Hop til indhold
domstol.dk

Ungdomshuset 
23-08-2007 

Sagerne 279/2007, 282/2007, 283/2007,284/2007, 285/2007,286/2007 og 287/2007
 

                                                                                                                                                       Den 23. august 2007

   P R E S S E M E D D E L E L S E

Højesteret har i dag afsagt kendelse i 6 sager om varetægtsfængsling af personer, der blev anholdt i Ungdomshuset i forbindelse med udsættelsen af brugerne af huset den 1. marts 2007. Højesteret stadfæstede i alle 6 sager landsrettens kendelser om, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling fortsat var opfyldt den 27. april 2007.

Højesteret har endvidere afsagt kendelse i en sag om varetægtsfængsling af en person, som blev anholdt den 16. december 2006 i forbindelse med en ikke-anmeldt demonstration, der udgik fra Ungdomshuset. Vedkommende blev siden løsladt den 17. december 2006 og på ny den 7. februar 2007 anholdt for de samme forhold som den 16. december 2007. Højesteret udtalte, at der ikke burde være sket varetægtsfængsling den 7. februar 2007.

Højesterets afgørelse vedrørende de 6 sager om varetægtsfængsling af personer, der blev anholdt i Ungdomshuset den 1. marts 2007, er begrundet således:

”Højesteret tiltræder, at der er begrundet mistanke om, at de sigtede har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, jf. § 245, jf. til dels § 21.

Under hensyn til de store mængder af våben, kasteskyts m.v., der befandt sig i Ungdomshuset på tidspunktet for rydningen, samt til fundet af en omfattende vagtplan, må det lægges til grund, at adskillige personer har været in­volveret i planlægning af organiseret, voldsom kamp med livsfarlige våben mod politiets rydning af Ungdomshuset. Sagen angår således organise­ret, alvorlig voldskriminalitet omfattende et betydeligt antal personer.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at der fortsat pågik efterforskning med henblik på at få fastlagt de sigtedes til­knytning til Ungdomshuset, rollefordelingen og deres relation til de fundne våben. Efterforskningen omfattede bl.a. indhentning og bearbejdning af bank- og kontooplysninger, teleoplysninger m.v., hvorved der kunne komme nye oplysninger frem af betydning for sa­gen, som politiet kunne have behov for at afhøre de sig­tede og andre om, uden at de sigtede havde mulighed for at påvirke efterforskningen gennem samstemning af for­klaringer, bortskaffelse af effekter m.v.

Under disse omstændigheder, og under hensyn til at de sigtede, bortset fra en enkelt, ikke har ønsket at udtale sig under sagen, finder Højesteret, at der er tilstrækkeligt grundlag for at an­tage, at de sigtede på fri fod ville be­stræbe sig på og have mulighed for at vanskeliggøre efter­forskningen i videre omfang end under fortsat vare­tægtsfængsling, uanset de muligheder de under de hidtidige anbringelsesforhold havde haft for i et vist omfang at afstemme forklarin­ger.

Højesteret tiltræder herefter, at betingelserne i rets­plejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, for vare­tægtsfængsling fortsat var opfyldt den 27. april 2007.

Højesteret tiltræder endelig, at forlængelsen af varetægtsfængslingen ikke for nogen af de sigtede var i strid med retsplejelovens § 762, stk. 3.”

Højesterets afgørelse vedrørende varetægtsfængslingen af den person, som blev anholdt på ny den 7. februar 2007 for de samme forhold som den 16. december 2007, er begrundet således:

”Som anført i Højesterets kendelse af 13. juni 2007 i sagerne 170/2007 m.fl. må bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, om gentagelsesfare efter sin ordlyd, formål og forarbejder forstås således, at varetægtsfængsling efter denne bestemmelse ikke er udelukket, selv om den sigtede ikke er tidligere straffet. Når der er begrundet mistanke om overtrædelse af straffelo­ven ved deltagelse i uroligheder og optøjer, som udspringer af, at en gruppe af personer har et fælles aktionsmål, som de er villige til at fremme gennem ulovlige midler, er der i § 762, stk. 1, nr. 2, hjemmel til varetægtsfængsling af personer, som er en del af gruppen, eller som ved deres deltagelse i ulovlighederne må anses for at have solidariseret sig med den, hvis urolig­hederne ikke kan anses for ophørt, og den sigtedes forhold gør det nærliggende at antage, at den pågældende fortsat vil deltage i urolighederne.

Sigtede blev den 16. december 2006 anholdt i forlængelse af en demonstration, som efter det oplyste må antages at have udviklet sig til optøjer med forbrydelse mod offentlig myndighed og grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted. Højesteret tiltræder, at der er begrundet mistanke om, at sigtede - der efter sin forklaring for byretten deltog maskeret i demonstrationen - har gjort sig skyldig i den rejste sigtelse.

Sigtede blev løsladt den 17. december 2006, hvorefter hun for de samme forhold som den 16. december 2006 på ny blev anholdt den 7. februar 2007 og varetægtsfængslet da­gen efter. Der er ikke for Højesteret fremkommet oplysninger om, at der i perioden indtil den 8. februar 2007 har været tilsvarende uroligheder. Højesteret finder på denne baggrund, at betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, for varetægtsfængsling af sigtede ikke var opfyldt.”

Til top Sidst opdateret: 23-08-2007 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750seperatorFax: 33150010seperatorEmail: post@hoejesteret.dk