"Tuneser-sagerne" 
19-11-2008 

19. november 2008  

                                                                         Init JEH

P R E S S E M E D D E L E L S E

Højesteret har i dag på ny afsagt kendelser i de sager, hvor to tunesiske statsborgere blev fri­hedsberøvet med henblik på at sikre gennemførelsen af udlændingemyndighedernes afgørel­ser om, at de skal udvises, fordi integrationsministeren har truffet afgørelse om, at de må an­ses for at være en fare for statens sikkerhed.

Højesteret har i den ene sag godkendt frihedsberøvelsen, men ikke i den anden sag.

Højesteret har dermed afgjort, at det med de oplysninger, der er fremlagt om de to tunesere, er rimeligt sandsynliggjort, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen af den ene, at frihedsberøvelsen af ham ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrundet, mens dette ikke har været tilfældet for den anden.

Der er ikke med Højesterets kendelser taget stilling til gyldigheden af integrationsministe­rens afgørelser om, at de to tunesere må anses for en fare for statens sikkerhed, eller til gyl­digheden af udlændingemyndighedernes afgørelser om, at de skal udvises, idet disse spørgsmål ikke kan prøves under en sag om frihedsberøvelse.

Der har i sagerne medvirket 7 dommere. Kendelserne er enstemmige.

Højesterets afgørelser i de to sager lyder således:

Sag 329/2008:

Højesterets begrundelse og resultat

Integrationsministeren har den 6. februar 2008 på baggrund af en indstilling fra justitsministe­ren truffet afgørelse om, at A må anses for en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 45 b, stk. 1. Udlændingeservice har herefter den 12. februar 2008 truffet afgørelse om, at A skal udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, og denne afgørelse er den 9. maj 2008 stadfæstet af Integrationsministeriet. Ingen af disse afgørelser er indbragt for dom­sto­lene, og under denne sag skal der ikke tages stilling til gyldigheden af afgørelserne om fare­vurdering og udvisning.

Med henblik på at sikre muligheden for udvisning i overensstemmelse med afgørelsen herom traf politiet den 12. februar 2008 afgørelse om frihedsberøvelse af A. Denne afgørelse blev indbragt for domstolene, og ved Højesterets kendelser af 2. juli 2008 i sag 157/2008 ved­rø­rende frihedsberøvelsen af NN (UfR 2008.2394) og i sag 158/2008 vedrørende frihedsberø­velsen af A (UfR 2008.2406/1) blev det fastslået, ”at en kontrol af frihedsberøvelsens lov­lig­hed skal indebære en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen om, at udlæn­din­gen må anses for en fare for statens sik­kerhed. Der må kræves en rimelig sandsynliggørel­se af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrun­det, jf. herved også menneskerettighedskonventio­nens artikel 5, stk. 4. Denne sandsynlig­gørelse må ske ved, at myndighederne for retten fremlægger de i så hen­seende fornødne op­lysninger med passende adgang til kontradiktion”.

Spørgsmålet i denne sag er herefter, om der under behandlingen i byretten og landsretten, der førte til kendelserne af 15. og 25. juli 2008, er sket fremlæggelse af ”de i så henseende for­nødne oplysnin­ger med passende adgang til kontradiktion”.

Efter Højesterets kendelser af 2. juli 2008 skal der fremlægges sådanne oplysninger om det faktuelle grundlag for farevurderingen, at der er mu­lighed for en vis prøvelse som beskrevet. Redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste in­deholdende oplysninger om, hvad der ved overvågning og efterforskning er konstateret, med gengivelser fra rapporter og suppleret med rapporter eller uddrag af rapporter om f.eks. ran­sagning, aflytning og overvågning, er det na­turlige udgangspunkt for prøvelsen. En oplysning i en redegørelse kan efter sin karakter eller i sammenhæng med, hvad der i øvrigt foreligger oplyst, understøtte, at der foreligger den for­nødne sandsynliggørelse, mens en oplysning i en redegørelse i andre tilfælde kun kan under­støtte, at der foreligger den fornødne sandsynlig­gørelse, hvis den er nærmere belyst.

Efter det, der er oplyst om A, herunder det, der er fundet ved ransagninger, og det, der er op­lyst om, at Politiets Efterretningstjenestes overvågning har vist, at han to gange har været ved tegneren Kurt Vestergaards bopæl, tiltræder Højesteret, at det er rimeligt sand­synliggjort, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen af ham, at friheds­berøvelsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrundet.

Der er givet A fuld indsigt i det materiale, som danner grundlag for denne be­dømmelse. Han har således haft adgang til Politiets Efterretningstjenestes redegørelse af 4. juni 2008 og det i tilknytning hertil fremlagte rapportmateriale samt til efterretningstjenestens redegørelse af 4. juli 2008, ligesom han har haft mulighed for at udtale sig under sagens be­handling for såvel byretten som landsretten. Der har derfor i den foreliggende sag været for­nøden adgang til kontradiktion. 

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.

Thi bestemmes:

 Landsrettens kendelse stadfæstes.

