Den 18. februar 2011
P R E S S E M E D D E L E L S E
Staten frifundet i Christianiasagen
Højesteret har i dag afsagt dom i den såkaldte Christianiasag.
Sagen er anlagt af Fællesskabet Fristaden Christiania og en række beboere og virksomheder havde anlagt sag mod Den danske Stat i anledning af, at staten har opsagt deres ret til at bruge arealer og bygninger på Christianiaområdet.
Højesteret fastslår, at Fællesskabet ikke har en tidsubegrænset brugsret, og at opsigelse over for Fællesskabet med et varsel på 1 ½ år har hjemmel i Christianialoven og ikke indebærer ekspropriation, jf. grundlovens § 73, og heller ikke er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. De enkelte beboere og virksomheder har alene en brugsret, der er afledt af den kollektive brugsret, og de har ikke vundet hævd. De enkelte beboere og virksomheder fik i første omgang tilladelse til fortsat brug i yderligere 1 ½ år (enkelte i en kortere periode). Brugsretten er senere forlænget flere gange. Heller ikke deres brugsret er bragt til ophør med for kort varsel. Der foreligger ikke ekspropriation eller forhold i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention eller grundlovens § 3.
Højesterets afgørelse i sagen er begrundet således:
”Sagen drejer sig om, hvorvidt Fællesskabet Fristaden Christiania og de enkelte beboere og virksomheder har en ret til at bruge arealer og bygninger på Christianiaområdet, som myndighederne ikke på grundlag af Christianialoven kan bringe til ophør, sådan som det er sket.
Ved lov nr. 431 af 9. juni 2004 gennemførtes en række ændringer af lov nr. 399 af 7. juni 1989 om anvendelse af Christianiaområdet (Christianialoven). Baggrunden for ændringsloven var et ønske om en ny politik, der kan sikre opretningen og bevaringen af voldområde, fæstningsanlæg og kasernebygninger og skabe grundlaget for en udvikling af området til gavn for alle borgere i København. Samtidig var det hensigten at få området og aktiviteterne omfattet af landets almindelige love og regler. Loven bygger på, at staten har ejendomsretten til bygninger og arealer på området, og at Fællesskabet Fristaden Christiania har fået en kollektiv brugsret ved en rammeaftale med Forsvarsministeriet. Rammeaftalen er flere gange forlænget, senest med udløb den 1. juli 2004. Med henblik på at realisere ønsket om en ny politik for området bemyndiges forsvarsministeren i loven til at bringe Fællesskabets kollektive (fælles) brugsret til ophør. Efter en tidsplan i lovforslagets bemærkninger kan dette ske med virkning fra den 1. januar 2006, hvorefter den fortsatte brug af bygninger og arealer i en overgangsperiode skal ske i henhold til midlertidige tilladelser meddelt de enkelte beboere og virksomheder. Disse midlertidige, individuelle tilladelser ophører i takt med overgangen til andre ejerformer, f.eks. almene boligorganisationer, eller i forbindelse med bygningernes ombygning eller nedrivning. Eventuel fortsat beboelse vil herefter være undergivet sædvanlige regler om f.eks. lejebetaling. Ændringsloven indeholder særlige regler om erstatningsbolig, godtgørelse af flytteudgifter, godtgørelse til virksomheder mv.
I medfør af Christianialovens § 3, stk. 1, meddelte Slots- og Ejendomsstyrelsen ved bekendtgørelse i Statstidende den 30. juni 2004, at den kollektive brugsret til arealerne og bygningerne på Christianiaområdet ophørte pr. 1. januar 2006. Styrelsen meddelte samtidig, at beboerne i perioden frem til den 1. januar 2006 kunne bruge arealerne og bygningerne på nærmere angivne vilkår. Over for de beboere og virksomheder, der i medfør af lovens § 2 a, stk. 1, i tiden frem til den 1. januar 2005 anmeldte brugsrettigheder til arealer og bygninger på Christianiaområdet, opsagde styrelsen i medfør af § 3, stk. 1, ved individuelle afgørelser i efteråret 2005 de pågældendes brugsrettigheder pr. 1. januar 2006. Samtidig meddelte styrelsen i medfør af § 3, stk. 2, de pågældende tilladelse til fortsat brug af arealer og bygninger på Christianiaområdet efter den 1. januar 2006 i en periode på 1½ år, dog for enkeltes vedkommende i kortere tid med en nærmere begrundelse.
