forelå en sådan situation for hans vedkom­mende. På­standen om hans varetægtsfængsling burde derfor ikke være taget til følge ved byrettens ken­delse af 3. marts 2007 og landsrettens kendelse af 6. marts 2007.

Betydningen af en kontrol fra domstolenes side som nævnt foran illustreres i den foreliggende sag i øvrigt af, at det af senere politirapporter fremgår, at de pågældende polititjenestemænd ikke kan sige, at det var netop de anholdte, som deltog i de forudgående ulovligheder.

Tre dommere – Asbjørn Jensen, Poul Dahl Jensen og Michael Rekling – udtaler:

For byretten og landsretten støttede anklagemyndigheden sin begæring om varetægtsfængs­ling af S5 på politirapporter udarbejdet på grundlag af afhøringer af tre polititjenestemænd, der deltog i den politioperation, hvorunder han blev anholdt. I disse politirapporter udtalte de tre polititjenestemænd sig med stor sikkerhed om, at de 12 personer, som blev anholdt i Fyensgade og i en nærliggende gård, og som omfattede S5, alle havde været en del af gruppen på 30-50 personer, som havde forårsaget alvorlige uroligheder i Prinsesse Charlottes Gade.  

På baggrund af disse rapporter finder vi, at byretten og landsretten – uanset S5’s forklaring – på det da foreliggende grundlag med rette har fundet, at der var begrundet mistanke om, at han havde deltaget i urolighederne i Prinsesse Charlottes Gade, og at der derfor var begrundet mistanke om, at han havde gjort sig skyldig i overtrædelse af i hvert fald straffelovens § 134 a og § 119. Det forhold, at politirapporterne omtalte de 12 per­soner under ét og ikke omtalte den enkelte anholdtes forbindelse til urolighederne, kan ikke føre til et andet resultat.

Dommerne Poul Dahl Jensen og Michael Rekling udtaler herefter:

Ved de strafbare handlinger, som der er begrundet mistanke om, at S5 har begået, finder vi, at han må anses for at have solidariseret sig med en gruppe, som er villig til at fremme sin sag med ulovlige midler. Der var risiko for fortsatte ulovlige aktioner til støtte for Ungdomshuset i lighed med de hidtidige. Efter det anførte tiltræder vi, at der efter hans forhold var bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod ville begå ny ligeartet krimi­nalitet, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2. Varetægtsfængslingen af ham stred ikke mod § 762, stk. 3.

Vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens kendelse.

Dommer Asbjørn Jensen udtaler:

Efter oplysningerne om S5’s færden forud for urolighederne i Prin­sesse Charlottes Gade og i øvrigt om hans forhold finder jeg, at der ikke forelå oplysninger af en sådan karakter, at der var bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod ville begå ny li­geartet kriminalitet, jf. rets­plejelovens § 762, stk. 1, nr. 2. Jeg er derfor med denne begrun­delse enig med flertallet i, at påstanden om hans varetægtsfængsling ikke burde være taget til følge ved byrettens kendelse af 3. marts 2007 og landsrettens kendelse af 6. marts 2007.

Efter stemmeflertallet burde påstanden om S5’s varetægtsfængsling ikke være taget til følge ved byrettens kendelse af 3. marts 2007 og landsrettens kendelse af 6. marts 2007.

Samtlige dommere udtaler herefter:

S6

For S6’s vedkommende tiltræder Højesteret, at det må anses for mere sandsynligt, at hun be­fandt sig i gården efter at have deltaget i urolighederne ved den brændende barrikade end af en anden årsag, og at der var begrundet mis­tanke om, at hun havde gjort sig skyldig i den rej­ste sigtelse, i hvert fald for så vidt angår straffelovens § 134 a og § 119. Højesteret finder, at hun på denne måde må anses for at have solidariseret sig med en gruppe, som er villig til at fremme sin sag med ulovlige midler. Efter det anførte og efter oplysningerne om S6’s forhold tiltræder Højesteret, at der var bestemte grunde til at frygte, at hun på fri fod ville begå ny li­geartet kriminalitet.

Varetægtsfængsling var heller ikke for hendes vedkom­mende i strid med § 762, stk. 3.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse ved­rørende S6.”