Godtgørelse til lønmodtagere for manglende eller mangelfuldt ansættelsesbevis 
17-12-2010 

Højesteret har i dag afsagt domme i tre sager om godtgørelse til lønmodtagere for manglende eller mangelfuldt ansættelsesbevis.

Det har siden en lovændring i 2007 givet anledning til betydelig tvivl, efter hvilke kriterier godtgørelse skal udmåles i denne type sager.

Den ene af sagerne (90/2009) angik alene dette spørgsmål, som Højesteret tog principiel stilling til. Højesteret angav herved, efter hvilke retningslinjer udmåling af godtgørelsen bør ske.

Lovændringen gennemfører ifølge forarbejderne en generel nedsættelse af godtgørelsesniveauet i forhold til det niveau, som var fastlagt på baggrund af Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 s. 1702, og er bl.a. begrundet i, at godtgørelserne er skattefrie, at de har en stor økonomisk værdi, som ikke altid står mål med overtrædelsens grovhed, og at der er et balancehensyn at tage i forhold til arbejdsgivere, som er omfattet af en kollektiv overenskomst med en ”nachfristregel”, jf. punkt 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det er endvidere i forarbejderne tilkendegivet, at der med ændringen sikres adgang til at udmåle godtgørelser, der beløbsmæssigt kan overstige niveauet fra 1997, men en forudsætning herfor er dog, at der foreligger skærpende omstændigheder, jf. punkt 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Der gives i lovforslaget samtidig udtryk for, at det er hensigten, at mangelsvurderingen i højere grad end hidtil skal nuanceres, og at det i den forbindelse er et formål at sikre, ”at godtgørelsesrammen i højere grad bliver udnyttet, herunder også muligheden for at forhøje godtgørelsesrammen op til 20 uger i de tilfælde, hvor der foreligger skærpende omstændigheder”, jf. lovforslagets specielle bemærkninger til
§ 1.

Er et ansættelsesbevis behæftet med en eller flere mangler, som er undskyldelige og uden konkret betydning for lønmodtageren, gælder bagatelgrænsen i lovens § 6, stk. 2, således at en godtgørelse skal fastsættes i intervallet fra 0 til 1.000 kr.

Foreligger der i øvrigt mangler ved et ansættelsesbevis, eller er et sådant ikke udstedt, uden at forholdet har haft konkret betydning for lønmodtageren, bør en godtgørelse som udgangspunkt fastsættes til et beløb på op til 5.000 kr., afhængig af forholdets karakter. I mangel af særlige holdepunkter for at gå op eller ned bør godtgørelsen fastsættes til 2.500 kr. For at gå ned – og eventuelt efter omstændighederne helt undlade at tilkende en godtgørelse – taler, at arbejdsgiveren uden videre retter for sig efter, at forholdet er påtalt. Et moment, som taler for at gå op, kan omvendt være, at arbejdsgiveren undlader dette.

I tilfælde, hvor der er opstået tvist om ansættelsesforholdet eller konkret risiko herfor, som korrekt opfyldelse af oplysningspligten kunne have afværget, bør en godtgørelse som udgangspunkt fastsættes til et beløb på op til 10.000 kr., afhængig af forholdets karakter og betydning. I mangel af særlige holdepunkter for at gå op eller ned bør godtgørelsen fastsættes til 7.500 kr. Som momenter, der taler for at gå op, kan f.eks. nævnes, at ansættelsesbeviset indeholder vilkår, som er vildledende i forhold til lønmodtagerens retsstilling efter lov eller overenskomst, at pligtforsømmelsen konkret har medført risiko for tab af rettigheder, herunder for tab af ikke ubetydelige lønbeløb, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde, eller at arbejdsgiveren ikke har rettet for sig efter, at forholdet er blevet påtalt. Omvendt taler det for at gå ned, at forholdet er af mindre betydning eller undskyldeligt, eller at der er tale om et enkeltstående tilfælde.

Foreligger der skærpende omstændigheder, såsom arbejdsgiverens bevidste forsøg på at omgå lønmodtagerens rettigheder eller vedholdende passivitet over for gentagne opfordringer til at udstede et ansættelsesbevis, kan godtgørelsen udmåles til et beløb på op til 20 ugers løn, afhængig af manglens eller manglernes karakter og betydning. Udmåling af godtgørelser på over 25.000 kr. bør dog være forbeholdt særligt grove tilfælde, som samtidig har udsat lønmodtageren for risiko for at lide betydelige tab.

Foreligger der flere successive overtrædelser af ansættelsesbevisloven, f.eks. hvor en lønmodtager har modtaget flere ansættelsesbeviser, som er behæftet med mangler, bør der foretages en samlet konkret vurdering.

