Den 15. december 2006
P R E S S E M E D D E L E L S E
Højesteret har i dag afsagt dom i sagen om H.P. Scharla Nielsens kritik af Finansministeriets beregning af satsreguleringsprocenten for 1994-1998.
H.P. Scharla Nielsen (for Højesteret boet efter H.P. Scharla Nielsen) var af den opfattelse, at Finansministeriet havde beregnet satsreguleringsprocenten for årene 1994-1998 forkert, således at H.P. Scharla Nielsens (og alle andres) skat for de nævnte år var blevet beregnet til et for stort beløb, og folkepensionen for årene 1995-1998 var blevet beregnet til et for lille beløb.
Satsreguleringsprocenten, der hvert år fastsættes af Finansministeriet i henhold til satsreguleringsloven, danner grundlag for bl.a. reguleringen af folkepensionen og reguleringen af personfradragets grundbeløb efter personskatteloven.
Højesteret finder – ligesom Østre Landsret – at der ikke er grundlag for at give boet efter H.P. Scharla Nielsen medhold.
Højesteret er – i modsætning til Østre Landsret – af den opfattelse, at satsreguleringsloven er en skattelov i grundlovens § 43’s forstand, men Højesteret giver ikke boet medhold i, at den adgang til at fastsætte de mere detaljerede regler for beregningen af satsreguleringsprocenten, som loven gav Finansministeriet, er i strid med delegationsforbudet i grundlovens § 43.
Højesteret udtaler i dommen, at det var en mangel ved loven, at der ikke i 1993 blev medtaget overgangsregler, som bl.a. tog højde for de problemer, der var en følge af omlægningen af DA’s lønstatistik i 1993.
Højesteret finder imidlertid, at Finansministeriet ved beregningen af satsreguleringsprocenten ikke har handlet i strid med satsreguleringsloven.
Højesteret har derfor stadfæstet landsrettens dom.
Højesterets dom er enstemmig. I afgørelsen har deltaget 7 dommere.
Højesterets begrundelse lyder således:
Forholdet til grundlovens § 43
Satsreguleringsloven anvendes ved beregningen af skatter og har herved direkte betydning for skatternes størrelse, jf. f.eks. personskattelovens § 20. Højesteret finder, at loven dermed er omfattet af grundlovens § 43. Satsreguleringsloven fastlægger de grundlæggende regler for beregningen af lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Den praktiske beregning må nødvendigvis bero på en række statistisk-faglige valg, og Højesteret finder det ubetænkeligt, at disse valg ikke i detaljer er reguleret i loven. Lovens § 5, 2. pkt., hvorefter ”Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningen af tilpasningsprocenten m.v.”, kan på denne baggrund ikke anses for stridende mod det delegationsforbud, som følger af grundlovens § 43.
1993-lovens virkningstidspunkt
Som anført af landsretten fremgår det af ordlyden af, forarbejderne til og formålet med 1993-loven om ændring af satsreguleringsloven, at ændringsloven også skulle finde anvendelse ved beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1994. Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at give boet medhold på dette punkt.
Fradrag for AUD-bidrag for 1991 i 1991-lønnen ved beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1994
Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 1993, at formålet med ændringen var at opnå samtidighed mellem de skattelettelser, der ville følge af den gennemførte skattereform, og den nedregulering af satsreguleringsprocenten m.v., der ville følge af indførelsen af arbejdsmarkedsbidragene fra og med 1994. Hvis en sådan samtidig nedregulering af satsreguleringsprocenten m.v. ikke fandt sted, ville modtagere af skattepligtige overførselsindkomster i 1994 få en skattelettelse svarende til forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene med ca. 4,7 % uden samtidig at skulle betale arbejdsmarkedsbidrag. Ved beregningen af udviklingen i årslønnen fra 1991 til 1992 med henblik på fastsættelsen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1994 skulle der derfor ske fradrag i årslønnen for 1992 med arbejdsmarkedsbidraget for 1994. Hvorledes der skulle forholdes med årslønnen for 1991 fremgik ikke direkte af loven eller forarbejderne, men Højesteret tiltræder, at det var i overensstemmelse med lovændringens formål og forudsætninger, at Finansministeriet fratrak AUD-bidraget for 1991 i 1991-årslønnen. Det bemærkes herved, at dette var lagt til grund ved beregningen af den nedreguleringssats på 4,7 %, der fremgik af 1993-ændringslovens bemærkninger.
