Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Frifindelse i sag om forhånende og nedværdigende udtalelser om muslimer 
20-04-2012 

sag 228/2011

Den 20. april 2012
Sag 228/2011

P R E S S E M E D D E L E L S E

Frifindelse i sag om forhånende og nedværdigende udtalelser om muslimer

Højesteret har i dag afsagt dom i en straffesag om nogle udtalelser om muslimer og vold­tægt.

Udtalelserne faldt, da T i sit hjem i december 2009 gav et interview i anledning af udgivel­sen af en bog om muslimer, som han var medforfatter til. Interviewet blev få timer senere bragt på en internetside.

T var i landsretten fundet skyldig i at have fremsat forhånende og nedværdigende udtalelser.

Højesteret udtaler, at udsagn som dem, T er fundet skyldig i at have fremsat, og som inde­holder det budskab, at muslimer generelt begår grov kriminalitet, er strafbare efter straffelo­vens § 266 b, stk. 1, hvis de fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.  

I byretten var T blevet frifundet, da den ikke fandt grundlag for at tilsidesætte T’s forklaring om, at han gik ud fra, at han ville få udtalelserne til godkendelse inden udsendelsen, og at han ikke havde til hensigt at offentliggøre udtalelserne i den foreliggende form. Landsretten havde derimod fundet, at T ”burde have indset”, at hans udtalelser ville blive offentligt ud­bredt til en videre kreds, og landsretten havde på det grundlag idømt T en straf på 10 dagbø­der af 500 kr.

Landsretten havde altså med ordene ”burde have indset” om T’s subjektive forhold udtryk­keligt fastslået, at T havde handlet uagtsomt, ikke forsætligt. Højesteret kan ikke efterprøve denne konkret foretagne bevisbedømmelse. Da det ikke efter landsrettens bevisresultat kunne lægges til grund, at T havde haft forsæt til udbredelse i en videre kreds, frifandt Høje­steret T.

I sagens afgørelse medvirkede syv dommere. Dommen er enstemmig.  

Parternes synspunkter

For Højesteret har T anført, at hans udtalelser ikke skal forstås på den måde, som de løsre­vet er gengivet i anklageskriftet. Han har endvidere ikke haft forsæt til, at hans udtalelser skulle offentliggøres i den foreliggende form. Han har heller ikke haft forsæt til, at de ud­sagn, som han er fremkommet med, skulle opfattes som forhånende eller nedværdigende for andre.

Sætningerne i anklageskriftet er grebet ud af deres sammenhæng og giver dermed et forteg­net billede af det, der var hans mening. Interviewet drejede sig ikke om muslimer, men om islam, og der må endvidere tages hensyn til ytringsfriheden. Han har aldrig villet forhåne nogen, men villet oplyse om bl.a. islams kvindesyn, ganske som i den bog, som han har skrevet sammen med A, og som interviewet skulle handle om. Havde han fået inter­viewet forelagt, ville han have forlangt det korrigeret for at forhindre misforståelser.

Han har ikke haft forsæt til offentliggørelse i den foreliggende form, og landsrettens formule­ring ”burde have indset” kan kun tages som udtryk for, at han har handlet uagtsomt. Han for­ventede at få det renskrevne interview til godkendelse, og den omstændighed, at han ikke havde betinget sig dette på forhånd, kan ikke medføre, at han har haft forsæt til udbre­delse, heller ikke i form af dolus eventualis. Højesteret kan i øvrigt ikke tage stilling til, om der har foreligget forsæt, da det er et bevisspørgsmål, der ligger uden for Højesterets prøvel­sesad­gang.

Anklagemyndigheden har anført, at sagen rejser to hovedspørgsmål, dels om T objektivt har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1, dels om der foreligger den for­nødne tilregnelse.

Det fremgår af landsrettens dom, at det er lagt til grund, at T har udtalt sig som fastslået af byretten. Dette bevisresultat er endeligt afgjort, og det kan ikke prøves af Højesteret. Der er tale om udtalelser, der indeholder generaliserende beskyldninger mod mus­limske mænd om voldtægt, og disse udtalelser er groft forhånende og nedværdigende over for denne befolk­ningsgruppe med baggrund i deres tro og oprindelse. Udtalelserne er ikke frem­sat som led i en saglig debat, og en domfældelse vil ikke krænke ytringsfriheden.

Om tilregnelsesspørgsmålet har anklagemyndigheden erklæret sig enig i, at landsrettens for­mulering ”burde have indset” ikke kan begrunde domfældelse, når der kræves forsæt. Lands­retten har imidlertid dømt for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, og landsretten må dermed have fundet, at T har haft det fornødne forsæt til udbredelsen af udtalelserne i en vi­dere kreds. Landsretten har truffet den rigtige afgørelse, men med en for­kert begrundelse. Landsretten skulle have skrevet ”må” i stedet for ”burde”, og det forhold kan Højesteret rette op på ud fra en selvstændig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund af landsretten.

Højesterets afgørelse i sagen er begrundet således:

”Efter straffelovens § 266 b, stk. 1, straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af perso­ner trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller et­niske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Forhånende og nedværdigende udtalelser som dem, T er fundet skyldig i at have fremsat, og som indeholder det budskab, at muslimer generelt begår grov kriminalitet, er således straf­bare efter § 266 b, stk. 1, hvis de fremsættes "offentligt eller med forsæt til ud­bredelse i en videre kreds".

De udtalelser, sagen angår, er ikke fremsat offentligt. Hovedspørgsmålet under sagen er, om de er fremsat af T "med forsæt til udbredelse i en videre kreds". Et så­dant spørgsmål om Ts subjektive forhold er et spørgsmål om bevis for skyld.

Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende dette skyldspørgsmål, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, mod­sætningsvis. Højesteret kan imidlertid tage stilling til, om landsretten har anvendt forsæts­begrebet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund af landsretten, her­under vedrørende Ts subjektive forhold, kan begrunde, at der foreligger forsæt, jf. retspleje­lovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 3.

Mens byretten i sin begrundelse med henvisning til en række angivne faktiske forhold ud­talte, at det ikke var bevist, at T havde forsæt til videre udbredelse, har lands­retten fundet ham skyldig med baggrund i, at han efter en række angivne faktiske forhold ved­rørende in­terviewet "burde have indset, at hans udtalelser ville blive offentligt udbredt til en videre kreds". Landsretten har altså om Ts subjektive forhold udtrykke­ligt fastslået, at han har handlet uagtsomt, ikke forsætligt.

Der har ikke i det bevisresultat vedrørende Ts subjektive forhold, som fremgår af landsret­tens præmisser, været grundlag for at dømme ham for at have handlet med forsæt til udbre­delse af det udtalte til en videre kreds. Der er efter sagens karakter og omstæn­digheder ikke grundlag for at hjemvise denne til fornyet behandling i landsretten.

Højesteret frifinder herefter T.”

Læs hele dommen. 

 

Til top Sidst opdateret: 20-04-2012 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750seperatorEmail: post@hoejesteret.dk