Det var ikke et enkeltstående tilfælde, at B ApS havde undladt at udstede et ansættelsesbevis til en medarbejder, og selskabet rettede ikke for sig, selv om A i hvert fald én gang bad om at få udstedt et ansættelsesbevis. Disse forhold er dog ikke tilstrækkelige til, at der foreligger skærpende omstændigheder med den virkning, at godtgørelsen skal fastsættes efter lovens § 6, stk. 1, 3. pkt.

Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret herefter, at der er udmålt en godtgørelse på 10.000 kr., således at der skal betales 5.000 kr. ud over de 5.000 kr., som allerede er betalt.”

I de to andre sager (58/2009 og 155/2009) som også angik andre spørgsmål, blev godtgørelserne efter en konkret vurdering fastsat til henholdsvis 4.000 kr. og 15.000 kr.

Begrundelsen i sag 58/2009 lyder:

Højesteret finder endvidere, at selskabet har tilsidesat sin oplysningspligt ved, at det ikke fremgik af ansættelsesaftalen, at den normale ugentlige arbejdstid var 20 timer, jf. ansættelsesbevislovens § 2, stk. 2, nr. 9.

I dommen af 17. december 2010 i sag 90/2010 fandt Højesteret på baggrund af forarbejderne til ansættelsesbevisloven, at en godtgørelse ved overtrædelse af loven som udgangspunkt bør udmåles efter nærmere angivne principper. I dommen udtales bl.a.:
…

Ved afgørelsen af spørgsmålet om godtgørelse i denne sag må det tillægges betydning, at ordlyden af bestemmelsen i § 72 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har kunnet give anledning til tvivl om, hvorvidt en bestemt overenskomst skal følges. Det må endvidere tillægges betydning, at det af Fredericia Kommunes bevilling af løntilskuddet til As fleksjob fremgik, at det ugentlige timetal var 37 timer, og at fejlen i ansættelsesaftalen vedrørende dette forhold ikke har givet anledning til tvist.

På denne baggrund finder Højesteret, at X ApS i anledning af det mangelfulde ansættelsesbevis skal betale en godtgørelse til A på 4.000 kr., jf. ansættelsesbevislovens § 6, stk. 1.”

Begrundelsen i sag 155/2009 lyder:

Om indholdet af og formålet med lovændringen i 2007 samt om udmålingsprincipperne efter lovændringen henvises til Højesterets samtidige dom af 17. december 2010 i sag nr. 90/2009.

A modtog hverken ved sin ansættelse den 15. juli 2004 eller gennem de første ca. 1½ års ansættelse et skriftligt ansættelsesbevis, skønt hun flere gange over for B fremsatte ønske om en formalisering af deres samarbejde.

En skriftlig ansættelseskontrakt blev først indgået den 9. januar 2006. Kontrakten indeholdt i pkt. 9.2 et vilkår om, at A selv skulle afholde samtlige udgifter, der var forbundet med deltagelse i Advokatsamfundets kurser til opnåelse af advokateksamen. Som følge af det ovenfor anførte om Bs forpligtelse til at afholde disse udgifter var den skriftlige ansættelseskontrakt på dette punkt i strid med præceptive lovregler og dermed vildledende.

Som anført af landsretten har overtrædelserne af ansættelsesbevisloven givet anledning til usikkerhed om ansættelsesforholdet. A modtog således først efter sagsanlægget betaling af feriegodtgørelse og løn under sygdom med et beløb på godt 30.000 kr., som angår 2005 og 2006.

Ansættelsesbevismanglerne har endvidere været af betydning for, at A i strid med retsplejeloven selv har betalt kursusudgifter vedrørende sin advokatuddannelse med 71.200 kr.

Højesteret finder, at der ved vurderingen af godtgørelsens størrelse skal tages hensyn til, at der fra starten var tale om et særegent samarbejde mellem parterne, hvor Bs ansættelse af A var udslag af en vennetjeneste, med henblik på at sidstnævnte kunne opnå beskikkelse som advokat, og hvor samarbejdet i flere henseender havde karakter af et fællesskab mellem selvstændige erhvervsdrivende.

Hertil kommer, at der ikke er grundlag for at antage, at der fra Bs side var tale om et bevidst forsøg på at omgå As rettigheder. Navnlig må det lægges til grund, at B var i vildfarelse med hensyn til adgangen til at indgå aftalen om, at A selv skulle afholde sine kursusudgifter.

Efter en samlet vurdering finder Højesteret herefter, at der skal udmåles en samlet godtgørelse for de foreliggende overtrædelser af ansættelsesbevisloven på 15.000 kr., således at der skal betales 5.000 kr. udover de 10.000 kr., som allerede er betalt.

C har for Højesteret anerkendt, at hun i medfør af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse hæfter for et eventuelt yderligere krav i anledning af den manglende opfyldelse af oplysningspligten efter ansættelsesbevisloven. I overensstemmelse hermed påhviler betalingsforpligtelsen B og C solidarisk.”