Tvisten for Højesteret angår, om Slots- og Ejendomsstyrelsens afgørelser over for Fællesskabet og de enkelte beboere og virksomheder om at bringe deres brugsret til ophør som sket har hjemmel i loven, og – hvis det er tilfældet – om lovens ordning er i strid med grundloven eller artikel 1 i 1. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention.
Ved Højesterets dom af 2. februar 1978 (Ugeskrift for Retsvæsen 1978 side 315) blev det fastslået, at Fællesskabet ikke på daværende tidspunkt havde erhvervet rettigheder, herunder brugsrettigheder, over Christianiaområdet, der kunne føre til, at Forsvarsministeriet var afskåret fra at forlange området rømmet af beboerne. Det følger af dommen, at heller ikke enkeltpersoner havde erhvervet sådanne rettigheder.
Ved den såkaldte plakat af 1. juni 1979 fik Christiania en midlertidig brugsret, der af Forsvarsministeriet kunne siges op med 6 måneders varsel. Højesteret tiltræder, at Fællesskabet og de enkelte beboere og virksomheder hverken ved plakaten eller i kraft af de tilkendegivelser mv., der fremkom fra politisk side op gennem 1980’erne, herunder miljøministerens redegørelse af 9. marts 1982, forsvarsministerens udtalelser i november 1982 og folketingsbeslutning B 42 af 6. maj 1986, erhvervede en varig brugsret til arealer og bygninger på Christianiaområdet. Der var i perioden frem til vedtagelsen af Christianialoven i 1989 alene tale om en midlertidig ret for beboerne og virksomhederne til at opholde sig på området og anvende bygningerne. Det var da også lovgivers opfattelse ved vedtagelsen af Christianialoven i 1989, at hverken Fællesskabet eller de enkelte beboere og virksomheder havde erhvervet rettigheder, der hindrede Forsvarsministeriet i at udøve en ejers råden over området.
Ved Christianialoven fra 1989 blev forsvarsministeren bemyndiget til bl.a. at tillade anvendelse af bygninger og arealer til bolig- og erhvervsformål, til at lade bygninger opføre, ombygge eller nedrive, til at stille vilkår for en tilladelse og til at tilbagekalde tilladelser, jf. den dagældende § 3. Loven fra 1989 sigtede mod en ordning, hvorefter der skulle meddeles individuelle brugstilladelser til de enkelte beboere og virksomheder.
Loven blev imidlertid udmøntet på den måde, at der mellem Forsvarsministeriet og Fællesskabet blev indgået en rammeaftale om brugen af arealer og bygninger på Christianiaområdet. Fællesskabet overlod brugen til de enkelte beboere og virksomheder. Der bestod således ikke et aftaleforhold direkte mellem ministeriet og de enkelte beboere og virksomheder.
I de første år fra 1992 var rammeaftalerne gældende for et år ad gangen, senere blev rammeaftalen indgået for en flerårig periode. Den sidste rammeaftale blev indgået i juni 1999, og Højesteret finder, at denne aftale i overensstemmelse med den udtrykkelige ordlyd udløb den 1. juli 2004.
Særligt om Fællesskabets kollektive brugsret
Fællesskabet har gjort gældende, at det har opnået en tidsubegrænset brugsret til arealer og bygninger på Christianiaområdet, og at den skete opsigelse med et varsel på 1½ år indebærer ekspropriation af denne brugsret. En sådan ekspropriation giver Christianialoven ikke hjemmel til.
Højesteret finder, at den brugsret, som staten har givet Fællesskabet ved rammeaftalerne, efter ordlyden af, forhistorien til og tilblivelsen af aftalerne ikke kan anses for at være tidsubegrænset. Som det er lagt til grund i forarbejderne til ændringen af Christianialoven i 2004, må den seneste rammeaftale fra 1999 forstås således, at brugsretten ophørte den 1. juli 2004, samtidig med at rammeaftalen udløb.
Den langvarige brug og Fællesskabets råden over arealer og bygninger i mange år kan heller ikke føre til, at Fællesskabet har opnået en retligt beskyttet forventning om at få forlænget aftalen og dermed om at kunne bevare brugsretten varigt eller således, at brugsretten kun kan bringes til ophør med et mangeårigt varsel. Christianitternes oprindelige besiddelse af området byggede på en ulovlig besættelse, og i forbindelse med den tilladelse, som staten efterfølgende har givet dem til at bo på området, har staten gennem hele perioden fastholdt, at brugsretten kun var gældende indtil videre.