 Sag 330/2008:

 Højesterets begrundelse og resultat

Integrationsministeren har den 6. februar 2008 på bag­grund af en indstilling fra justitsministe­ren truffet afgørel­se om, at B må anses for en fare for statens sik­kerhed, jf. udlændingelovens § 45 b, stk. 1. Udlændingeservice har herefter den 12. februar 2008 truf­fet afgørelse om, at B skal udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, og denne afgørelse er den 13. marts 2008 stadfæstet af Integrationsministeriet. In­gen af disse afgørelser er indbragt for dom­stolene, og under denne sag skal der ikke tages stilling til gyldigheden af afgørelserne om fa­revurdering og udvisning.

Med henblik på at sikre muligheden for udvisning i over­ensstemmelse med afgørelsen herom traf politiet den 12. februar 2008 afgørelse om frihedsberøvelse af B. Denne af­gørelse blev indbragt for domstolene, og ved Højesterets kendelser af 2. juli 2008 i sag 157/2008 vedrø­rende frihedsberøvelsen af B (UfR 2008.2394) og i sag 158/2008 vedrørende frihedsberøvel­sen af NN (UfR 2008.2406/1) blev det fastslået, ”at en kontrol af friheds­berøvel­sens lov­lig­hed skal indebære en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen om, at udlændin­gen må anses for en fare for statens sik­kerhed. Der må kræves en rimelig sand­syn­liggørelse af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at friheds­berø­velsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrun­det, jf. herved også menneskerettigheds­konventionens artikel 5, stk. 4. Denne sandsynlig­gørelse må ske ved, at myndighederne for retten fremlægger de i så hen­seende fornødne oplys­ninger med passende adgang til kontra­diktion”.

Spørgsmålet i denne sag er herefter, om der under behandlingen i byretten og landsretten, der førte til kendelserne af 15. og 25. juli 2008, er sket fremlæggelse af ”de i så henseende for­nødne oplys­ninger med passende adgang til kontradiktion”. 

Efter Højesterets kendelser af 2. juli 2008 skal der fremlægges sådanne oplysninger om det faktuelle grundlag for farevurderingen, at der er mu­lighed for en vis prøvelse som beskrevet. Redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste in­deholdende oplysninger om, hvad der ved overvågning og efterforskning er konstateret, med gengivelser fra rapporter og suppleret med rapporter eller uddrag af rapporter om for eksem­pel ransagning, aflytning og overvågning, er det naturlige udgangspunkt for prøvelsen. En oplysning i en redegørelse kan efter sin karakter eller i sammenhæng med, hvad der i øvrigt foreligger oplyst, understøtte, at der foreligger den fornødne sandsynliggørelse, mens en op­lysning i en redegørelse i andre tilfælde kun kan un­derstøtte, at der foreligger den fornødne sandsynliggørelse, hvis den er nærmere belyst.

I redegørelsen af 4. juni 2008 fra Politiets Efterretningstjeneste er det anført, at efterretnings­tjenestens overvågning og efterforskning har vist, at der er tætte forbindelser mellem B og NN, at B har en mere overordnet rolle, og at han fuldt ud har været inddraget i de aktiviteter, som efterretningstjenesten har afdækket. Tilsvarende er i re­degørelsen af 4. juli 2008 anført, at B har haft en ledende rolle i netværket. Imid­lertid indeholder ingen af redegørelserne nær­mere oplysninger om grundlaget for disse vurde­ringer. I redegørelsen af 4. juli 2008 anføres yderligere, at B på et tidspunkt i 2005 gav NN penge til køb af en bil, der skulle bruges til re­kognosceringer, at B i februar 2007 sammen med NN forberedte anskaffelsen af en pistol med lyddæmper samt håndgranater, at B skulle stå for indkøbet af en pistol, at B og NN i ef­teråret 2007 sammen så selvmordsvideoer, og at B i forlængelse heraf tilkendegav, at NN var udpe­get som den, der skulle dræbe teg­neren. Det er imidlertid om disse oplysninger alene anført, at de hidrører fra efterretnings­tjenestens overvågning og efterforskning.

Da der ikke er fremlagt oplysninger om grundlaget for efterretningstjenestens vurdering, hvorefter B har haft en tæt forbindelse til NN og en mere overordnet rolle i planerne om at dræbe tegneren Kurt Vestergaard, og da der ikke er anført noget om, hvorledes de øvrige op­lysninger om B er tilvejebragt, finder Højesteret, at oplys­ningerne om Bs aktiviteter og om en forbindelse mellem ham og NN ikke er tilstrækkeligt belyst. Der har som følge heraf ikke i fornødent omfang været mulighed for kontradiktion og for at foretage en prøvelse af det fak­tuelle grundlag for afgørelsen om, at B må anses for en fare for statens sikkerhed.

Højesteret tager herefter Bs påstand til følge.

Thi bestemmes:

Påstanden om frihedsberøvelse af B burde ikke være taget til følge ved byrettens og landsret­tens kendelser.