Hop til indhold
domstol.dk

Kapkørsel i tæt bebygget område 
10-01-2006 

Sag 305/2005
 

                                                                                                                                                       Den 10. januar 2006

                                       P R E S S E M E D D E L E L S E

Højesteret har i dag afsagt dom i en sag om kapkørsel i Brønshøj i København i oktober 2004, hvor to fodgængere blev dræbt og en tredje, en gravid kvinde, blev kvæstet og mistede barnet. Tiltalte var i et nævningeting i Østre Landsret blevet idømt fængsel i 3 år og frakendt køre­kortet i 10 år. Højesteret har nedsat straffen til fængsel i 2 år og frakendelsestiden til 5 år.

Højesterets begrundelse for straffastsættelsen lyder:

”I forarbejderne til straffelovens § 241 og § 249, således som disse bestemmelser efter lovænd­rin­gen i 2002 var affattet på gerningstidspunktet, er det forudsat, at det normale strafniveau for uagt­somt manddrab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel uden spirituskørsel skal forhøjes til fængsel i 6-8 måneder, og at det normale strafniveau for uagtsom legemsbeskadigelse under tilsva­rende omstændigheder skal forhøjes til fængsel i 2-5 måneder. Af de grunde, der er anført af lands­retten, tiltræder Højesteret, at straffen i det foreliggende tilfælde bør være væsentligt hø­jere end det nævnte normale strafniveau. Det er imidlertid Højesterets opfattelse, at der ikke er grundlag for at fravige dette strafniveau i et sådant omfang, som det er sket ved landsrettens ud­måling af straffen til fængsel i 3 år.”

Landsretten havde fraveget det normale strafniveau på fængsel i 6-8 måneder og herved ”lagt vægt dels på, at tiltalte på særdeles hensynsløs måde har deltaget i kapkørsel i et tæt bebygget område på et tidspunkt med ikke ubetydelig tra­fiktæthed, og at han, på et sted hvor vejen indsnævres, med en efter forholdene væsentlig for høj hastighed har valgt, som led i kapkørslen, at køre venstre om et helleanlæg og over i den til modsat færdsel beregnede vognbane, uden hensyn til den betydelige risiko, som dette åbenbart for tiltalte måtte indebære for andre trafikanter, dels på de omfattende personskader, tiltaltes kørsel forårsagede.”

Højesterets flertal på fem dommere udtaler herefter:

”Der er tale om særdeles hensynsløs kapkørsel i et befærdet byområde med nærliggende fare for forvoldelse af omfattende personskader, og sådanne skader blev også faktisk forårsaget af [tiltaltes] kørsel. Vi finder herefter, at straffen i overensstemmelse med straffelovens § 80 passende kan fastsættes til fæng­sel i 2 år.”

Et mindretal på fire dommere finder, at straffen bør fastsættes til fængsel i 1 år og 6 måneder.

Vedrørende frakendelsestiden udtaler Højesteret enstemmigt:

”Ved uagtsomt manddrab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel uden spirituskørsel fraken­des førerretten normalt i 2-5 år i tilfælde, hvor førerretten ikke tidligere har været frakendt. Højesteret finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige denne praksis og under hensyn til grovheden af [tiltaltes] kørsel fastsættes frakendelsestiden herefter til 5 år fra endelig dom.” 

Til top Sidst opdateret: 24-05-2007 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750seperatorFax: 33150010seperatorEmail: post@hoejesteret.dk