Højesteret har i dag afsagt dom i den såkaldte ”sponsor-sag”, hvor Farum Kommunes tidligere borgmester, Peter Brixtofte, var tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed ved at have ladet Farum Kommune betale Skanska Danmark A/S 9 mio. kr. i merpris for renoveringen af en idrætshal, mod at merprisen skulle anvendes til sponsorstøtte til en håndboldklub.
Peter Brixtofte blev for dette forhold ved Hillerød Kriminalrets dom af 20. juni 2006 idømt 2 års ubetinget fængsel. Han ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse. Ved dom af 8. februar 2007 stadfæstede landsretten byrettens dom. Den 16. august 2007 meddelte Procesbevillingsnævnet Peter Brixtofte tilladelse til at anke dommen til Højesteret.
For Højesteret anførte Peter Brixtofte bl.a., at han ikke var skyldig i mandatsvig, idet han havde erklæret sig inhabil vedrørende byggesagen. Efter den kommunale styrelseslov medfører det, at hans rettigheder og forpligtelser som borgmester var overgået til viceborgmesteren Per Edrén. Det var ikke ham, men Per Edrén, der underskrev den aftaleseddel af 1. maj 2000, som forpligtede kommunen til at betale merprisen på de 9 mio. kr. Han anførte videre, at der i landsretten var begået rettergangsfejl, bl.a. ved anvendelse af en forkert bevisbyrderegel, og at dommen derfor skulle ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten. Endelig anførte han, at straffen skulle nedsættes væsentligt og gøres betinget.
Ved Højesterets behandling af sagen deltog 7 dommere.
Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse.
Dommen er enstemmig.
Højesterets afgørelse er begrundet således:
”Landsretten har anset det for bevist, at Peter Brixtofte – i overensstemmelse med beskrivelsen i anklageskriftet – som borgmester i Farum Kommune og i forening med de øvrige tiltalte, herunder ordførende direktør i kommunen Leif Frimand Jensen, har foranlediget, at kommu-nen i forbindelse med renovering af Stavnsholthallen betalte entreprenøren Skanska Danmark A/S en merpris på 9 mio. kr., mod at dette beløb med tillæg af yderligere 1 mio. kr. af Skanska skulle anvendes som sponsorbidrag til Ajax/Farum Håndbold A/S. Da landsretten således har lagt til grund, at Peter Brixtofte faktisk har handlet i sin egenskab af borgmester i Farum Kommune, er det uden betydning for strafansvaret efter § 280 i straffeloven, at han den 11. januar 2000 i kommunens økonomiudvalg og i kommunalbestyrelsen erklærede sig inhabil i en sag om kommunens leje af Farum Hallen af FIH og i en sag om overladelse af driften af Farum Hallen til Farum Boldklub A/S. Det gælder, selv om dette forstås således, at Peter Brixtofte tillige havde erklæret sig inhabil i byggesagen vedrørende Farum Hallen (Farum Arena), således som byretten har lagt til grund. Det er endvidere uden betydning, at aftalesedlen af 1. maj 2000 fra Skanska med den forhøjede pris ikke blev underskrevet af Peter Brixtofte, men af viceborgmester Per Edrén.
Højesteret tiltræder herefter, at Peter Brixtoftes handling er omfattet af straffelovens § 280 om mandatsvig, og hans principale påstand om frifindelse kan derfor ikke tages til følge.
Som anført er det uden betydning for strafansvaret, at Peter Brixtofte havde erklæret sig inhabil den 11. januar 2000. Det kan derfor ikke anses for en fejl, at landsretten – modsat byretten – ikke omtaler dette spørgsmål i sine præmisser. Der er ikke noget grundlag for at antage, at landsretten har anvendt en forkert bevisbyrderegel. Der foreligger heller ikke andre fejl eller mangler, som kan føre til ophævelse af landsrettens dom, og Peter Brixtoftes subsidiære på-stand herom tages derfor ikke til følge.
Forholdet angår et betydeligt beløb – 9 mio. kr. – og må allerede af denne grund anses for at være af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Der er ikke grundlag for at antage, at Peter Brixtoftes handling har været motiveret af et ønske om at opnå personlig økonomisk vinding. Det må på den anden side tillægges en væsentligt skærpende betydning, at han ved sin handling groft har misbrugt sin stilling som borgmester i Farum Kommune, jf. herved straffelovens § 81, nr. 8. Sigtelse i sagens forhold 1 blev rejst i marts 2002, men sagens varighed kan, når henses til dens karakter og omfang samt til, at den har været behandlet i tre instanser, ikke ved straffastsættelsen betragtes som en formildende omstændighed.
Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret, at straffen er fastsat til fængsel i 2 år. Det tiltrædes endvidere, at der efter forholdets omfang og karakter ikke er grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Højesteret stadfæster herefter dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
Peter Brixtofte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.”