P R E S S E M E D D E L E L S E
Fødselsregistrering og statstilskud til folkekirken.
Højesteret har i dag afsagt dom i en sag om pligten til at anmelde fødsler til folkekirkens ministerialbog og om statens økonomiske støtte til folkekirken.
Spørgsmålet var for det første, om det var uberettiget, at en far, der tilhørte den katolske kirke, skulle anmelde fødslen af sin datter til ministerialbogen i den evangelisk-lutherske folkekirke. For det andet om det var uberettiget, at staten yder tilskud til folkekirken, hvorved alle skatteydere, uanset trosretning, bidrager til finansiering af forkyndelse i folkekirken.
Den pågældende far gjorde bl.a. gældende, at den danske fødselsregistrering og statstilskuddet til folkekirken krænker reglerne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om religionsfrihed og retten til respekt for privatliv og familieliv. Herudover var der spørgsmål om tilbagebetaling af den andel af hans skatter, der var gået til at finansiere forkyndelse i folkekirken.
I Højesterets behandling deltog 7 dommere. Dommen, der stadfæster Vestre Landsrets dom, er enstemmig. Højesterets begrundelse lyder således:
”Om fødselsregistreringen
Efter § 1 i lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald skal fødsler, der finder sted her i landet (bortset fra Sønderjylland), anmeldes til folkekirkens ministerialbøger. Som anført af landsretten varetager ministerialbogsføreren, nu personregisterføreren, denne opgave som en del af den statslige forvaltning. Registreringen er en forvaltningsopgave, som udføres på almindeligt offentligretligt grundlag, og den er uden religiøst indhold. Anmeldelse kan i øvrigt ske uden personligt fremmøde på kirkekontoret, og ordningen er tilrettelagt således, at attesten for en person, der ikke er medlem af folkekirken, ikke skal være påført ”Den Danske Folkekirke”. Fødselsanmeldelsesordningen berører således hverken retten til religionsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, stk. 1, eller retten til respekt for privatliv og familieliv efter artikel 8 og indebærer heller ikke en krænkelse af forbuddet mod diskrimination i artikel 14 sammenholdt med artiklerne 8 og 9. Efter det anførte, og da pligten for alle uden for de sønderjyske landsdele til at anmelde fødsler til folkekirkens ministerialbøger ikke kan anses for forskelsbehandling, hverken i forhold til forældre i Sønderjylland eller i forhold til forældre, som er medlemmer af folkekirken, er ordningen heller ikke i strid med artiklerne 2, 18 og 26 i FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder.
Højesteret tiltræder herefter, at kravet om, at Nathem Hana Koza skulle anmelde sin datters fødsel til ministerialbogen i Lindholm Sogn, ikke indebar en krænkelse af de nævnte konventioner. Dette gælder uanset det oplyste om forløbet på kirkekontoret og uanset, at der på fødselsattesten fejlagtigt var anført ”Den Danske Folkekirke”. Det bemærkes herved, at Nathem Hana Koza kunne have fået udstedt en ny attest uden denne angivelse.
Om statstilskuddet til folkekirken
Folkekirkens finansielle grundlag udgøres af indtægter i form af kirkeskat, statstilskud og øvrige indtægter, bl.a. lejeindtægter. Efter lov om folkekirkens økonomi § 20, der har overskriften ”Statstilskud”, afholder statskassen bl.a. udgifterne til lønninger til biskopper og en del af lønningerne til provster og præster. Statstilskuddet, som hidrører fra statens almindelige indtægter fra skatter og afgifter mv., udgjorde i 2004 ca. 700 mio. kr., svarende til ca. 11 % af folkekirkens indtægter, mens den særlige kirkeskat udgjorde ca. 79 % af indtægterne.
Som ikke-medlem af folkekirken betaler Nathem Hana Koza ikke kirkeskat, men han bidrager gennem sin almindelige skattebetaling indirekte til statstilskuddet. Der er således ingen direkte forbindelse mellem Nathem Hana Kozas betaling af almindelige skatter og statens tilskud til folkekirkens religiøse aktiviteter, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse af 9. maj 1989 i sagen Darby mod Sverige, præmisserne 45-47 og 56 (sag 11581/85).
Højesteret finder herefter, at Nathem Hana Kozas ret til religionsfrihed efter artikel 9, stk. 1, ikke berøres af, at han på denne måde indirekte er med til at finansiere folkekirken. Hertil kommer, at en del af folkekirkens udgifter vedrører varetagelse af ikke-religiøse samfundsopgaver, f.eks. civilregistrering og begravelsesvæsen.
Højesteret finder herefter, at heller ikke Nathem Hana Kozas rettigheder efter artikel 1 i 1. tillægsprotokol til menneskerettighedskonventionen eller efter de tidligere nævnte bestemmelser i FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder er krænket.
Efter det anførte indebærer statstilskuddet heller ikke en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 9 og med artikel 1 i tillægsprotokollen.
Der er heller ikke i øvrigt grundlag for at pålægge Kirkeministeriet at tilbagebetale Nathem Hana Koza nogen del af hans skattebetalinger.
Forløbet på kirkekontoret i Lindholm Sogn havde ikke en sådan karakter, at der er grundlag for at tage påstanden om godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 til følge.”