P R E S S E M E D D E L E L S E
Pokerspillet Texas Hold’em i turneringsform anset for hasard
Højesteret har i dag afsagt dom i den såkaldte ”poker-sag”, hvor formanden for en pokerforening var tiltalt for overtrædelse af straffelovens forbud mod at foranstalte utilladt hasard på offentligt sted. Sagen drejede sig om pokerspillet Texas Hold’em, der blev afviklet i turneringsform, og hvor alle deltagere betalte et forudbestemt indskud. Præmierne afhang af de indbetalte indskud og blev udbetalt til vinderne, når turneringen var afsluttet.
Byretten havde frifundet tiltalte, hvorimod landsretten idømte den pågældende 10 dagbøder af 500 kr.
Ved Højesterets behandling deltog 5 dommere.
Et flertal på tre dommere fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens forbud mod hasard på offentligt sted. Et mindretal på to dommere stemte for frifindelse. Resultatet blev, at tiltalte blev fundet skyldig, men at straffen bortfaldt.
Højesterets afgørelse er begrundet således:
”Tre dommere – Torben Melchior, Peter Blok og Henrik Waaben – udtaler:
Ved dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1927 s. 34 fastslog Højesteret i relation til forordningen af 6. oktober 1753 om forbud mod hasardspil, at såvel almindelig som åben poker må anses for hasardspil, og det har også i relation til straffelovens § 203 og § 204 været den almindelige opfattelse, at det i hvert fald må være udgangspunktet, at alle former for poker er hasardspil i disse bestemmelsers forstand. Denne opfattelse ligger også til grund for forslaget i betænkning om offentligt hasardspil i turneringsform (nr. 1499/2009).
I denne sag omfatter tiltalen poker af typen Texas Hold’em, som spilles i turneringsform, således at det endelige udfald afhænger af et stort antal spil, og T har til støtte for sin påstand om frifindelse anført, at udfaldet af poker i denne form i højere grad afhænger af deltagernes dygtighed end af tilfældet. Selv om dette måtte være rigtigt, spiller tilfældet dog fortsat en væsentlig rolle. Hertil kommer, at der ved afgrænsningen af begrebet hasardspil i straffelovens § 204 (og § 203) ikke udelukkende kan lægges vægt på tilfældets større eller mindre betydning for udfaldet. Et hovedformål med forbuddet i straffelovens § 204 mod at foranstalte utilladt hasardspil på offentligt sted er at modvirke letsindighed og spilleafhængighed, og der må derfor ved afgrænsningen af begrebet hasardspil tillige lægges vægt på, i hvilket omfang det pågældende spil erfaringsmæssigt skaber risiko herfor. Det må lægges til grund, at denne risiko også består ved poker i turneringsform, bl.a. fordi en mindre erfaren deltager let kan undervurdere dygtighedens betydning og lade sig lokke af håbet om en tilfældig gevinst.
Skadevirkningen herved afhænger i væsentligt omfang af størrelsen af deltagernes økonomiske indsats. En eventuel fastsættelse af en overgrænse for indsatsens størrelse, inden for hvilken det anses for forsvarligt at tillade poker i turneringsform på offentligt sted, bør imidlertid af såvel principielle som retstekniske grunde overlades til lovgivningsmagten. I denne forbindelse bemærkes, at det i betænkningen om offentligt hasardspil i turneringsform foreslås at tillade afvikling af poker i turneringsform på offentligt sted, når en række betingelser er opfyldt, herunder at betalingen for at deltage i en enkelt turnering ikke overstiger 300 kr.
Efter det anførte finder vi, at også de pokerspil, som tiltalen i denne sag angår – Texas Hold’em i turneringsform – må anses for hasardspil i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i straffelovens § 204 (og § 203).
Vi tiltræder derfor, at T er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 204, stk. 1, jf. stk. 2.
Dommerne Torben Melchior og Henrik Waaben udtaler herefter:
Det har kunnet give anledning til tvivl, om Texas Hold’em i turneringsform er omfattet af hasardbegrebet. Hertil kommer, at disse spil i P afvikles i en form, der i høj grad ligner den ordning, som foreslås tilladt i den ovennævnte betænkning. Vi stemmer på denne baggrund for at lade straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 83, jf. § 82, nr. 4.
Dommer Peter Blok udtaler:
Det må lægges til grund, at T har været bekendt med den hidtidige almindelige opfattelse, hvorefter det i hvert fald må være udgangspunktet, at alle former for poker er hasardspil i lovens forstand. Under disse omstændigheder er der efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for strafbortfald i medfør af straffelovens § 83, jf. § 82, nr. 4, og jeg stemmer derfor for at stadfæste landsrettens dom.
Dommerne Thomas Rørdam og Jon Stokholm udtaler:
Straffelovens § 204 omfatter ”utilladt hasardspil”, men straffeloven indeholder ingen definition af hasardbegrebet. Det er derfor overladt til domstolene at fastlægge, hvad der skal forstås ved hasardspil. I den juridiske litteratur og i retspraksis er det antaget, at der ved hasardspil skal forstås spil om ikke helt ubetydelige økonomiske værdier, hvor udfaldet helt eller væsentligst beror på tilfældet. Samtidig er det antaget i litteraturen, at der ved afgørelsen af, om et spil skal anses for hasardspil, tillige kan lægges vægt på bl.a., om det pågældende spil erfaringsmæssigt i særlig grad frister uerfarne spillere til at deltage i håb om en tilfældig gevinst, ligesom det er antaget, at det efter omstændighederne vil kunne være begrundet at lægge vægt på spilleindsatsernes og gevinsternes sædvanlige størrelse og spillets dermed forbundne konsekvenser for spillerne.
Der findes i dag en række varianter af poker, og selv om spillene minder om hinanden, er der som anført i betænkningen om offentligt hasardspil i turneringsform side 62 afgørende faktorer i den måde, de spilles og afvikles på, der gør, at der reelt er tale om vidt forskellige spil. Som videre anført i betænkningen varierer graden af tilfældighed mellem de forskellige varianter.
Sagen drejer sig om poker i form af Texas Hold’em afviklet i turneringsform i foreningens lokaler. Der er tale om en anden form for pokerspil end de pokerspil afviklet som kontantspil, der blev taget stilling til ved Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1927 s. 34. I denne dom anførte Højesteret, at udfaldet af de pågældende pokerspil i så overvejende grad beroede på tilfældet, at de måtte anses som hasardspil.
Vi lægger efter bevisførelsen, herunder særligt vidnet Mogens Steffensens forklaring og de foreliggende sagkyndige udtalelser om spillet Texas Hold’em i turneringsform, til grund, at selv om tilfældet i form af gode kort har betydning for udfaldet af såvel det enkelte spil som den samlede turnering, så har spillernes erfaring og dygtighed den overvejende indflydelse på udfaldet af en turnering. Dette fører efter vores opfattelse i sig selv til, at spillet Texas Hold’em afviklet i turneringsform ikke kan anses for omfattet af hasardbegrebet i straffelovens § 204 (og § 203).
Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens frifindende dom. Subsidiært stemmer vi som dommerne Torben Melchior og Henrik Waaben for at lade straffen bortfalde.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen er T skyldig i overtrædelse af straffelovens § 204, stk. 1, jf. stk. 2, men den forskyldte straf bortfalder.
Thi kendes for ret:
Ts straf bortfalder.
T skal betale sagens omkostninger for byret og landsret, mens statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.”