Efter ordlyden var fradraget af AUD-bidrag i 1991-lønnen en fravigelse af lovens § 3, således som denne bestemmelse var formuleret ved 1993-loven, og der burde i loven have været medtaget en overgangsbestemmelse, som indeholdt en udtrykkelig hjemmel for denne fravigelse. Denne mangel ved lovens udformning giver imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at Finansministeriet har administreret i strid med loven.
Det statistiske grundlag for beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1994
Efter ændringen af satsreguleringsloven i 1993 skulle årslønsudviklingen beregnes på grundlag af den konstaterede udvikling i ”arbejderes og funktionærers” bruttolønninger to år forud for det pågældende finansår, jf. lovens § 3. Af bemærkningerne til ændringsloven fremgår, at DA’s lønstatistik skulle anvendes, og at denne ændredes fra den 1. januar 1993, således at statistikken herefter ville blive opgjort samlet for arbejder- og funktionærlønninger og ikke som tidligere alene for arbejderlønninger. Det blev i bemærkningerne anført, at denne ændring af det statistiske grundlag ikke forventedes at få konsekvenser for satsreguleringsprocenten. Det må lægges til grund, at der forud for den nævnte ændring af statistikken ikke forelå anvendelige tal for årslønnen for funktionærer. Der var således ingen praktisk mulighed for at lade funktionærlønningerne indgå ved beregningen af satsreguleringsprocenten for 1994, der som anført skulle baseres på DA’s statistik for lønudviklingen fra 1991 til 1992.
Finansministeriet kan derfor ikke anses for at have administreret i strid med loven ved at anvende den foreliggende lønstatistik for 1991 og 1992, som alene omfattede arbejdere. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at der i forhold til ordlyden af lovens § 3 var tale om en fravigelse, som burde have været reguleret udtrykkeligt i en overgangsbestemmelse.
Det statistiske grundlag for beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1995
Som anført af landsretten indebar DA’s overgang til strukturstatistikken i 1993 et ”databrud”. 1993-løntallene efter den nye statistik var således ikke umiddelbart sammenlignelige med 1992-tallene fra den gamle statistik, og man kunne derfor ikke beregne satsreguleringen for 1995 uden at foretage en række statistisk-faglige skøn i tilknytning til de foreliggende statistiske oplysninger. Sådanne skøn kan ikke anses for udelukket ved 1993-lovens § 3, hvorefter årslønsudviklingen skal beregnes som den ”konstaterede” udvikling i arbejderes og funktionærers bruttolønninger. Det er ikke godtgjort, at de foretagne skøn ikke har været fagligt forsvarlige. Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at give boet medhold på dette punkt.
Faste vægte og identiske virksomheder
Det fremgår af forarbejderne til satsreguleringsloven, at lovens sigte var, at lønudviklingen – og ikke som hidtil prisudviklingen – skulle danne grundlag for reguleringen af folkepension og en række andre overførselsindkomster.
Anvendelsen af faste vægte ved sammenvejningen af arbejder- og funktionærlønudviklingen og anvendelsen af princippet om identiske virksomheder er, som det fremgår af vidneforklaringerne og den sagkyndige erklæring, statistisk velbegrundet, når sigtet er at kompensere for lønudviklingen. Finansministeriets beslutning om at anvende faste vægte og identiske virksomheder havde derfor hjemmel i satsreguleringslovens § 5, 2. pkt. Dette gælder, selv om der måtte være tale om en ændring i forhold til de principper, som anvendtes i DA’s tidligere statistik for arbejderlønninger. Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at give boet medhold på dette punkt.
Fradrag af bidrag til arbejdsgiveradministrerede private pensioner
Af satsreguleringslovens § 3 som affattet ved 1993-loven fremgår, at bidrag til ”arbejdsmarkedspensioner” skal fradrages ved beregningen af lønudviklingen. Efter ændringen af § 3 ved 1996-loven skal bidrag til ”arbejdsmarkedspensioner m.v.” fradrages. Højesteret tiltræder, at disse udtryk i lyset af lovens formål må forstås således, at de alene omfatter pensionsbidrag af den art, der er betegnet som type 1-4 i Finansministeriets notat af 12. april 2000. I DA’s lønstatistik fradrages imidlertid alle typer af bidrag til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, og det er ikke muligt at udskille de enkelte typer. Samtidig må det antages, at udeholdelse også af pensionsbidrag af type 5 – private pensionsbidrag – ikke har nogen praktisk betydning ved beregningen af lønudviklingen.
På denne baggrund har Finansministeriet ikke administreret i strid med loven ved at udeholde alle typer af arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger ved beregningen af lønudviklingen og dermed af satsreguleringsprocenten m.v.
Samlet konklusion
Efter det anførte stadfæster Højesteret dommen.