Statens opsigelse af Fællesskabets kollektive brugsret skete i medfør af Christianialovens § 3, stk. 1, og varslet på 1½ år var i overensstemmelse med den udtrykkelige tilkendegivelse herom i lovforslagets bemærkninger. Som nævnt var formålet bl.a. at sikre genopretning af voldene og fæstningsanlægget samt udvikle området til gavn for alle borgere i København.
Det forhold, at rammeaftalen ikke blev fornyet efter udløbet den 1. juli 2004, og at den kollektive brugsret blev opsagt med et varsel på 1½ år til den 1. januar 2006, indebærer på den anførte baggrund ikke noget ekspropriativt indgreb i Fællesskabets brugsret eller i andre rettigheder, der tilkommer Fællesskabet. Det bemærkes herved, at opsigelsen af brugsretten ikke er til hinder for, at Fællesskabet kan fortsætte sine sociale og kulturelle aktiviteter på området. Opsigelsen gør alene indgreb i Fællesskabets adgang til at administrere brugsretten.
Højesteret finder herefter, at den skete opsigelse af Fællesskabets brugsret har hjemmel i Christianialoven. Den indebærer ikke ekspropriation, jf. grundlovens § 73, og den er ikke i strid med artikel 1 i 1. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention.
Særligt om de individuelle brugsrettigheder
Christianialoven bygger på den forudsætning, at de enkelte beboere og virksomheder på Christianiaområdet afleder deres brugsret af Fællesskabets kollektive brugsret i henhold til rammeaftalerne med staten, men at der efter omstændighederne kan bestå individuelle brugsrettigheder på andet grundlag uafhængigt af den kollektive brugsret.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at nogen af de enkelte beboere og virksomheder ved aftale med eller tilladelse fra staten har opnået en brugsret, der er uafhængig af den kollektive brugsret. De enkelte beboere og virksomheder har derimod frem til ophøret af den kollektive brugsret pr. 1. januar 2006 afledt deres individuelle brugsret af den brugsret, som staten ved aftale har givet til Fællesskabet. De individuelle brugsrettigheder har således hvilet på Fællesskabets rammeaftaler med staten, og de enkelte beboere og virksomheder er derfor afskåret fra selvstændigt at vinde hævd i forhold til staten – det være sig ejendomshævd eller brugshævd.
Fællesskabet betalte ikke leje for den brugsret til bygningerne, som fulgte af rammeaftalerne, men betalte alene for el, vand og tilsvarende ydelser. De enkelte beboeres og virksomheders brugsret frem til ophøret af den kollektive brugsret var som nævnt afledt af denne, og der var ikke mellem staten på den ene side og de enkelte beboere og virksomheder på den anden side indgået aftaler om brug af statens bygninger mod betaling af vederlag. På den baggrund er der ikke med brugsretten etableret et lejeforhold, der er omfattet af lejelovgivningen, herunder lejelovens regler om tilbudspligt.
Staten ejer arealer og bygninger på Christianiaområdet, og formålet med Christianialoven er bl.a. at sikre genopretning af voldene og fæstningsanlægget, sikre adgang for alle borgere til voldanlægget samt sikre, at områderne og aktiviteterne på området bliver omfattet af landets almindelige love og regler.
I henhold til Christianialovens § 3, stk. 1, skal opsigelsen af brugsretten ske med et passende varsel. Beboerne og virksomhederne blev ved lovændringen i 2004 bekendt med, at den kollektive brugsret ville bortfalde pr. 1. januar 2006, men med udsigt til individuelle, midlertidige tilladelser. En sådan fornyelse af brugsretten skete i første omgang for de flestes vedkommende for en periode på 1½ år frem til den 1. juli 2007. Brugsretten er siden forlænget flere gange. Hertil kommer, at der i Christianialovens § 5 er fastsat regler om, at der ved fraflytning skal tilbydes beboerne en erstatningsbolig med mulighed for betaling af flytteudgifter. Tilsvarende er der fastsat regler om godtgørelse til virksomheder, der må flytte.
Højesteret finder, at beboerne og virksomhederne har fået et passende varsel, og at de således ikke har krav på et længere varsel end det, de har fået.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at den skete opsigelse af de enkelte beboeres og virksomheders brugsret har hjemmel i loven, og at den ikke indebærer ekspropriation, jf. grundlovens § 73, eller er i strid med artikel 1 i 1. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention. Den foretagne regulering er endvidere ikke i strid med grundlovens § 3.
Konklusion
Som følge af det anførte tiltræder Højesteret, at Den danske Stat ved Slots- og Ejendomsstyrelsen er frifundet. Højesteret stadfæster derfor dommen.
Under hensyn til sagens baggrund og karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.”